Bandeleders forældre vidnede i retten
Forældrene bad om at afgive forklaring for lukkede døre, da de tidligere har følt sig chikaneret af pressen. Men retsformand sagde nej.
Bandelederen Shuaib Khan blev i oktober sidste år idømt tre måneders fængsel og betinget udvisning af landet med en prøvetid på to år for trusler mod en betjent på Blågårds Plads i København natten til den 1. august.
Ved ankesagen i Østre Landsret onsdag var Shuaib Khan ikke selv mødt op, men det var til gengæld hans forældre, der var indkaldt af anklageren i sagen. Han vil have deres 31-årige søn udvist af landet for bestandigt.
Forældrene er indkaldt som vidner, da anklageren vil have dokumenteret, hvor stor Shuaib Khans tilknytning til Pakistan er.
Domsmandsretten i byretten lagde vægt på, at den dengang 30-årige Shuaib Khan var født og opvokset i Danmark. Og selvom han er dømt for verbale trusler mod en betjent, vil det være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham af landet.
- Jeg er dansk, jeg har boet her i 49 år, forklarede Shuaib Khans far.
Anklageren fremlagde et dokument, som ifølge ham viste, at Shuaib Khans far har tilknytning til Pakistan. Et dokument om, at hans oldefar havde ejet jord i Mirza Tahir i Punjab-provinsen, og at faren har en bankkonto i Pakistan.
- Min oldefar gav det videre til sine børn, der gav det videre til deres børn. Jeg har spurgt efter jorden, engang jeg var i byen, men der var nogle andre, der havde taget jorden og bygget på den. Og jeg har kun en pakistansk konto, fordi en ven engang bad mig om at få den oprettet, så han kunne få en bonus. Mine søskende og jeg har et faldefærdigt hus i en landsby, men det kan man ikke bo i, forklarede faren.
Anklageren vil også høre, om faderen, der er tidligere lokalpolitiker i København, stillede op som borgmester i sit hjemland. Det nægtede han. Men han fortalte, at hans søn havde været meget aktiv i Venstre, da faren selv var medlem, og at han var en god fodboldspiller.
Ifølge ham har hans søn kun været i Pakistan to eller tre gange og har ingen tilknytning til sine forældres hjemland.
Han tog ordet til sidst og gav udtryk for sin forargelse over, at forældrene er indkaldt som vidner, men sagde, at han havde respekt for det danske retssystem. Derefter frafaldt anklageren retten til at afhøre moderen.
Fængsel i 3644 dage
Det er langt fra første gang, anklagemyndigheden har forsøgt at udvise Shuaib Khan af landet. Han har samlet siddet i fængsel 3644 dage – knap 10 år af sit nu 31-årige liv.
Første gang, hvor anklagemyndigheden forsøgte udvisning, var i 2008, hvor han fik en dom på otte års fængsel for grov vold med døden til følge. Her mente retten ikke, at han skulle udvises.
De forsøgte igen i 2013, hvor Khan fik tre og et halvt års fængsel for grov vold. Men ikke udvist.
I tredje forsøg i 2015 blev han dømt for vold mod den tidligere leder af Blågårdsbanden Store A, der blev overfaldet under en gårdtur i Vestre Fængsel. Her fik Shuaib Khan seks måneds fængsel og en betinget udvisning af landet.
Og så igen i oktober sidste år, hvor han blev kendt skyldig i at have truet betjenten. Shuaib Khan har anket byrettens afgørelse til frifindelse. Anklagemyndigheden har anket til skærpelse og ubetinget udvisning af landet.
Men da Shuaib Khan ikke mødte op i retten onsdag, kan han ikke få behandlet sin påstand om frifindelse. De tre juridiske dommere og tre lægdommere skal alene tage stilling til straffen og altså en udvisning af landet.
Betjent: Khan er lederen
Ifølge en betjent fra Københavns Politis efterlysnings- og analyseenhed er Shuaib Khan leder af banden Loyal To Familia, LTF. Betjenten redegjorde i retten for bandens udvikling fra 2013 og til nu. Og for banden, der er ekspanderet de seneste fem år og har etableret sig i blandt andet Aarhus, Fredericia samt Malmø og Helsingborg i Sverige.
- Da Khan blev løsladt i marts 2017 blev LTF mere synlige. Den 1. maj kørte de i stor kortege fra Folkets Park på Nørrebro mod Fælledparken. Og Khan er lederen, det så vi ved en fest i juli 2017, hvor han ankom med en trøje, hvor der stod El President og Founder på, forklarede betjenten i retten.
Ifølge betjenten er der omkring 240 medlemmer af LTF. De 150 af dem på Nørrebro og Nationalen. Nationalen består af ni medlemmer. Shuaib Khan som øverste leder El President, to såkaldte captains og to sergeants, de sidste fire uden titel – bare medlemmer.
Ifølge betjenten er LTF opbygget på samme måde som Bandidos. Hver afdeling har deres egen nomad, en form for leder. Politiet kender til opbygningen, da man fandt et organisationsdiagram under en ransagning hos et af medlemmerne i marts 2014.
Betjenten forklarede også om konflikten mellem banden Brothas i Mjølnerparken og LTF, hvor der har været 34 skudepisoder, og tre har mistet livet. Ifølge ham er der indgået en våbenhvile, men det ulmer stadig i miljøet.
Anklager og forsvarer skal procedere for straffen den 5. marts, hvor der formodentlig også falder dom i sagen.