Krimi

Mand truet til at sprøjte sig selv i hovedet med peberspray

Politiet undersøger den bil, der blev forsøgt antændt. Mathias Øgendal.

Der er ikke noget, der tyder på, at manden kendte de to overfaldsmænd.

En 25-årig mand anmeldte onsdag et overfald på Lidemarksvej i Herfølge.

Ifølge anmeldelsen pressede to mænd ham op af en bil og truede ham på livet.

Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Truede med pistol og peberspray

Manden har desuden fortalt politiet, at de to gerningsmænd truede ham med en pistol, hvorefter de truede ham til at spraye sig selv i hovedet med en peberspray. 

Derefter forsøgte mændene at antænde offerets bil, som de hældte benzin udover.

Ifølge Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, kendte manden ikke gerningsmændene.

- Det er ikke noget, der taler for, at de gik bevidst efter ham. Vi er i fuld sving med efterforskningen, så vi kan fastslå, hvad der skete, siger han.

Kørte væk i sort Audi

Han fortæller, at offeret ikke kom til skade ved overfaldet, men at han var meget chokeret. Offeret havde ikke nogen forklaring på, hvorfor de valgte at overfalde ham.

Politiet har ikke noget signalement på de to gerningsmænd. De ved dog, at de kørte væk i en sort Audi.

Politiet hører gerne fra vidner, der har set den sorte Audi omkring klokken 20.35 på Lidemarksvej i Herfølge onsdag aften, eller på anden vis kan bidrage med hjælp til efterforskningen.