Far til eftersøgt i økse-sag: - Jeg kunne ikke længere genkende ham

Den formodede gerningsmand bag økseangreb blev løsladt fra fængslet for 10 dage siden. Det fortæller faren til TV 2.

Et ungt par blev lørdag aften overfaldet med en økse på en tankstation i Birkerød.

TV 2 har søndag talt med den formodede gerningsmands far. Han fortæller, at han sidst så sønnen lørdag ved middagstid, og at han efter overfaldet selv har forsøgt at finde ham.

Han fortæller, at sønnen blev løsladt fra fængslet for 10 dage siden. Her havde han afsonet en dom på tre år for blandt andet røveri, fortæller faren.

- Da han kom ud, havde han ændret sig. Jeg kunne ikke længere genkende ham. Han havde tabt rigtig meget vægt. 10 kilo tror jeg.

Faren beskriver sin søn som vred og frustreret. 

- Han ville gerne have en lejlighed og var ked af, at han ikke kunne få et arbejde. Han fik ingen hjælp, da han kom ud.

Politiet ransagede tidligere søndag en lejlighed i Birkerød, som efter TV 2s oplysninger tilhører den efterlystes forældre.

Politiet ransager lejlighed tilhørende den formodede gerningsmands forældre. Video: Asger Manuel Jørgensen

Far: Han har dummet sig

Overfaldet fandt sted på en Circle K-tankstation på Bistrupvej i Birkerød og blev anmeldt klokken 21.30 lørdag aften. 

Gerningsmanden ramte dem flere steder i hovedet og på overkroppen, men søndag er de begge uden for livsfare.

Siden har politiet sat talstærkt ind for at finde den 29-årige formodede gerningsmand.

- Jeg ved ikke, hvor han er lige nu. Men hvis jeg ser ham i området, så tager jeg ham til politiet. Han har dummet sig, fortæller faren til TV 2.

TV 2 har valgt ikke at bringe farens navn, men er bekendt med hans identitet. 

Politi betegner eftersøgt som farlig

Politiet vil endnu ikke bekræfte identiteten på den 29-årige mand, de leder efter. De vil derfor heller ikke forholde sig til farens udtalelser. Det oplyser chefpolitiinspektør Magnus Andresen fra Nordsjællands Politi på et pressemøde søndag eftermiddag.

- Vi har en bestemt person i kikkerten. Vi har en indikation og en hypotese, som vi arbejder efter, siger chefpolitiinspektøren. 

På pressemødet oplyser chefpolitiinspektør Magnus Andresen, at gerningsmanden stadig er på fri fod. Politiet har tidligere oplyst til TV 2, at de formoder, at den eftersøgte stadig befinder sig i lokalområdet.

- Vi har brug for oplysninger fra folk, som kender noget til det her overfald og som har en viden om den person, der er løbet derfra. Vi opfordrer folk til at henvende sig til os på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen, siger han.

Politiet betegner fortsat angrebet som et fuldstændig umotiveret overfald. De advarer folk mod selv at tage kontakt til den efterlyste, da han kan være farlig.