Ubådssagen

Sådan reagerede Peter Madsen, da han modtog dommen

Helt som forstenet sad tiltalte Peter Madsen i retten og lyttede, da dommen i ubådssagen faldt.

Fængsel på livstid.

Sådan lød dommen, der onsdag blev afsagt i sagen mod ubådsbyggeren Peter Madsen i Københavns Byret for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Iført en sort bluse og en mørk habitjakke sad Peter Madsen helt stille og kiggede ned i bordet foran sig, da dommen blev læst op af dommer Anette Burkø. 

Kort forinden havde han taget sine briller af, som han bruger i stedet for sine kontaktlinser.

Det var en enig domsmandsret, der lagde vægt på, at det er bevist, at Peter Madsen er skyldig i drab, andet seksuelt forhold end samleje af særligt farlig karakter, usømmelig omgang med lig og overtrædelse af reglerne om sikkerhed til søs.

- Det var et kynisk og planlagt seksuelt motiveret overgreb og drab af en særdeles brutal karakter begået mod en tilfældig kvinde, der i kraft af sit journalistiske arbejde havde takket ja til en tur i tiltaltes ubåd, sagde dommer Anette Burkø i retten, mens Peter Madsen kiggede op mod hende.

Retssagen mod Peter Madsen er afsluttet i byretten. Video: Anne Brandbjerg

Forsvarsadvokat anker dommen

Få minutter efter at Anette Burkø havde læst dommen op, forlod forsvarsadvokat Betina Hald Engmark og hendes klient Peter Madsen retssal 60 i Københavns Byret for at diskutere et spørgsmål:

Ville de anke dommen eller ej?

Tilbage i retssalen var der helt stille. Fem pårørende til Kim Walls familie bevægede sig ikke fra deres pladser, og anklager Jakob Buch-Jepsen drak blot lidt vand af en hvid plastikkop.

Kort efter blev døren igen åbnet, og ind ad den trådte Betina Hald Engmark og Peter Madsen. Forsvarsadvokaten gav beskeden, at de ønskede at anke dommen med det samme.

Peter Madsen sad som forstenet

Nu var det op til rettens deltagere at diskutere, hvordan Peter Madsen skulle afsone sin dom.

Mens det blev debatteret i retssalen, sad ubådsbyggeren helt som forstenet.

I Vestre Fængsel i København, hvor han har siddet varetægtsfængslet, sad han under brev- og besøgskontrol. Ifølge dommer Anette Burkø vil disse omstændigheder fortsætte.

Afgørelsen blev den sidste, inden dagens retsmøde blev hævet.

Peter Madsen nåede herefter at tale en smule med sin forsvarsadvokat, inden to politibetjente kom og førte ham bort.

Tilbage stod Betina Hald Engmark og kiggede efter ham, mens betjentene førte ham ud af retssal 60.

Peter Madsen er den 15. person på 10 år, der idømmes landets strengeste straf - fængsel på livstid.

Læs hele dommen mod Peter Madsen her.

Peter Madsens forsvarer havde ikke mange kommentarer til byrettens dom. Video: Rikke Museth Janniche
Retssagen mod Peter Madsen er nu afsluttet i byretten. Peter Madsen er dømt til fængsel på livstid for drabet på Kim Wall. Video: Anne Brandbjerg