Drabet uden lig

Efter fængselsbesøg: - Mit savn stoppede fuldstændig den dag

Stephanie Riisbjerg havde længe ønsket at se sin stedfar, der seks år tidligere blev fængslet for at slå hendes far ihjel. Nu er savn afløst af vrede.

I mange år gik 26-årige Stephanie Riisbjerg fra Odense med en nagende tvivl:

Hvad nu hvis hendes stedfar, Bo Madsen, sad uskyldigt fængslet for drabet på hendes far?

Med en blanding af savn og dårlig samvittighed tænkte hun på ham, når det var jul, nytår, sommerferie. Alle de tidspunkter, hvor hun og resten af familien plejede at være sammen med Bo.

– Jeg har jo kendt Bo, fra jeg var to år gammel. Han har været en forælder ligesom mine biologiske forældre, så selvfølgelig har de følelser stadigvæk været der, selv om han kom i fængsel, siger Stephanie Riisbjerg til TV 2 om den mand, som hendes far indgik et registreret partnerskab med i 2002.

Efter at Stephanies far, Henrik Haugberg Madsen, forsvandt sporløst fra en feriehytte på Enø i november 2010, blev der aldrig fundet konkrete beviser for, at han var død. Alligevel blev Bo Madsen og en formodet lejemorder, Claus Stokholm Larsen, to år senere dømt for drab.

De manglende beviser har gjort, at tvivlen – og håbet – har spøgt i bevidstheden hos Stephanie og hendes familie lige siden. For måske var Henrik stadig i live et sted ude i verden.

Se videoklip øverst fra 'Drabet uden lig', hvor Stephanie møder Bo i fængslet.

Blev overvældet af følelser

I foråret 2017 besluttede Stephanie Riisbjerg i forbindelse med optagelserne til true crime-dokumentarserien 'Drabet uden lig', at hun ville mødes med Bo Madsen for første gang siden hans anholdelse seks år tidligere.

Jeg græd lige med det samme og kunne ikke holde det tilbage

Stephanie Riisbjerg, datter til den forsvundne Henrik Haugberg Madsen

Der var så mange ubesvarede spørgsmål, som hun havde brug for at konfrontere ham med.

For hvordan kunne Bo for eksempel vide så sikkert allerede dagen efter, at hendes far var forsvundet, at han aldrig ville komme tilbage igen? Og hvorfor tøvede han med at efterlyse ham hos politiet?

Men da Stephanie først sad overfor Bo i besøgsrummet i den lukkede afdeling af Renbæk Statsfængsel, kunne hun slet ikke huske sine spørgsmål. Hun blev overvældet af følelser.

– Jeg græd lige med det samme og kunne ikke holde det tilbage. Jeg tror, det var hele mit savn. Mit savn til min far og mit savn til Bo. For jeg savnede jo min far sindssygt meget, og jeg savnede også Bo helt vildt. Så det hele væltede ned over mig der, fortæller Stephanie Riisbjerg og fortsætter:

– Gennem alle årene havde det jo altid været min far, Bo, min mor, min søster og mig. Det var os imod alle andre, følte jeg. Så bare det at se Bo igen og føle, at vi alle kunne blive samlet igen. Det gjorde, at jeg ikke kunne styre det der.

Et helt andet menneske

Samtalen i besøgsrummet havde dog kun varet i meget kort tid, før Stephanie fandt ud af, at Bo ikke længere var den samme, som hun kendte fra sin opvækst: Den muntre og empatiske ”stedmor”, som hun kaldte ham for sjov, og som var god at snakke med. Som altid kørte hende og lillesøsteren ud til deres heste og ridestævner.

– Det var et helt andet menneske. Han virkede nærmest som en robot, der havde indøvet, hvad han skulle sige til mig, og hvad han skulle holde fast på. Jeg har aldrig set eller hørt ham være så manipulerende før. Han spillede et skuespil, og jeg kunne ikke bryde igennem det, siger hun.

Bos ændrede adfærd ved deres møde i fængslet gjorde, at Stephanie allerede efter kort tid opgav at tale mere med ham.

– Jeg blev vildt provokeret af Bos påstand om, at jeg ikke huskede rigtigt, da jeg vidnede i byretten. At det nok var noget, jeg havde bildt mig ind. At han sad der som en uskyldig mand, og det skulle jeg have forståelse for. Så jeg bad tv-holdet om at stoppe optagelsen og sagde, at jeg gerne ville lukkes ud igen, konstaterer hun.

Al tvivl forsvandt

Selv om besøget i fængslet på flere måder var både akavet og ubehageligt, er Stephanie Riisbjerg i dag glad for, at hun fik taget samtalen med Bo.

Da jeg gik ud derfra, så vidste jeg - okay, min far ER her ikke mere

Stephanie Riisbjerg

– Mødet med Bo gjorde, at jeg fik bekræftet mine spekulationer om hans mærkelige opførsel. Da jeg gik ud derfra, så vidste jeg - okay, min far ER her ikke mere, og det er Bo, der er skyld i det. Hvis han var uskyldig, så havde han kunnet forsvare sig ordentligt, mener hun.

Samtidig med at samtalen med Bo gav Stephanie en form for afklaring, ændrede det også hendes følelser radikalt.

–  Jeg har haft svært ved at føle vrede, fordi jeg nok har haft en slags dårlig samvittighed over, at Bo sad der i fængslet. Men da jeg gik ud derfra, var jeg vildt vred. Jeg råbte og skreg ude i bilen. Al min medfølelse og omtanke for Bo var væk, og mit savn stoppede fuldstændig den dag.

Du kan følge sagen i 'Drabet uden lig' hver torsdag klokken 20.00 på TV 2 - og lige nu på TV 2 Play