Ubådssagen

Journalister fra hele verden mødt op for at dække ubådssagen

Pressen var klar til at blive lukket ind i retsbygningen, hvor retssagen mod Peter Madsen blev indledt i Københavns Byret på Nytorv.

Fransk journalist kalder drabet på svenske Kim Wall for "et bemærkelsesværdigt grusomt mord".

På pladsen foran byretten i København var mere end 100 journalister og kamerafolk samlet.

Alle ventede på at komme ind for at dække en af de mest spektakulære retssager i nyere dansk kriminalhistorie. Men der var ikke plads til alle i retssal 60, hvor retten skal i dag og frem til den 25. april skal vurdere, om ubådsbygger Peter Madsen er skyldig i drabet på journalisten Kim Wall.

Selv nægter han sig skyldig.

Men det var ikke kun danske journalister, der ønskede adgang til Københavns Byret.

Mindst 14 andre lande, herunder Sverige, Norge, Finland, Tyskland, England, Frankrig, Holland, Østrig, Schweiz, Spanien, Rusland, Israel, USA og Kina, var mødt op. Udover at én journalist fra i alt 12 landsdækkende danske medier hver fik en plads i retssal 60, fik to svenske medier også hver en plads, ligesom yderligere seks pladser var reserveret til de udenlandske medier efter 'først-til-mølle'-princippet.

Fire almindelige borgere havde også plads - her gjaldt samme princip - mens Kim Walls pårørende og repræsentanter havde fået syv pladser, og Peter Madsens pårørende og repræsentanter havde bedt om fem.

De resterende journalister blev placeret i et lyttelokale, som var indrettet i retsbygningens kantine. I lytterummet blev både lyd og billede transmitteret fra retssal 60, hvor retssagen foregik.

Pressen ventede på at blive lukket ind i Københavns Byret.

Stor dækning i udlandet

Blandt de fremmødte journalister var Gael Branchereau, som er nordisk chef i det franske nyhedsbureau Agence France-Presse, AFP.

- Det er et bemærkelsesværdigt grusomt mord, og gerningsstedet er meget specielt; en ubåd til havs med en dansker og en svensker ombord, sagde han til Politiken.

Men det var ikke kun det massive presseopbud foran Københavns Byret, der vidnede om stor interesse for ubådssagen. Flere udenlandske, herunder amerikanske Sky News, norske VG og svenske Sydsvenskan, rapporterede - ligesom flere landsdækkende danske medier - direkte fra retssal 60.

Andre udenlandske medier som CNN, The Guardian, BBC, nyhedsbureauet AP og ABC News har skrevet både korte og længere artikler om dagens retsmøde.

Sverige og Danmark rystet

Under overskriften med 'Danmark' og 'en af de mest grusomme mordforsøg i historien' i samme sætning, skriver CNN, at Danmark og Sverige gennem dækningen af sagen er blevet rystet i sine grundvolde, men på hver sin måde.

- Mens Sverige straks syntes at være belejret af sorg over tabet af en af sine egne, syntes Danmark at være fanget i en tilstand af chok og vantro.

CNN's journalist Susanne Gargiulo skriver, at 47-årige Peter Madsen i danskernes øjne var en respekteret mand, der havde en stærk interesse for havet og rumrejser, men at han nu har efterladt danskerne med svaret: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige" og "Jeg er stadig chokeret".

Franske Gael Branchereau han, at det er planen, at han sammen med sine kolleger fra AFP dækker ubådssagen, indtil der falder dom i sagen i april.

- Trækkraften har også at gøre med historiens lighed med de nordiske krimiserier, vi har set de senere år, siger han.