Dommen er faldet: Peter Madsen dømt til fængsel på livstid
Retssagen mod Peter Madsen er nu afsluttet i byretten.
Peter Madsen er dømt til fængsel på livstid for drabet på Kim Wall.
Sådan lyder dommen, som dommer Anette Burkø læste op i Københavns Byret.
En enig domsmandsret finder det bevist, at Peter Madsen er skyldig i drab, andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter og usømmelig omgang med lig.
Til grund for straffen lægger retten:
- At det var et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af en særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd, siger dommer Anette Burkø.
Retten lægger ligeledes vægt på, at Peter Madsen parterede Kim Wall og smed delene i vandet for at skjule sin forbrydelse.
Flere af Peter Madsens forklaringer har ifølge retten været utroværdige. Det gælder også ubådsbyggerens forklaring om, at Kim Wall kan være død af udstødningsgasser i ubåden.
Efter retten var hævet, stillede senioranklager Jakob Buch-Jepsen stillede op til en pressebriefing foran Københavns Byret.
- Jeg kan oplyse, at Københavns Politi, herunder anklagemyndigheden, er meget tilfreds med byrettens resultat, hvor byretten har fulgt anklagemyndigheden på alle alvorlige punkter i den her sag, siger Jakob Buch-Jepsen.
Sagen ankes
Peter Madsen var klædt i en sort t-shirt og en sort blazer. Han sad helt stille og kiggede ned, mens dommeren læste dommen op.
Efterfølgende meddelte hans forsvarer, Betina Hald Engmark, over for retten, at dommen ankes til landsretten.
Hun ønskede ikke at udtale sig til pressen uden for Københavns Byret.
- Jeg har ikke yderlige kommentarer på nuværende tidspunkt. Jeg skal også lige have lejlighed til at læse dommen igennem, siger hun til TV 2.
Den dømte skal fortsat sidde varetægtsfængslet. Han skal desuden betale erstatning på 120.000 kroner til Kim Walls tidligere samlever. Ubåden Nautilus konfiskeres, som anklagemyndigheden havde krævet.
Kim Walls forældre får ikke erstatning, har retten afgjort. Retten lagde vægt på Kim Walls alder og det, at hun reelt var fraflyttet hjemmet for flere år siden.
Forældrene var ikke til stede i retten, da dommen faldt. Det skyldtes, at de er i New York for at deltage i en mindeceremoni for journalister, der har mistet livet i deres arbejde.
Brød regler til søs
Anklagemyndigheden krævede livstid, sekundært forvaring, mens forsvarer Betina Hald Engmark argumenterede for højst seks måneder. Betina Hald Engmark mente simpelthen ikke, at der var beviser nok til at dømme ubådsbyggeren for mere, end det han allerede selv har erkendt - at han parterede Kim Wall.
Peter Madsen har siddet fængslet siden den 11. august, hvor han blev reddet i land i Dragør Havn, efter ubåden Nautilus sank i Køge Bugt.
Peter Madsen var ifølge anklageskriftet tiltalt for drab, anden seksuel omgang end samleje, usømmelig omgang med lig og flere brud på søfartslovgivningen.
Ubådsbyggeren har hele tiden nægtet sig skyldig i både drab og seksuel mishandling, men har erkendt partering, og han har også tilstået brud på søfartslovgivningen, men nægter, at det skal være sket under særligt skærpende omstændigheder.
Retten finder også Peter Madsen skyldig i overtrædelse af søfartslovgivningen, mens frifindes i forbindelse med sejladsen for overtrædelse af straffelovens paragraf 252.