Troede han havde begået et simpelt indbrud - men han havde slået en mand ihjel
Han var en helt tilfældig mand et helt tilfældigt sted, men endte som offer i en af Rejseholdets mest opsigtsvækkende sager for næsten 30 år siden.
Artiklen er genudgivet i forbindelse med genudsendelsen af dokumentarserien 'Rejseholdet - Jagten på en morder', der sendes på TV 2 torsdag aften kl. 22.45 den 5., 12., 19. og 26. juli. Alle udsendelserne kan også ses nu på TV 2 PLAY.
ADVARSEL: Vi skal på forhånd gøre opmærksom på, at historien indeholder stærke billeder og beskrivelser af et drab.
Manden kiggede sig om på gaden.
Klokken var omkring tre om natten, og der så ikke ud til at være andre mennesker i nærheden. Der var fri bane.
Med skruetrækkeren løsnede han listerne omkring vinduet, så ruden var lige til at tage ud og hoppede ind i mørket. Det var langt fra første gang, han brød ind i et autoværksted, men denne gang skulle vise sig at blive helt anderledes end de indbrud, han var vant til.
Var her nogen? Han lyttede et øjeblik og tændte så sin lommelygte. Midt i rummet stod en bil til reparation, og han lod lyskeglen flakke over værktøjet på væggene, mens han kiggede sig omkring efter noget af værdi.
Det var her, han lagde mærke til døren op til førstesalen.
Inden han tog skridtene op i den smalle trappeopgang, samlede han en gearstang op. En 40 centimeter lang metalstang med en hård plastikknop for enden. Den lå tungt i hånden, og han tænkte, at med den ville han være beredt, hvis han pludselig blev overrasket.
Hans sanser var i højeste beredskab, da han trådte ind i lokalet for enden af trappen - og med god grund. Han nåede nemlig knapt at registrere, at det var et privat hjem, han stod i, før manden stod foran ham.
Det var en ældre mand. Stor og kun iført en hvid undertrøje og underbukser. Han sagde noget, men hans ord var fuldstændigt uforståelige. Det var bare lyde.
Uden at tænke løftede indbrudstyven gearstangen og svingede den.
Det første slag ramte mandens krop. Hårdt.
Gearstangen fløj gennem luften en gang mere og slag nummer to ramte med samme store kraft.
Slagene faldt nu hurtigt efter hinanden, og manden væltede om på gulvet, men det stoppede ikke gerningsmanden. Der var kræfter bag hvert et slag, og de fortsatte.
Først da manden lå hjælpeløs og blødende, sænkede indbrudstyven armen igen og trak vejret dybt.
Så hurtigt han kunne, gik han gennem lejligheden. Adrenalinen pulsede i hans årer. Han åbnede skufferne og gennemrodede det hele. I en skuffe fandt han det, han var kommet efter: To konvolutter bugnende med penge. Det var ikke de småmønter, han plejede at finde under sine tyvetogter, for der lå en hel stak af tusindkronesedler. Så mange, at han ikke nåede at tælle dem.
Inden han løb ned ad trappen igen, kiggede han sig tilbage. Manden lå stadig, hvor han faldt og bevægede sig en lille smule. I live.
I ly af natten forsvandt gerningsmanden. Væk fra gerningsstedet og langt væk fra byen.
Det uskyldige offer
Da indbrudstyven forlod værkstedet i Næstved den juninat i 1990, havde han ikke den fjerneste anelse om, at han snart ville blive genstand for en menneskejagt som Danmarks mest eftersøgte forbryder.
Den gamle mand lå nemlig tilbage i lejligheden.
Hans navn var Henning Søren Hansen, og han var krøbet sammen midt på gulvet med en pude henover hovedet. Det hvide sengelinned var flere steder farvet rødt af hans blod. Det samme var hans undertøj, og der var røde pletter højt op på væggene omkring ham. Over hele kroppen var han dækket af blå mærker. Hans kranie var brudt, flere af hans ribben var brækket, og han var ikke i stand til at røre sig ud af stedet.
Sådan lå den 62-årige mand i timevis, indtil det unge par, som forpagtede autoværkstedet, mødte ind klokken 10 om formiddagen den 4. juni 1990, fandt ham og ringede efter hjælp.
Politiet vidste med det samme, at det var en alvorlig sag. Vold af den kaliber, som Henning Søren Hansen havde været udsat for, var ikke bare grov - den var fatal. Det stod klart, da han en dag senere omkom på hospitalet.
Nu ledte efterforskerne ikke mere efter en voldsmand. Nu ledte de efter en morder, og Rejseholdet blev tilkaldt.
Hvor en lokal betjent kun få gange i sin karriere stod med en drabsefterforskning, så arbejdede en del af efterforskerne i Rejseholdet ikke med andet.
Det var det, der gav dem deres gode ry: De var eksperter, når det kom til at opklare mord.
Deres erfaring sagde dem, at offeret Henning Søren Hansens historie måske gemte på afgørende spor, men jo mere de undersøgte ham, jo mere stod det klart, at der sandsynligvis ikke var et personligt motiv i drabet.
Henning Søren Hansen var invalidepensionist. Hans forstand fejlede ikke noget, men efter flere blodpropper i hjernen var han blevet delvist lammet, og han havde mistet evnen til at tale – han udtrykte sig altså kun i lyde.
På grund af sit handicap havde han isoleret sig de sidste år, og det var egentlig kun hans søn og de to forpagtere af autoværkstedet, som han lejede sin lille lejlighed af, han så. Der gemte sig altså ingen skjulte affærer eller hemmeligholdte pengeudståender, der kunne forklare, hvorfor netop han skulle udsættes for sådan en brutal handling.
Undersøgelsen af autoværkstedet gav heller ikke Rejseholdet noget at arbejde videre med. De fandt en række fingeraftryk, hvor gerningsmanden var trængt ind, men de kunne hurtigt konstatere, at de ikke stammede fra nogen, som var kendt af politiet i forvejen.
14 dage var der gået i efterforskningen, og Rejseholdet stod allerede i en blindgyde. Der var ikke flere spor at forfølge - indtil en dag på Centralbureauet for Identifikation.
En dygtig detektiv
Der var noget ved de fingeraftryk.
Frank Rasmussen sad med sin lup og kiggede en ekstra gang på det lille papirark, der viste fingeraftrykkets linjer og mønster med sorte sværtede streger.
Han var specialist i fingeraftryk på Centralbureauet for Identifikation. Her kategoriserede og identificerede han alle de fingeraftryk, som efterforskere landet over sendte ind, men han var ikke en hvilken som helst ansat. Han var kendt i hele dansk politi, fordi han havde en helt særlig evne: Når han havde studeret de små linjer på et aftryk, så kunne han huske det – og genkende det igen.
Nu sad han med en rynke i panden og et sæt fingeraftryk foran sig. Han havde netop fået dem ind fra politiet i Svendborg, som havde fundet sporene ved to indbrud i den fynske by.
Det var nemlig ikke første gang, Frank Rasmussen så dem. Og han kunne godt huske, hvor han så dem sidst: De nye fingeraftryk var identiske med dem, som få uger forinden var blevet sat på glasset i et autoværksted i Næstved.
Og det var ikke alt, han opdagede. Den grundigere manuelle undersøgelse af fingeraftrykkene gjorde, at politiet opdagede, at der var sket en fejl. Faktisk var fingeraftrykkene identificerede.
Gerningsmanden var ikke den førstegangskriminelle, politiet ledte efter. Han var en gammel kending i dansk politi. Men han kom ikke fra Næstved på Sydsjælland. Han var fra Fyn.
En serieforbryder
Manden var kendt i flere danske politikredse. Hans foretrukne gerningssted var små virksomheder. Når de ansatte forlod forretningerne om aftenen, lirkede han døre eller vinduer op. Han var skyldig i mere end 40 indbrud og 20 indbrudsforsøg - hovedsageligt på Fyn.
Det undrede Rejseholdet, at en kriminel, som ikke var kendt for at være voldelig, pludselig kunne begå en så alvorlig forbrydelse og nu var efterlyst for drab.
Politiet udsendte en landsdækkende efterlysning, og der blev udlovet en dusør til den, som kunne bringe dem oplysninger om, hvor han befandt sig. For han var ikke på sin folkeregisteradresse. Han var ikke hos venner, bekendte eller familie. Han var væk.
I samtlige politikredse var gerningsmanden nu Danmarks mest eftersøgte mand, men det skulle vise sig, at politiet var nødt til at tænke i helt nye baner for at fange ham.
I ly af natten passerede han parkeringspladsen foran Bent C Trykkeri i Svendborg.
Det lå på hans rygrad, hvad han skulle gøre. Han vidste, hvordan han brød ind, han vidste, hvor kontoret var, og han kendte vejen derhen. Firmaet var et af hans yndede mål i og omkring Svendborg, når han ledte efter nogle hurtige penge.
Han skaffede sig hurtigt adgang til bygningen, tændte sin lommelygte og gik målrettet gennem det mørke lager.
Han havde ikke den fjerneste anelse om, at han i samme øjeblik gjorde præcis det, som politiet drømte om.
Overalt på lageret var der monteret små bevægelsessensorer. Blev bare en aktiveret, ved at en person gik ind foran den, aktiverede den en mobil tyverialarm. Den gav ikke lyd, men i stedet sendte den direkte besked til det lokale politi om, at der var ubudne gæster.
Det var aldrig afprøvet før, men efter ugers efterforskning af drabet på Henning Søren Hansen, var de villige til at prøve alt.
I sin jagt på tyvekoster gik indbrudstyven rundt på lageret. Skulle der gemme sig nogle mønter, var det forsørgelse for ham de næste dage.
Det var her, som han gik uvidende rundt, at han passerede en sensor, og det usynlige signal blev sendt afsted til tyverialarmen.
Hos Svendborg Politi tikkede beskeden ind, og kort efter trak en hel stribe patruljevogne ind foran trykkeriet.
Indbrudstyvens tanker blev afbrudt af lyden.
- Er du venlig at træde udenfor med hænderne over hovedet, lød det fra en megafon.
Betjentenes lys skinnede ham i øjnene, da han trådte ud af bygningen, klar til at lade sig anholde for indbrud. Han nåede at tænke, at det undrede ham, at de var mødt så talstærkt op.
27 år. Så lang tid siden er det i dag, at politiet fangede gerningsmanden.
Nu sidder efterforsker fra Rejseholdet, Tom Christensen, igen overfor ham. Det giver associationer til forhørslokalet, hvor de to sad time efter time dengang, men kun en smule.
Der er kaffe på kanden og solskin fra vinduerne.
Denne gang mødes de for at snakke om, hvordan det kunne gå så galt, at han, en mand med en fortid kun med indbrud, på brutal vis bankede en tilfældig mand ihjel.
Gerningsmandens krav for at fortælle om sagen er, at han kan optræde anonymt. I dag lever han nemlig et normalt liv med sin familie. Kun hans nære omgangskreds kender til hans kriminelle historie. Og sådan ønsker han, at det skal forblive.
- Jeg er ikke stolt af det, jeg gjorde, siger han.
Han frygter for de konsekvenser, det kan have for hans familie, hvis han står frem med navn og ansigt. TV 2 kender hans fulde identitet.
Selv så mange år efter husker han, hvad der skete, inden han løb fra autoværkstedet i Næstved med den blodige gearstang i hånden.
Drukturen, der gik galt
Det hele startede på en druktur i København den 2. juni 1990.
Han havde drukket tæt det meste af dagen, så han satte sig i et tog fra Københavns Hovedbanegård for at sove sin brandert ud. Men kort inden Næstved Station blev han vækket af en togkontrollør. Han havde aldrig været i byen før, men uden en billet blev han tvunget til at stige af toget.
- Var du på andet den aften, spørger Tom Christensen.
- Jeg kunne meget vel have været på amfetamin, svarer han.
Han var strandet i Næstved. Det smarteste ville være at stjæle en bil og køre tilbage, tænkte han, og det var sådan, han endte foran autoværkstedet.
Fra han var helt ung havde indbruddene været hans levevej. Han stjal både mad og de penge, han lige kunne finde, men normalt holdt han sig fra private hjem. Der var der en risiko for, at han kunne stjæle ting med affektionsværdi, så et autoværksted var det perfekte mål.
Som han havde gjort så mange gange før, brød han ind og begyndte at undersøge stedet for værdier, men på førstesalen blev han pludselig overrasket.
- Pludselig står der en mand. Han siger en masse underlige lyde. Jeg bliver simpelthen så pissehamrende bange. I stedet for at løbe væk, ryger jeg på ham, siger han.
Han bankede den gamle mand, til han ikke kunne stå op mere.
- Hjernen slår fra. Fødderne bevæger sig bare, tilføjer han.
Han havde samlet gearstangen op som en sikkerhedsforanstaltning, hvis der skulle komme nogen, og den over et kilo tunge metalstang blev et dødbringende våben.
Da han kravlede ind ad vinduet, var han hverken klar over, at der boede en i værkstedet, eller at en konvolut gemte på 40.000 kroner.
Det var fuldstændig tilfældigt, at gerningsmanden var i byen den dag. Det var fuldstændig tilfældigt, at han lige den aften ville have fat på en bil, og det var fuldstændig tilfældigt, at Henning Søren Hansen blev offer for hans vold. Der var ikke så meget som den mindste forbindelse mellem gerningsmand og offer, som politiet kunne knytte sig til, så havde han ikke efterladt sig et fingeraftryk, var sagen aldrig endt i retten.
Et nyt liv
Gerningsmanden endte med blive tildelt otte års fængsel for vold med døden til følge.
Det var aldrig hans intention at slå ihjel, fortæller han. Fordi han rejste til Hamborg med de mange penge, han nu havde på hånden, hørte han aldrig nyhederne om, at hans offer var afgået ved døden.
I dag fortryder han, at han ikke løb den anden vej. At han ikke stak af med det samme, da Henning Søren Hansen stod foran ham.
- Det må jeg lære at leve med, siger han
Siden dommen har han ikke begået andre kriminelle handlinger. Dommen vendte op og ned på hans opfattelse af sit kriminelle liv.
Denne historie er en del af dokumentar-serien 'Rejseholdet - Jagten på en morder'.