Ubådssagen

Dykkernes sidste fund var vigtigt for efterforskning og Kim Walls familie

Station 2 var med, da politi og dykkere fandt den sidste del af Kim Walls lig. Armen er vigtig for efterforskningen og for Kim Walls familie.

TV 2's kriminalmagasin Station 2 viser torsdag aften optagelser fra politiets efterforskning i ubådssagen, hvor Peter Madsen er tiltalt for at have mishandlet, dræbt og parteret den svenske journalist Kim Wall.

I tre uger filmede Station 2 eftersøgningen på Køge Bugt, mens danske betjente, svenske hundeførere, lighunde og dykkere forsøgte at finde de sidste dele af Kim Walls lig.

- Vi vil gerne have, at de pårørende har en hel person at begrave, men det er absolut også af interesse for efterforskningen. Det er meget, meget vigtigt for vores efterforskning at se, hvad der er af spor på de enkelte kropsdele, siger Jens Møller Jensen, som er drabschef i Københavns Politi.

Lighunde lugter blod

Tirsdag den 14. november 2017 mødte Station 2's vært Anders Lomholt politiets eftersøgningshold første gang. Klokken var ni om morgenen, stedet var Brøndby Havn, og det var 96 dage siden, at Kim Wall døde og blev parteret ombord på Peter Madsens ubåd. Politiet manglede stadig at finde hendes to arme.

- I dag skal vi prøve at finde nye markeringer med hundene, så vi får nye søgeområder til dykkerne, fortalte politiassistent Christian Skov fra Københavns Politi.

Kort efter ankom de svenske hundeførere og hunde.

Den svenske hundefører Lars-Göran Eriksson lod sin fem år gamle labrador hoppe ud fra bilen. Ace var en af flere svenske lighunde, som hjalp dansk politi med at finde dele af Kim Walls krop.

- Hunden markerer ved duft af blod, sæd og ligdele, som kommer op gennem vandet, forklarede den svenske hundefører.

Og hvad er chancerne i dag?

- De er små. Der er gået lang tid, og vi ved ikke, hvad der er sket, svarede Lars-Göran Eriksson.

Lighunden kan ikke koncentrere sig

Politiets gummibåd var dårligt sejlet ud af Brøndby Havn, før det blæste op og begyndte at regne. Bølger slog mod bådens sider, og iskolde sprøjt af saltvand ramte Ace flere gange.

Efter tre timer - uden hunden havde markeret - gav politiet op. Ace rystede over hele kroppen og kunne ikke koncentrere sig.

- Det er en svær opgave. Og vi leder efter små kropsdele på et meget stort område, forklarede Christian Skov fra politiet.

- Men vi prøver igen i morgen.

Lugter lig på 70 meters afstand

Bid for bid har politiet gennemsøgt de områder, hvor Peter Madsen sejlede med ubåden Nautilus natten til den 11. august. Radarbilleder har afsløret ruten, og det er i de områder, lighundene har forsøgt at få færten af Kim Wall. Duftpartikler fra ligdele kan bevæge sig op gennem vandet. Hunden kan lugte dem, efter de har bevæget sig op til 70 meter gennem vand, fortalte den svenske hundefører.

Er det her en sag, du har tænkt meget over?

- Ja, det er det helt klart. Det er en grim sag, som man gerne vil være med til at opklare.

På en orange gummibåd i nærheden hoppede dykkere i vandet de steder, hvor de svenske lighunde tidligere havde lavet markeringer. De lagde liner ud på havbunden - 200 meter lange områder - som de derefter afsøgte.

Men som så mange gange før var det uden resultat.

Eftersøgningen afsluttes

Tidlig morgen den 29. november mødte Station 2 igen op på Brøndby Havn. På det tidspunkt manglede politiet én sidste ligdel - Kim Walls højre arm.

Er det i dag, I finder den?

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige ja, men vi prøver. Vi har et område, der ikke er dykket på endnu, svarede Christian Skov.

Der var gået 111 dage siden Kim Walls død.

Dykkerne forsvandt ned i dybet. Der var fem meters sigte og ingen strøm.

Pludselig kom en gul bøje op til overfladen.

- Det er løgn. Hvad har vi, udbrød politiassistent Christian Skov.

Kort efter kom svaret. Dykkerne havde fundet den sidste ligdel. Omhyggeligt trak en dykker en pose omkring armen, som derefter blev sikret i en plastikkasse fyldt med vand.

- Det betyder, vi kan få afsluttet efterforskningen, og Kim Walls familie kan få hende hjem igen. Det betyder meget, sagde Christian Skov.

Tilbage på land blev armen hentet af Falck og kørt til Retsmedicinsk Institut. Og drabschef Jens Møller Jensen kunne ringe til Kim Walls forældre.

- Jeg står selv for kontakten til Kim Walls familie, og det var selvfølgelig rart at kunne meddele familien, at nu er alle kropsdelene bjærget.

Peter Madsen har erkendt, at han parterede Kim Wall. Han nægter at have mishandlet og dræbt den svenske journalist.

Se hele reportagen fra politiets eftersøgning i programmet 'Station 2: Ubådssagen tæt på' torsdag klokken 20.50 på TV 2.