Krimi

28-årig skabte frygt og utryghed i stjålet varevogn - slog med skovl

Bilister fik knytnæveslag, slag med skovl, og en gående måtte flygte til fods og gemme sig i en have.

En hvid varebil skabte tirsdag frygt og rædsel i flere områder i Nord- og Vestsjælland, før politiet natten til onsdag endelig fik sat en stopper for den 28-årige førers vanvidskørsel og -opførsel.

Inden anholdelsen klokken 01.25 natten til onsdag er den 28-årige mand mistænkt for at uddele knytnæveslag og spark, stjæle en varevogn, påkøre andre biler og forfølge en fodgænger.

- Han har været særdeles utrygskabende i Nord- og Vestsjælland, oplyser Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2.

Mand på ATV fik slag og spark

Klokken 14.53 fik politiet således en anmeldelse fra en 57-årig mand på en ATV, der på en grusvej i Nyrup først var blevet forfulgt og påkørt af en hvid varebil og siden havde fået flere knytnæveslag og spark af føreren af den hvide varevogn. Føreren tog efter overfaldet den 57-åriges nøgler og kørte fra stedet.

Vi kunne efterhånden lægge to og to sammen – en mand i en hvid varebil, der laver ”vanvittige” handlinger i trafikken

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder Midt- og Vestsjællands Politi

Cirka halvanden time senere var den gal igen, da politiet klokken 16.16 fik en anmeldelse fra to håndværkere, der på Skovvejen fra Holbæk mod Jyderup blev forfulgt af en hvid varevogn. Da håndværkerne standsede bilen, stoppede føreren af den hvide varebil også.

I døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi fra tirsdag står:

- (Han) steg ud, tog en skovl fra varerummet og slog en 38-årig mand fra Fårevejle med skovlen, ligesom han fik slag på kroppen. Den vrede mand slog endvidere skovlen ind i bilen, ligesom han med varebilen bevidst påkørte en anden håndværkers bil, da håndværkeren forlod stedet.

Anmeldelse om familieslagsmål

Under en time senere fik politiet endnu en anmeldelse. Denne gang om et slagsmål mellem familiemedlemmer på en adresse i Jerslev i Kalundborg Kommune, hvor sønnen i familien var kørt fra stedet i en hvid varevogn.

Efter afhøring af en 48-årig "noget rystet" mand på stedet stod det for politiet klart, at der var tale om en 28-årig mand, der efter alt at dømme var årsagen bag alle tre anmeldelser, men det var ikke muligt for politiet at finde manden – lige indtil kort før midnat tirsdag.

Anmelder måtte gemme sig i have

Klokken 23.43 fik Midt- og Vestsjællands Politi nemlig endnu en anmeldelse – denne gang fra en mand, der var ude at gå en aftentur ved Asnæs Centret i Odsherred.

Manden observerede en hvid varebil på den tomme parkeringsplads ved det lukkede center.

- Manden holdt øje med bilen, fordi han syntes, det var mærkeligt, at den fræsede rundt ved et lukket indkøbscenter ved 23-tiden, men føreren fik øje på manden og kørte direkte mod ham, som om han ville gøre manden fortræd, oplyser Martin Bjerregaard.

Manden flygtede til fods, og fra sit gemmested i en nærliggende have ringede han til politiet.

- Vi kunne efterhånden lægge to og to sammen – en mand i en hvid varebil, der laver ”vanvittige” handlinger i trafikken, siger Martin Bjerregaard.

Spiritus, narko, stjålet bil og stjålede nummerplader

Politiet sendte mindst fem patruljevogne ud i området for at lede efter varebilen, og klokken 01.25 natten til onsdag blev en 28-årig mand fra Kalundborg anholdt.

- Han var påvirket af spiritus og narko og kørte i en hvid varebil med to forskellige nummerplader, som var stjålet. I bilen var der desuden en masse effekter, som han ikke kunne gøre rede for, og som vi tror måske kan være tyvekoster. Varebilen var i øvrigt også stjålet, oplyser Martin Bjerregaard.

Måske netop af den grund standsede den 28-årige ikke, da politiet i første omgang stødte på ham i Odsherred, og først efter en kortere politijagt gav han op.

- Vi har lagt ham til at sove, og så skal han afhøres her til formiddag. Jurister må vurdere, om han skal hilse på en dommer. Men det tror jeg, han skal, siger Martin Bjerregaard.