Ubådssagen

Bådejer hjalp Peter Madsen, da ubåd sank - nu glæder han sig til afklaring

Ubådssagen tog sin begyndelse i august sidste år, da en gruppe bådejere hjalp Peter Madsen op af Øresund.

Det er snart syv måneder siden, at meldingerne om en forsvunden journalist og en sunket ubåd for første gang nåede danskerne. 

Torsdag starter den opsigtsvækkende retssag mod opfinder Peter Madsen, som er tiltalt for at have mishandlet, dræbt og parteret den svenske journalist Kim Wall. 

Selv har han tilstået partering og usømmelig omgang med lig, mens han nægter, at der skulle være foregået noget seksuelt, eller at han skulle være skyldig i drab. 

Kom Peter Madsen til undsætning

Sagen tog sin begyndelse fredag morgen den 11. august, hvor ubåden Nautilus' forsvinden så småt florerede i de danske medier. Efter forgæves forsøg på at få kontakt til Peter Madsen om bord, frygtede myndighederne, at der var sket en ulykke. Derfor bad de om assistance fra skibe og både omkring Øresund. 

I Ishøj fik det bådejer Peter Faurhøj til at sætte motoren i gang og sejle ud i sundet. Som indehaver af firmaet Nauticom, der laver navigationsudstyr, havde han gode muligheder for at finde frem til ubåden. 

Og der gik da heller ikke lang tid, før han kunne ane Nautilus' silhuet i horisonten. Ubåden flød stille i vandet.

Video fra øjenvidne viser Nautilus kort før ubåden synker Video: Maria Runøe Møller

- Da vi så er omkring 10 meter fra ubåden, begynder der at stige kraftig røg op fra den, og få sekunder efter begynder den at synke, fortæller Peter Faurhøj, der husker det som en surrealistisk oplevelse. 

- Så kommer Peter Madsen op af ubådens tårn og hopper i vandet. Han bliver reddet af en motorbåd, som også er kommet op på siden af ubåden, fortsætter han. 

Peter Faurhøj følte en umiddelbar glæde, da det lykkedes at hale Peter Madsen op ad vandet. Han havde hjulpet et menneske i nød. Først senere fandt han ud af, hvad ubåden gemte på af hemmeligheder. 

Det er straks sværere at bevise, at Peter Madsen tog sav og kniv med på ubåden med henblik på at pine, plage og til sidst partere

Kurt Kragh, tidligere souschef i Rejseholdet

Anklager: Drabet var planlagt

Der forventes at falde dom i sagen mod Peter Madsen den 25. april, og i løbet af de næste syv uger vil Anklagemyndigheden blandt andet fremføre beviser for, at Peter Madsen havde forberedt og nøje planlagt drabet. 

Og netop denne del er usædvanlig for en anklagemyndighed. Det fortæller tidligere souschef i Rejseholdet Kurt Kragh. 

Kurt Kragh, tidligere chef i Rejseholdet Video: Maria Runøe Møller

- Man plejer ikke at tage den del med i et anklageskrift, da det er svært at bevise. Omvendt får det ret stor betydning for dommen, hvis der er tale om en forberedelseshandling. I affektdrab får man ofte rabat i dommen. Det kunne for eksempel være, hvis der havde været tale om et seksuelt forhold mellem Peter Madsen og Kim Wall, som endte galt, siger Kurt Kragh. 

- Det er straks sværere at bevise, at Peter Madsen tog sav og kniv med på ubåden med henblik på at pine, plage og til sidst partere, slutter han. 

Fortryder ikke at have hjulpet Peter Madsen

Hos bådejer Peter Faurhøj har de seneste syv måneder budt på "en palet af følelser": 

Vi var på vandet den dag for at hjælpe en nødstedt. Og det havde vi gjort lige meget hvad.

Peter Faurhøj, bådejer

- Der har været mange følelser og tanker, der lige skulle bearbejdes. Allerede da vi nåede i havn om eftermiddagen samme dag, fik vi nyheden om, at Peter Madsen var blevet anholdt. Og der tænkte jeg selvfølgelig over, hvad det egentlig var, jeg havde oplevet derude og været tæt på. 

Derfor glæder det også Peter Faurhøj, at der langt om længe kommer en afklaring i sagen. Især for de mange pårørende, siger han.

Det havde dog ikke ændret på noget, hvis han allerede inden redningsaktionen havde kendt til Peter Madsens handlinger. 

- Vi var på vandet den dag for at hjælpe en nødstedt. Og det havde vi gjort lige meget hvad.

Retssagen mod Peter Madsen er berammet til 12 retsdage. Anklagemyndigheden kræver ham idømt fængsel på livstid eller sekundært forvaring.