Tidligere underviser i København lod sig hverve af IS - nu udvises han

16x9
Retten i Glostrup har forkastet den tiltaltes forklaring om, at han i 2013 rejste til Syrien for at yde nødhjælp. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Et medlemskartotek, der blev fundet hos Islamisk Stat i Syrien, har nu fældet syv syrienkrigere i Danmark.

Retten i Glostrup har fredag kendt en tidligere underviser hos det Islamiske Trossamfund i København skyldig i at have ladet sig hverve af terrorgruppen Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Den 27-årige tyrker blev idømt fem års fængsel samt udvist for bestandigt, selv om han er født og opvokset i Danmark.

Afgørelsen er den syvende og foreløbigt sidste i en række sager, som blandt andet bygger på et hemmeligt medlemskartotek, som blev fundet hos IS.

Blanketter i kartoteket afslører, at i hvert fald 17 personer med tilknytning til Danmark har meldt sig under de sorte faner.

Tilsluttede sig Islamisk Stat over to omgange

I forbindelse med fredagens skyldkendelse i Retten i Glostrup fremhævede retsformanden, at netop kartoteket anses som et fældende bevis i sagen.

Nævningetinget fandt det bevist, at den 27-årige tyrker ad to omgange sluttede sig til den væbnede gruppe.

Det første ophold varede halvanden måned og fandt sted i 2013. Året efter vendte manden tilbage og tilbragte cirka en måned i det krigshærgede land.

Hævdede at have ydet nødhjælp

Under sagen har den tiltalte hævdet, at han i 2013 rejste til Syrien for at yde nødhjælp, og at han den anden gang ville tilslutte sig en gruppe under Den Frie Syriske Hær, der blandt andet kæmpede imod Islamisk Stat.

Den forklaring valgte retten at forkaste.

- Vi finder det bevist, at han tilsluttede sig organisationen som kæmper, sagde retsformanden fredag formiddag.

Selv om formålet med de to rejser angiveligt var at kæmpe, fandt retten det ikke bevist, at den 27-årige faktisk nåede at deltage i kamphandlinger.

Dog er der ifølge retten grund til at tro, at manden i hvert fald på den første rejse lod sig træne i brug af våben. På den anden rejse var formålet det samme, men retten er ikke sikker på, at træningen denne gang kom i gang.