Krimi

Unge gambler med computerskins - nu skal siderne lukkes

Retten på Frederiksberg har givet Spillemyndigheden medhold i at lukke for adgang til ulovlige hjemmesider for computerspil.

Teleselskaberne TDC og 3 har tirsdag ved Retten på Frederiksberg fået påbud om lukke for adgangen til 24 ulovlige hjemmesider på nettet, der tilbyder spil uden at have licens - herunder såkaldt skinbetting.

Skinbetting er en udløber af computerspillet Counter Strike, hvor man kan købe særlig udsmykning - skins - til sine våben i spillet. De handles for store summer, og siderne foretager sjældent tjek af om deres kunder er over 18 år, som loven kræver.

Spillemyndigheden mener, at de 24 hjemmesider tilbyder forskellige spil, som bør være omfattet af spillelovgivningen, og som kræver en licens, som disse sider ikke har.

Derfor bad Spillemyndigheden i første omgang teleselskaberne om at blokere for adgang til siderne.

Teleselskaberne ville dog også have rettens ord for, at siderne er ulovlige, og det har de så fået nu.

- Derfor imødekommer vi selvfølgelig også ønsket nu, hvor retten har taget stilling, siger Jakob Willer, der er direktør for Teleindustrien.

Kan vinde og tabe store beløb

Den særlige udsmykning - skins - til våben i computerspillet Counter Strike kan handles og byttes spillerne imellem, og nogle af dem er sjældne og flere tusinde kroner værd.

Det udnytter firmaer, der tilbyder at tage imod skins som indsats på udvalgte væddemål.

På den måde kan man vinde eller tabe store pengebeløb og fordi disse spilsider ikke foretaget tjek af deres kunder, kan mange især drenge under 18 år også spille her - og stifte gæld.

15-årig mistede 10.000

Nicolai Fredenslund startede med at skinbette som 15-årig, og ifølge ham kan alle få adgang til bettingsiderne.

- Det er ikke sværere end bare at trykke 'accept' og bekræfte, at du er 18 år. Man skal ikke fremvise ID eller noget som helst for at spille, sagde han, da TV 2 afdækkede emnet i september sidste år.

Nicolai Fredenslund nåede i alt at miste 10.000 kroner på skinbetting, og han var nødt til at låne penge af sine venner for at vinde pengene tilbage.

Dom er kun symptombehandling

Kun 6 af de 24 sider, som tirsdagens dom omhandler, tilbyder imidlertid skinbetting, og de udgør kun en lille del af de mange hundrede sider på verdensplan, som gør det.

Derfor er Jakob Willer ikke overbevist om, at dagens kendelse løser problemet med skinbetting.

- Det her er kun symptombehandling. Hvis man skal have fat om problemet, skal man have fat i producenten af Counter Strike-spillet for at få blokeret for udveksling af skins, siger han.

Jakob Willer opfordrer desuden forældre til at være varsomme med at give deres børn adgang til kreditkort, som de kan købe skins for.

- Man sender heller ikke børn på Bakken med 20.000 kroner i lommen. Det samme gælder på internettet, siger han.