Krimi

Efter 1100 tips og 150 mundskrab er stenkaster fortsat på fri fod

Fyns Politi opfordrer til, at borgere bliver ved med at henvende sig.

Fyns Politi mangler fortsat det tip, der kan føre til en anholdelse af den eller de gerningsmænd, der flere gange har kastet sten fra fynske motorvejsbroer.

Siden det første tilfælde i 2016 har Fyns Politi taget cirka 150 mundskrab af mistænkte. Ingen af dem har matchet de dna-spor, politiet har indhentet fra gerningsstederne.

- Vi er stort set igennem alle de 1100 tips, vi har fået, så vi har stadig et kæmpe ønske om, at der må være nogen derude, der ved noget, som ikke har henvendt sig endnu, fortæller vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Per Lydiksen Laursen til TV 2/Fyn.

Der er tale om seks tilfælde af stenkast, som politiet efterforsker som en samlet sag.

Stenkast har kostet menneskeliv

Det første tilfælde var den 31. januar 2016. Da kom ingen til skade. 

Siden har stenkast fra fynske motorvejsbroer kostet en 33-årig tysk mor livet, da en 30 kilo tung betonklods ramte hendes bil. I bilen var hendes 36-årige mand, som kom alvorligt til skade, og deres 5-årige søn. Han slap uskadt derfra.  

Et andet offer er Lars Aabrandt. I september sidste år kom han kørende på E20 Fynske Motorvej, da han i lyskeglen fra bilen så noget falde ned fra broen. Han nåede kun lige akkurat at undvige.

- Hvis den var blevet kastet et øjeblik senere, var jeg blevet ramt. Man må jo være syg, når man kan finde på sådan noget, fortalte han dengang til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Det kan ikke undgås, at jeg fremover vil holde øje med alle broer, når jeg kommer kørende på motorvejen.

Politiet betragter Lars Aabrandts oplevelse som et bevidst forsøg på manddrab.

Men stenkastene stoppede ikke den septembernat. Senest var den gal igen den 20. december sidste år, hvor flere bilister måtte undvige sten, der blev kastet mod dem.

Politi er fortsat optimistisk

I bunken med de 1100 tips ligger stadig 20 til 30 tips, som politiet mangler at gennemgå. Men vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen tvivler på, at gennembruddet kommer fra den sidste bunke med tips. Han fortæller til TV 2/Fyn, at et af tippene blandt andet er, at de bør kontakte en clairvoyant.

Vicepolitiinspektøren frygter dog ikke, at sagen ikke bliver opklaret.

- Pludselig dukker der en person op med netop den brik, der passer ind i vores puslespil, siger han til TV 2/Fyn.

Han opfordrer offentligheden om fortsat at tippe politiet. Han forsikrer, at alle henvendelser bliver behandlet på en god og fortrolig måde.