Krimi

Kæmpe lager med kopivarer afsløret i Jylland - fyldte fem store lastbiler

Politiet har beslaglagt et stort lager af kopivarer. Ida Marie Odgaard / Scanpix

Varerne skulle angiveligt sælges via Facebook og på kræmmermarkeder, oplyser anklagemyndigheden.

I forbindelse med en landsdækkende aktion beslaglagde politiet torsdag 600 flyttekasser fyldt med formodede kopier af kendte tøjmærker.

Det var bagmandspolitiet, der i samarbejde med politiet gennemførte aktionen på syv adresser over hele landet.

- Hovedlageret fandt vi i Silkeborg, hvor vi skulle bruge fem store lastbiler til at køre varerne væk. Der er formentlig tale om kopivarer af mærker som Peak Performance, Hugo Boss og Tommy Hilfiger, fortæller vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra Bagmandspolitiet, til TV 2.

Ud over de mange kasser med tøj blev der fundet 300 kilo snus og 100 kilo fyrværkeri.

Politiet har anholdt en 39-årig lokal mand, som fredag er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Viborg.

Skulle sælges på Facebook og kræmmermarkeder

Nu forsøger Bagmandspolitiet at blive klogere på, hvordan kopivarerne er kommet ind i landet og er blevet distribueret.

Varerne skulle angiveligt sælges via Facebook og på kræmmermarkeder, oplyser anklagemyndigheden.

- Der er ingen tvivl om, at der er tale om en vis form for organisering af dette ulovlige salg, når der kan afsættes så store mængder af kopivarer, siger Michael Lichtenstein.

Bagmandspolitiet havde forud for beslaglæggelserne indledt en efterforskning om salg af kopivarer efter en anmeldelse fra originalmærkernes rettighedshavere.

Den største sag af sin slags

Beslaglæggelsen torsdag er den anden store beslaglæggelse af formodet kopitøj, som myndighederne har foretaget, inden for en måned. I februar blev en lignende aktion gennemført i Storkøbenhavn, og her blev cirka 2000 stykker tøj beslaglagt fra et lager.

- De to beslaglæggelser – som der umiddelbart ikke er nogen sammenhæng mellem - viser, at der er et stort marked derude, hvor distributørerne kan afsætte disse kopivarer.

- Der er med andre ord mange købere til disse ulovlige varer, så vi vil også indstille til, at forbrugerne tænker sig om, før de køber tøj, der angiveligt er mærketøj, og enten er forbløffende billigt og sælges via de social medier eller på for eksempel kræmmermarkeder, siger Michael Lichtenstein.

Han fortæller til TV 2, at den seneste sag er den største af sin slags til dato i Danmark.