Krimi

Mand dømt for at true Joachim B. Olsen - ville give ham 'en på tuden'

Joachim B. Olsen modtager med jævne mellemrum trusler og melder alle til politiet. Han mener, det er en trussel mod demokratiet, når politikere trues.

En 53-årig mand fra Frederiksværk er blevet dømt for at have fremsat trusler mod folketingspolitikeren Joachim B. Olsen (LA) ved Retten i Hillerød.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis fredag.

Manden fik en betinget dom på 30 dages fængsel, fordi han i en direkte besked til politikeren på Facebook skrev, at han ville give ham ”en på tuden”, hvis han mødte ham.

Anmelder alle trusler

Joachim B. Olsen siger til TV 2, at han med jævne mellemrum modtager lignende trusler, og at han ”vist nok” har en anden sag kørende.

- Det er et princip, jeg har. Når der kommer trusler, videregiver jeg til politiet, og så må de vurdere, hvad der skal ske. Det er ikke værre, at jeg bliver truet end andre borgere. Men jeg bliver truet på grund af min position som politiker.

Grænsen, for hvornår han melder beskeder til politiet, går ved deciderede trusler fra folk som ved den dømte 53-årige mand.

Skrev selv trusler på Facebook

Men alligevel udsendte politikeren en lignende trussel nytårsaften i 2016 mod nogle unge mænd, der havde fyret ulovligt fyrværkeri af på den vej, han bor på.

- Hvis man sprænger ulovligt og farligt fyrværkeri af i min forhave, på min grund, ødelægger min ejendom og skaber utryghed for mine børn, så risikerer man et par på kassen, hvis jeg får fat på vedkommende. Det er sandheden, havde Joachim B. Olsen blandt andet skrevet i en debattråd på Facebook, kunne Berlingske berette. 

Men det kan man slet ikke sammenligne, siger han:

- Jeg reagerede i affekt. De reagerer, fordi de ikke kan lide en. Jeg skulle ikke have skrevet den, men det er ikke en fair sammenligning. Det er noget andet - men stadig meget forkert.

En kultur, der skal slås ned på

Han mener, at det er en trussel mod demokratiet, at folk som ham bliver truet:

- Det handler om, at når man truer folketingspolitikere, så er det ikke en person, mand truer, men en institution. Det går bare ikke. Det er en kultur, der skal slås ned på. 

Grundlæggende mener han dog, at de sociale medier har gjort langt mest godt. Men det har også bragt noget skidt med sig:

 - Det er en fordel, at man kan nå bredt ud og få en personlig kontakt med mange mennesker. Men selvfølgelig er der nogle steder, hvor tonen er hård, og folk skriver ting, de aldrig ville sige, hvis de stod ansigt til ansigt med personen. Den snak, der var på bodegaen, er nu på de sociale medier. Det er en omkostning, siger han.

Flere politikere modtager trusler

Politikeren fra Liberal Alliance er ikke den eneste, der oplever trusler – og reagerer på dem.

Konservative gruppeformand, Mette Abildgaard, indgav i denne uge sin første politianmeldelse for chikane.

En mand havde i december måned ringet hende op og kaldt hende "en klam luder". Og så fik politikeren nok.

For Mette Abildgaard handlede det om at sende et signal. Vedkommende er en voksen mand og må derfor stå til ansvar for sine handlinger:

- Så håber jeg, at det her er med til, at han ikke gør det igen.