Ulovlige fælder fundet i skov
Mindst syv snarer er der fundet i Strandby ved Farsø.
Et uheldigt rådyr er blevet aflivet i Strandby ved Farsø i Nordjylland efter at være blevet fanget i snarer lavet af ståltråd eller stålwire.
Det skriver TV 2 Nord.
Der er tale om mindst syv opsatte snarer, der er ulovlige at fange dyr med i Danmark.
Snarer er en type fælde, der består af en løkke, som et dyr kan bevæge sig ind i og dernæst gribes og holdes fast af.
Nordjyllands Politi betragter det som ulovlig jagt:
- Det er dyremishandling af værste skuffe. Hjorten var i live, da det blev opdaget, men hurtigt aflivet derefter, siger vagtchef Michael Elkjær, der ikke har fået meldinger om ulovligt opsatte snarer andre steder i politikredsen.
- Noget svineri
Snarerne var sat op på landmand Hans Christian Klejs Hansens grund.
Han er oprevet over, at fælderne er blevet sat op på hans matrikel.
- Det er ganske enkelt noget svineri. Det var stadig i live, men havde voldsomme skader på halsen efter ståltråden, så det blev aflivet med det samme, siger han.
- De er opsat lige henover dyrenes veksler i skoven og så tilpas højt oppe, at hunde og rådyr går med hovedet først ind i dem. Man tør slet ikke tænke tanken om, at et barn eller en hund bliver fanget i sådan en løkke, siger landmanden til TV 2 Nord.
Nordjyllands Politi efterforsker sagen, som man betragter som særdeles alvorlig.