Ubådssagen

Det kom frem i retten på første dag i ubådssagen

Journalister fra mindst 14 andre lande var mødt op for at dække retssagen mod den nu 47-årige ubådsbygger.

Hvordan døde Kim Wall? Hvad blev der googlet inden sejlturen? Det er nogle af de svar, ubådsbyggeren svarede på i retten.

- Værsgo at sidde ned, lød det torsdag fra dommer Anette Burkø i retssal 60 i Københavns Byret.

Ordene blev de første i den såkaldte ubådssag. Fra i dag og frem til den 25. april skal retten vurdere, om den nu 47-årige ubådsbygger Peter Madsen er skyldig i drabet på journalisten Kim Wall.

Selv nægter han sig skyldig.

I midten af lokalet satte den drabssigtede Peter Madsen sig. På nær det første retsmøde, hvor han var iført fængselstøj, har han indtil videre haft en af sine grønne kedeldragter på. Men under dagens retsmøde var det anderledes.

På vidneskranken sad han iført en sort t-shirt og jeans. Samtidig var det første gang, at han offentligt udtalte sig.

Herunder kan du få et overblik over det vigtigste fra dagens retsmøde.

Første dag i retssagen mod Peter Madsen

  1. Nægter sig fortsat skyldig

    Både før og under den første dag i retssagen mod Peter Madsen, som er tiltalt for drabet på journalisten Kim Wall, har den nu 47-årige ubådsbygger nægtet sig skyldig.

    Over for TV 2 forklarede Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, på vej ind i Københavns Byret, at hendes klient forsat nægtede sig skyldig i drab, og fastholdte, at Kim Wall døde i en ulykke.

    I retten tog Betina Hald Engmark i begyndelsen ordet:

    - Peter Madsen nægter drab, men erkender usømmelig omgang med lig. Han nægter desuden hele tiltalepunktet om at skulle have misbrugt Kim Wall. I forhold til erstatningsspørgsmålet, vil vi vende tilbage til det, sagde hun.

  2. De sidste beskeder fra Kim Wall

    - Jeg er stadig i live forresten.

    Sådan skrev journalisten Kim Wall i en af sine fire sidste sms-beskeder til sin kæreste torsdag den 10. august, efter hun var sejlet ud med Peter Madsen i ubåden Nautilus.

    Beskeden blev sendt klokken 20.15, og efterfølgende skrev hun desuden:

    - Men vi går ned nu.
    - Jeg elsker dig.
    - Han har taget kaffe og kager med.

    Beskederne blev skrevet på engelsk, men specialanklager Jakob Buch-Jepsen oversatte under sin forelæggelse i retten beskederne til dansk.

     

  3. Mentalerklæringen

    - Samlet set er der tale om en velbegavet mand uden tegn på psykose. Personlighedsmæssigt er han svært afvigende med primært narcissistiske og psykopatiske træk. Observanten er plat med overfladisk charme. Han er desuden følelsehæmmet med alvorlig mangel på empati, anger og skyldfølelse, læste anklager Jakob Buch-Jepsen op fra Peter Madsens mentalundersøgelsen i retten.

    I mentalundersøgelsen stod der også beskrevet, at Peter Madsen fremstår "pervers og svært seksuelt afvigende".

  4. Var Kim Wall fastspændt i ubåden?

    Et af anklager Jakob Buch-Jepsens fokuspunkter under dagens retsmøde var at bevise, at Kim Wall var fastspændt i ubåden.

    Undervejs i retten viste han flere billeder af stænger i loftet og stroppedele. Jakob Buch Jepsen lagde især vægt på to stroppedele. Den ene stroppedel blev fundet nede i ubåden, i messen under hynderne. Den anden del i en af poserne på havbunden, den med Kim Walls tøj.

    - Der er stærke indicier for, at de to dele her hænger sammen, sagde anklageren, der med nogle billeder syntes at bevise, at nogle mærker på Kim Walls håndled matchede med stropperne.

  5. Halshugning blev googlet fra Peter Madsens telefon

    Under efterforskningen af drabet på 30-årige Kim Wall er Peter Madsens telefon blevet undersøgt. Under retsmødet kom det frem, at ordet 'halshugning' er blevet googlet fra hans telefon, før han sejlede ud på Øresund med den svenske journalist om aftenen den 10. august sidste år. Det viser politiets efterforskning.

    - Der er otte google-søgninger vedrørende halshugninger, fortalte specialanklager Jakob Buch-Jepsen i Københavns Byret. Derudover er der blevet googlet ord, der handler om halshugning, pine og smerte. 

    I retten forklarede Peter Madsen, at videoen, hvor en kvinde fik skåret hovedet langsomt af, handlede om at blive emotionelt påvirket. Han blev ikke seksuelt påvirket. Han forklarede i stedet, at han har det med altid at holde med de svage, fordi han føler med dem.

    Det er ikke alene Peter Madsens telefon, der er blevet undersøgt. På hans computer fandt politiet syv lange tekster på engelsk, hvor det gennemgående tema var spidning af kvinder og spidning af kvinder i underlivet. Der var også animerede film, hvor der foregik spidning af kvinders kønsdele. Desuden viste undersøgelser, at der fra computeren var blevet søgt på tortur, halshugning og lignende.

  6. Peter Madsen om ændrede forklaringer

    To gange har Peter Madsen ændret sin forklaring på, hvordan svenske Kim Wall døde. Under dagens retsmøde satte han for første gang ord på, hvorfor han i starten ikke valgte at dele sin seneste forklaring.

    Her var årsagen, at særligt hensynet til Kim Walls pårørende var i Peter Madsens tanker. Han forklarede i retten, at der ikke var ret mange mennesker, han tog mere hensyn til end Kim Walls forældre.

    - Hun er død på en helt forfærdelig måde, sagde Peter Madsen i retten.

    - Det er forfærdeligt det, der sker, og det vil jeg gerne skåne verden for.

  7. Peter Madsen: Sådan døde Kim Wall

    Peter Madsen forklarede i retten, at denne del er det allervigtigste i retssagen: Hvordan døde Kim Wall? Hans forklaring lød således:

    Peter Madsen befandt sig oppe i ubådens tårn, mens Kim Wall var nede i bunden af fartøjet. En luge var suget fast, og han kunne ikke få den op på grund af et undertryk. Det fik trykket til at falde i ubåden, og der var udstødningsgasser i luften. Peter Madsen kunne høre, at Kim Wall kaldte dernede fra. Først da undertrykket forsvandt, kunne han åbne lugen igen. Her så han, at Kim Wall lå livløs på gulvet.

    Forklaringen er den samme, som Peter Madsen har fastholdt, siden han den 14. oktober blev afhørt.

Sådan og derfor dækker TV 2 Ubådssagen

I Danmark er princippet om offentlighed i retsplejen sikret i Grundloven. For det første skal åbenheden sikre, at ingen bliver straffet i hemmelighed. For det andet bygger borgernes tillid til retssystemet på et grundlæggende kendskab til, hvordan retssager bliver afgjort.

Sagen mod Peter Madsen er en opsigtsvækkende og alvorlig retssag, hvor dele af sagen kan virke stødende. TV 2 dækker retssagen med fokus på beviserne. Stødende detaljer vil blive fremlagt i retten. TV 2 vil med respekt for retsplejen og de efterladte referere detaljer i den udstrækning, de er relevante for sagen.