Krimi

Flere kvinder blev inviteret med i Madsens ubåd før Kim Walls død

To dage før at Peter Madsen sejlede ud med Kim Wall, inviterede han flere kvinder med i ubåden.

Flere kvinder har under retssagen mod den drabstiltalte ubådsbygger Peter Madsen fortalt, at de er blevet inviteret på tur i ubåden, få dage inden at han sejlede ud med Kim Wall.

Onsdag fortæller en kvinde, at hun den 8. august sidste år - to dage før han sejlede ud med den svenske journalist - blev spurgt, om hun ville alene med ham ud i ubåden.

Følg livebloggen fra Peter Madsen-sagens niende dag her.

Kvinden fortæller, at hun mødte Madsen til en fest ved navn Kinky Salon for cirka syv år siden. Det var ifølge kvinden en fest med udklædning og gøgl, men ikke en egentlig sexklub.

De to havde efterfølgende lidt kontakt, når de mødtes tilfældigt i byen.

I maj tog ubådsbyggeren igen kontakt til kvinden over Facebook, hvor han spurgte, om hun ville med en tur ud i ubåden UC3 Nautilus.

Sådan og derfor dækker TV 2 Ubådssagen

I Danmark er princippet om offentlighed i retsplejen sikret i Grundloven. For det første skal åbenheden sikre, at ingen bliver straffet i hemmelighed. For det andet bygger borgernes tillid til retssystemet på et grundlæggende kendskab til, hvordan retssager bliver afgjort.

Sagen mod Peter Madsen er en opsigtsvækkende og alvorlig retssag, hvor dele af sagen kan virke stødende. TV 2 dækker retssagen med fokus på beviserne. Stødende detaljer vil blive fremlagt i retten. TV 2 vil med respekt for retsplejen og de efterladte referere detaljer i den udstrækning, de er relevante for sagen.

Invitation ændrede sig

I første omgang lagde Madsen op til en form for picnic i ubåden med både børn og kvindens kæreste, men det ændrede sig i juni eller juli, fortæller hun.

- Han siger først, at vi er mange, der skal afsted. Bagefter siger han, at jeg bare skal med først for at se, om jeg kan lide det. Jeg snakkede med min kæreste om, at det er mærkeligt, når han ikke skulle med, siger hun.

Den 8. august skrev Peter Madsen i en sms, om hun ikke ville med i ubåden den kommende weekend. Hun var dog forhindret, men fortæller også, at hun ikke havde lyst.

- Nej, det havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville. Jeg syntes, at det virkede mærkeligt, så det havde jeg ikke lyst til, siger kvinden.

Anklager Jakob Buch-Jepsen vil vide, om hun synes, at han ændrede sig hen over sommeren.

- De sidste par måneder ringede han mere, og jeg synes, at der var mere kontakt, end der havde været før, siger hun.

Havde inviteret flere kvinder

Ved tidligere retsmøder har to andre kvinder fortalt, at Peter Madsen inviterede dem med i ubåden - dog uden at det blev til noget.

Den 47-årige Peter Madsen er tiltalt for at have planlagt, at han under sejladsen den 10. august sidste ville mishandle og dræbe den svenske journalist Kim Wall. Madsen har alene erkendt, at han parterede liget.