Krimi

Tre fængslet fire uger for drab foran Randers Regnskov

Retten i Randers

Alle tre sigtede nægter sig skyldig i drabet, en 19-årig mand har dog erkendt ulovlig våbenbesiddelse.

Østjyllands Politi oplyser at tre personer, to mænd og en kvinde, der er sigtet for et drab begået 22. december sidste år foran Randers Regnskov, nu er blevet fængslet fire uger efter et grundlovsforhør for lukkede døre ved retten i Randers.

Fængslingen sker efter de tre sigtede, to mænd, 36 og 19, samt en 38-årig kvinde, er blevet overført til Danmark efter at være blevet anholdt 24. december ved Neumünster i Tyskland.

De tre er sigtet for drab eller medvirken til drab og ulovlig våbenbesiddelse.

Nægter sig skyldig

De tre sigtede nægter sig alle skyldig i sigtelsen for drab, oplyser politiet. Den 19-årige mand har dog erkendt en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse, han kærede også kendelsen om fængsling, det gjorde de to andre sigtede ikke.

- Vi har selvfølgelig fortsat vores efterforskning af drabet, mens vi ventede på udleveringen, og tysk politi har også været en god hjælp i forhold til at sikre spor og beviser på personerne og i bilen, de kørte i, sagde poltiiinspektør René Raffo, Østjyllands Politi, da de tre sigtede mandag blev udleveret til Danmark.

Offeret, en 30-årig mand, blev fundet klokken 23.29 fredag aften. Da politi og ambulance kort efter nåede frem, blev det konstateret, at manden var blevet dræbt.

Få dage efter drabet blev de tre nu fængslede, der alle kommer fra Aalborg, internationalt efterlyst, og de blev anholdt i en bil i nærheden af Neumünster.