For 30 år siden forsvandt tidligere indsat sporløst - sandheden om ham var makaber
Her er historien om Rejseholdets arbejde med Tolne-drabet fra 1987 - en sag, der huskes for sin brutalitet. Advarsel: Stærke beskrivelser af et drab.
Artiklen er genudgivet i forbindelse med genudsendelsen af dokumentarserien 'Rejseholdet - Jagten på en morder', der sendes på TV 2 torsdag aften kl. 22.45 den 5., 12., 19. og 26. juli. Alle udsendelserne kan også ses nu på TV 2 PLAY.
Manden sad på kanten af en grav.
Det var mørkt i skovbrynet, men måneskinnet trængte alligevel ind mellem de lave træer og blottede hans silhuet.
Hans nakke var dukket, og i det svage lys skimtedes det, der havde fået ham til at sænke hovedet: En 30 centimeter lang kniv, der var boret ind i ryggen på ham. Bag ham tårnede skikkelsen af en mand sig op.
Det var her den 39-årige Tonni Lauritsen skulle dø.
I et ryk hev manden bagved nemlig knivbladet fri, løftede armen og hamrede den ind i den modsatte side af ryggen på Tonni Lauritsen. Hans øjne lukkede. Samtidig trak manden foran en lommekniv og stak den ind i halsen på ham, inden den livløse krop faldt ned i graven.
Tonni Lauritsen var død. Dræbt af sine to venner, som han få minutter tidligere havde siddet og drukket øl med.
En sag, der gav genlyd
Mordet den aprildag i 1987 – og det, der fulgte efter – er siden blevet kendt som en af de mest makabre og opsigtsvækkende drabssager i Danmark.
TV 2 har fået aktindsigt i politiets journaler og billeder, gennemlæst vidneudsagn og mødt flere af de centrale kilder i sagen - blandt andet en af de nulevende gerningsmænd. Alt sammen for at kunne fortælle, hvordan Rejseholdet for 30 år siden efterforskede drabet i den lille nordjyske by Tolne.
Det er første afsnit i dokumentar-serien 'Rejseholdet - jagten på en morder', der kan kan ses første gang på TV 2 torsdag den 11. januar kl. 20 eller allerede nu på TV 2 PLAY.
Vi skal på forhånd advare om, at artiklen herunder indeholder stærke beskrivelser.
De to gerningsmænd gjorde nemlig alt, de kunne, for at skjule sporene i forsøget på at slippe afsted med det bestialske drab.
Historien om, hvordan de tre mænd endte i skoven, begyndte kun tre dage inden drabet. Nærmere bestemt den 15. april 1987.
I den friske forårsluft stod Tonni Lauritsen for første gang i døren på landejendommen i Vendsyssel.
Han var en lille mand. Slank og med næsten helt sort hår, skarpe kindben og dybe, mørke øjne. Det var kun en måned siden, han var blevet løsladt efter en fængselsdom.
Han havde hverken kone eller børn at vende tilbage til. Størstedelen af hans familie havde slået hånden af ham efter de utallige ture ind og ud af fængsel, og hans gamle mor besøgte han kun sjældent. Oftest når han manglede penge.
Det var derfor, at han var kommet i tanke om adressen i Tolne.
Netop den adresse var ellers et sted, de færreste lokale ville opsøge af egen fri vilje. De fleste prøvede faktisk helt at undgå at færdes omkring den ende af Stenderupvej. Det var nemlig her, 'Tolne-banden' holdt til.
De var en gruppe af småkriminelle mænd, der terroriserede det lille samfund. En mand ved navn Tommy Pedersen havde oprindeligt lejet landstedet og boede der sammen med sin kone og to børn, men manglede hans venner et sted at være, lod han dem flytte ind.
Det gik ofte vildt for sig på adressen. Udover de ugentlige - hvis ikke daglige - drukfester levede de af at begå indbrud og tyverier og chikanere de lokale i Tolne og omegn - deraf tilnavnet.
Aviserne i området kunne blandt andet berette, hvordan de ofte var til at finde foran det lokale apotek i den nærliggende by Sindal. Med trusler om vold afkrævede de penge fra kunder for at komme ind. Folk turde ikke andet end at betale.
Det var ikke et miljø, der afskrækkede Tonni Lauritsen. Tværtimod. Han kendte selv Tommy Pedersen fra Horsens Statsfængsel, hvor de afsonede sammen nogle år tilbage. Nu stod han så med de få ting, han ejede - uvidende om, hvilken skæbne der ventede ham tre dage senere.
Tonni Lauritsens sidste dag i live begyndte som så mange andre for Tolne-banden. De havde drukket sig fulde fra morgenstunden og var taget til fest.
Det var i den nærliggende by Lørslev, hvor de havde tilbragt hele dagen, men der var noget, som lå og ulmede.
Tonni Lauritsen var blevet for fuld. Klokken var ikke engang slået 12 om dagen, da han dejsede om på sofaen, og det øvrige selskab bar ham ind på et værelse, så han kunne sove sin brandert ud.
Som han lå der, faldt snakken på hans opførsel. Flere af gæsterne erklærede sig enige i, at Tonni Lauritsen - som den nyeste beboer på Tolne-ejendommen - var gået langt over stregen de seneste dage.
Fra loyal ven til pestilens
Da Tommy Pedersen den forårsdag lukkede Tonni Lauritsen ind i deres hjem, havde han ikke forudset, hvor galt det ville gå.
Han huskede sin gamle fængselskammerat som en loyal ven. De havde passet på hinanden i det rå fængselsmiljø, var kommet udenom de store konflikter og havde respekt for hinanden, men de seneste dage havde Tonni Lauritsen vist en ny side af sig selv.
Alkohol havde den samme virkning på ham, som når man kaster benzin på et bål. Der skulle ikke mere end to-tre genstande til, så ændrede han karakter. Han blev et minefelt, for det var aldrig til at gætte, hvad der provokerede ham. Beboerne vidste bare, at han pludselig kunne finde på at fare op, mens hans spyttede trusler om tæsk og det, der var værre, efter dem.
På et sted, hvor de drak mellem 40 og 50 genstande dagligt, var det svært at undertrykke hans adfærd.
Særligt Kim, som ikke kendte Tonni Lauritsen fra før, mærkede, hvordan den nye beboer udfordrede magtbalancen blandt dem.
Kim var en af Tommy Pedersens nære venner. De kendte også hinanden fra en tidligere dom og havde fundet sammen i det småkriminelle liv, hvor tyverier finansierede hverdagen med druk og fest. Den 29-årige mand var nummer to i Tolne-bandens hierarki. Lige indtil den nye beboer pludselig dukkede op.
Tonni Lauritsen ville tage styringen. Det var ikke nok med tyverierne, mente han. De skulle sælge stoffer, og han var allerede så langt i sine planer, at han havde fundet en kontakt i udlandet. Han var overbevist om, at deres adresse mellem Hjørring og Frederikshavn var perfekt som forretningens hovedåre i Nordjylland - stik imod de andres vilje.
Kim havde fået nok. Til festen, hvor Tonni Lauritsen allerede var gået under bordet, gik snakken mellem de to gamle venner hen over hovedet på den sovende mand. Han blev mere og mere eksplicit. Han foreslog, at Tonni skulle have en røvfuld. Nu og her. Han var for meget, og det burde udløse en lærestreg. Tommy Pedersen var enig.
De to mænd holdt sig ikke tilbage for kriminalitet - det var deres straffeattester klare beviser på - men det, de nu skulle til at gøre, var af en helt, helt anden kaliber.
Tonni Lauritsen opfattede ikke meget, da de to venner smed ham ind i taxaen og satte kursen hjemad.
Gruset knitrede under hjulene, mens taxachaufføren langsomt trak ind på gårdspladsen. Det næste, der skete, kom til at få stor betydning et helt år senere.
Passagererne steg ud. De kiggede sig ikke tilbage, men forlod bare bilen og gik ind mod huset. Uden at betale.
Den unge chauffør havde både hentet en kasse øl og cigaretter på deres bestilling, så regningen var løbet op i næsten 500 kroner. Han sad afventende tilbage, i håbet om at de ville komme ud med pengene.
Men da en skikkelse igen viste sig i hoveddøren, vidste han godt, at det ikke var for at betale. Med en økse løftet over hovedet og lynende øjne kom et af Tolne-bandens medlemmer ud, klar til at svinge våbnet mod bilen.
Chaufføren sad klar med foden på speederen, hvis han skulle afværge et angreb, men inden det nåede så vidt, kom Tommy Pedersen ud og gelejdede sin aggressive ven indenfor igen. Tommy lovede at betale, og den unge chauffør kørte væk med hjertet i halsen.
Optrinnet på gårdspladsen skulle vise sig at blive vigtigt. Taxachaufføren blev nemlig en af de sidste, der så Tonni Lauritsen i live.
Indenfor anede de intet
Indenfor på landejendommen bed de ikke mærke i optrinnet med taxachaufføren på gårdspladsen. Her satte de sig omkring bordet i køkkenet og drak ufortrødent videre.
På et tidspunkt rejste Kim sig og forlod de andre.
Tonni Lauritsen var så småt vågnet op igen og satte sig ved bordet, selvom han både havde svært ved at holde sig vågen og oprejst.
Efter små 10 minutter trådte Kim igen ind i køkkenet. Det var nu, Tonni Lauritsen skulle have sin lærestreg.
Nærmest inden de andre nåede at opfatte det, tog han et fast greb i Tonni Lauritsens hætte. Han hev den dybt berusede mand ned fra stolen og ud af køkkendøren mod gårdspladsen. Tommy Pedersen forlod også bordet og gik med ud.
Tonni Lauritsen tumlede afsted. Han var fordrukken, og hvis det reelt var en røvfuld, Kim og Tommy Pedersen ville give den noget mindre mand, havde det ikke været en svær opgave.
Gennem de sprossede vinduer i køkkenet kunne de andre se mændene forsvinde ind i skovbrynet, ud af deres synsfelt.
Drabet
Det er kun de to drabsmænd, der ved, præcis hvad der skete den eftermiddag i skovbrynet. Der er dog enighed om, at det var Kim, der stak Tonni i ryggen med den 30 centimeter lange bowiekniv.
Om det var et af de to stik med Kims store kniv, der gjorde det af med Tonni Lauritsen, eller om det var, da Tommy Pedersen efterfølgende stak en lommekniv ind i halsen på ham i forsøget på at skære halsen over, er heller ikke til at sige.
I hvert fald endte den livløse krop i den grav, som Kim havde gravet. De læssede jord hen over kroppen, til Tonni Lauritsen forsvandt fuldstændig i den bløde skovbund.
Tonni gik sin vej.
Det var den forklaring, de to drabsmænd gav deres venner. Han havde forladt gården og havde ikke intentioner om at komme tilbage, sagde de. I det kriminelle miljø blev der ikke spurgt ind til den slags forklaringer, og under påvirkning af de mange genstande, selskabet drak den aften, er det ikke sikkert, at nogen undrede sig.
Liget lå stadig i graven, hvor de efterlod ham, da de nogle dage senere vendte tilbage - klar til næste del af planen.
Det var for farligt at lade liget ligge. Nogle kunne finde det, tænkte Tommy Pedersen.
Silhuetterne kunne kun lige skimtes i nattemørket, men de fandt hurtigt stedet, hvor de havde banket jorden flad.
Tidligere samme aften havde Tommy Pedersen tændt op i ejendommens store kombifyr. Normalt brugte de det til at varme huset op med træ og træpiller, men i nat havde det et helt andet formål.
Tonni Lauritsens hud var helt bleg, da han kom til syne i skovbunden under deres spadestik. De trak liget hen over gårdspladsen, hen foran køkkenvinduet, hvor en smule af lyset indefra skinnede ud på jorden.
De lagde ikke mærke til, at de efterlod sig noget i graven - noget, som ville få betydning i den senere efterforskning - for Tommy Pedersen og Kim havde travlt.
Liget skulle parteres. En hel krop var for stor til at komme ind i den lille luge på fyret, så de var nødt til at dele den i flere stykker for at brænde den. Det var humant, det var effektivt, og resterne ville aldrig være til at finde igen, tænkte Tommy Pedersen. Der skulle ikke være et eneste hår tilbage fra Tonni Lauritsen.
Stykke efter stykke smed de liget ind i fyret, indtil Tommy Pedersen til sidst tog et fast greb i håret på det afskårne hoved, gik gennem den lille entre, smed det ind i fyret og lukkede lågen.
Dermed troede han, at han lukkede sagen for altid. Og i lang tid så det ud til, at han fik ret.
Januar 1988
Der var gået næsten et år i Tolne, og det var nu midt på vinteren.
De seneste måneder havde byens beboere oplevet en væsentlig forandring, for i slutningen af 1987 forlod Tolne-banden deres ejendom. Et par uger senere brændte det sidste minde efter dem. Kun de halvsmuldrede husvægge, noget af det gamle fyr og resterne af en carport stod tilbage på ejendommen på Stenderupvej.
Hemmeligheden om, hvad der var sket flere måneder forinden, var intakt. De sidste spor efter Tonni Lauritsen var forsvundet i fyret. Det troede gerningsmændene i hvert fald.
I januar 1988 blev Tonni Lauritsen meldt savnet. Hans mor, som han plejede at komme forbi en gang imellem, havde hverken set ham eller hørt fra ham, siden sidste gang han besøgte hende. Det var, da han i foråret 1987 netop var blevet løsladt efter en dom - altså næsten et år siden. Hun var overbevist om, at der var sket ham noget, og kontaktede politiet.
Det lokale politi i Hjørring havde ikke efterforsket grundigt, hvad der var blevet af den forsvundne mand, før de modtog det første afgørende tip fra en anonym kvinde.
Der skulle være sket en voldsom forbrydelse. To mænd i misbrugsmiljøet havde slået en tredje mand ihjel, påstod kvinden, som ikke ønskede at fortælle, hvorfra hun vidste det. De havde gravet liget ned, men efterfølgende gravet det op igen.
Kvinden fortalte også, hvem det var. Eller rettere: Hun viste det. For hun afleverede en håndskrevet seddel på politistationen.
Tommy
Kim Ålborg
Tonny
De tre navne stod på række på lappen.
Tommy var den ene drabsmand, fortalte hun. Kim var den anden drabsmand. Og det var en mand ved navn Tonny, der var blevet slået ihjel. Det hele var sket i den ejendom, som Tolne-banden havde holdt til på i 1987.
Selvom kvinden ikke oplyste efternavnene, så genkendte betjentene med det samme navnet Tonny. Eller Tonni med i, som hun sandsynligvis mente.
Det fik politiet til at tage beslutningen: Sagen om den forsvundne mand skulle efterforskes. Hermed var Tolne-sagen officielt åbnet, og jagten på en morder sat ind.
En mistet sok og et forsvundet lig
Politiet stod ved ruinerne på Stenderupvej omkring 20 meter fra den gamle hovedbygning. Mellem træerne var flere kriminalteknikere i gang med deres arbejde, og en betjent slap sin store schæferhund fri i det lille skovområde.
Her lagde de straks mærke til det. Det var ikke mere end et par centimeter, men det var ikke til at tage fejl af. Jorden var sunket en lille smule og antydede klart, at der på et eller andet tidspunkt havde været en grav.
Hvis kvinden talte sandt, ville der ikke være noget lig at finde her på grunden, men alt havde interesse. Hvis bare politiet kunne finde en del af et lig, ville det bringe efterforskerne tættere på sandheden.
Af frygt for at ødelægge det, der kunne gemme sig nede i graven, fjernede teknikerne forsigtigt jorden lag efter lag, og så kom der noget til syne.
De kunne ikke se, hvad det var, men det skulle hurtigt vise sig at være et af de få spor, de to drabsmænd havde efterladt.
Ingen spor af et lig
Først fandt de en tegnebog i den mørke grav, så en sok. I tegnebogen lå et sygesikringsbevis - et lille plastikkort tilhørende Tonni Lauritsen.
Som i enhver efterforskning var politiet nødt til at være kritiske over for deres eget arbejdet. En pung kunne han nemt have tabt i skovbunden. Det beviste ikke, at den anonyme kvinde talte sandt om drabet.
Det var til gengæld langt mindre sandsynligt, at han tilfældigt havde mistet en sok det samme sted.
Med sokken i hånden opsøgte efterforskerne igen Tonni Lauritsens mor. Den jordslåede blå sok var hjemmestrikket og havde en stopning på hælen. Den var let at kende for hende. Hun havde selv lavet den til sin søn.
Udover de to ting var graven fuldstændig tom, og da sporhunden havde haft snuden nede i hver en krog af grunden, var der stadig ikke skyggen af noget, der kunne bekræfte, at den 39-årige mand rent faktisk var død. Der var intet lig. Chefen for det lokale politi vidste, at her ventede en særlig og omfattende efterforskning. Derfor kontaktede han specialisterne i drabsefterforskning på det tidspunkt – nemlig Rigspolitichefens Rejseafdeling – i folkemunde kaldet Rejseholdet.
Rejseholdet tog ud i hele landet og hjalp de lokale efterforskere.
Den unge efterforsker i enheden Jens Damborg vidste kun lidt om sagens mystiske omstændigheder, da han i februar 1988 blev sendt til Tolne, men det lokale politis første undersøgelse af gerningsstedet bekræftede ham i, at sagen ville blive udfordrende.
For hvordan opklarer man et mord uden et lig?
Med de to genstande fra det formodede offer var politiet et skridt tættere på, men det var slet ikke nok beviser til at få en gerningsmand dømt. For Rejseholdet var efterforskningen kun lige begyndt.
Jens Damborg havde endnu ikke fantasi til at forestille sig, hvad der var sket med Tonni Lauritsens jordiske rester.
Drabssager uden lig
Inden 1987 var kun meget få danske drabssager blevet opklaret uden et lig. Faktisk var der kun en enkelt sag siden Anden Verdenskrig, hvor politiet havde fået en drabsmand dømt, på trods af at liget aldrig blev fundet.
Når politiet finder et lig, gemmer det på en lang række informationer, der er vigtige i efterforskningen. Først og fremmest fortæller det, hvem offeret er, men det kan ofte også afsløre, hvordan og hvornår drabet er sket.
I dag bruger politiet mange andre teknikker i deres efterforskning, end man havde mulighed for i 1987. Retskemikere kan finde DNA-spor fra gerningsmanden på gerningsstedet eller gerningsvåbnet. Den type beviser indgår i størstedelen af danske straffesager i dag, men den teknologi eksisterede ikke, da drabet i Tolne blev efterforsket.
Uden et lig måtte Jens Damborg derfor spore sig ind på Tonni Lauritsens morder på en anden måde.
Hvis tippet gemte på sandheden, og de tidligere beboere Tommy Pedersen og Kim var morderne, krævede det håndfast dokumentation, hvis der nogensinde skulle falde dom i sagen.
Derfor gik han på jagt i miljøet omkring de to formodede gerningsmænd, og det gav et nyt gennembrud i sagen, da han fandt frem til et centralt spor.
En lille seddel fra 1987
En lille note havde hængt på køleskabet hos Tolnes lokale vognmandsfirma i næsten et år.
"18. april" stod der i hjørnet med sjusket håndskrift. Herefter fulgte en liste med posterne “Varer” og “Kørsel”, tilsammen 481 kroner, stod der med to streger under.
Den stammede fra den unge taxachauffør Anders Thomsen, som var kørt fra Lørslev til Tolne en eftermiddag i april 1987. Hans vognmand havde lavet sedlen for at huske, hvad kunderne skyldte.
Han kunne sagtens huske turen, hvor han var blevet truet med en økse på grunden ved Stenderupvej 99, hjemme hos Tolne-banden.
Passagererne havde været fulde på turen, og selvom det ikke figurerede på sedlen, var han ikke i tvivl om, hvad tid det havde været på dagen. Han var sikker på at have set Tonni Lauritsen i live i selskab med sine venner Tommy Pedersen og Kim klokken 16.
Ingen havde set ham siden den taxatur. Og sammen med de ting, politiet fandt i graven på samme adresse – og med de vidneforklaringer, der var afgivet i sagen – tydede alt på, at Anders Thomsen leverede gerningstidspunktet.
Fyret stod stadig tilbage
Alle indicier pegede mod, at Tommy Pedersen og Kim var drabsmændene, men politiet manglede stadig den rygende pistol i rækken af indicier, som én gang for alle kunne overbevise retten om, at de to mænd havde slået Tonni Lauritsen ihjel.
Jens Damborg og resten af efterforskerne havde afhørt samtlige personer i og omkring Tolne-banden og gravet tilbage i Tonny Lauritsens liv for at spore sig ind på et motiv, men det samme centrale spørgsmål blev ved med at melde sig: Hvor var liget?
Et helt hold af kriminalteknikere og -kemikere begyndte en omfattende endevending af grunden i Tolne.
Deres opmærksomhed faldt hurtigt på det store kombifyr i den gamle hovedbygning. Det havde overlevet branden i slutningen af året - og det havde askeresterne, der lå tilbage i fyret, også.
Gennem de omfattende afhøringer havde flere vidner nævnt fyret. En person havde sågar ligget inde i huset den aprilnat i 1987 og bemærket en sær lugt og varme fra fyret.
Fyret skulle altså være forklaringen på, at politiet i månedsvis ikke havde fundet så meget som en lillefingernegl. Med fyrets ekstreme varme skulle resterne af Tonni Lauritsen være gjort til aske.
Men da analyserne af askeresterne kom tilbage, var resultatet nedslående. Der var ingen rester, der kunne påvise, at et menneske var blevet brændt derinde. Men hvor var beviset så?
Det spørgsmål skulle efterforskerne snart få svaret på.
Ordren ændrede alt
Den gamle carport så ikke ud af meget. Den var bygget af Kim og Tommy Pedersen og havde stået der siden forårsmånederne i 1987. Ligesom fyret overlevede den branden.
Den stod lidt væk fra hovedbygningen. Fordi de to beboere selv havde bygget carporten fra bunden, havde de haft en beholder stående til at blande den cement, som skulle bruges til at støbe pillerne til fundamentet.
I sig selv var en blanding af beton ikke mistænkelig. Men i efterforskningen var politiet gang på gang blevet overrasket over, hvad de to drabsmænd kunne finde på. Intet virkede usandsynligt mere.
Ordren kom fra chefen af den tekniske afdeling: Carporten skulle rives ned.
Først blev metaltaget revet ned. Træværket blev fjernet, fundamentet gravet fri, og alt blev sikret. Alle grå stumper af beton blev sendt til teknisk afdeling som befalet for at give det endelige svar på, hvad betonblandingen i virkeligheden gemte på.
Betonklodserne blev sendt til specialister, der savede blokkene ud i skiver på halvanden centimeters tykkelse. Allerede ved det første tværsnit var det til at se.
Ind imellem den grå, størknede masse var små, hvide, splintrede prikker. Og nogle steder var der direkte noget, der lignede tværsnittet af en knogle.
Det var et gennembrud. Hele vejen igennem efterforskningen havde det været den manglende brik. Hvad var der sket med liget? Selvom teknologien ikke tillod politiet at være skråsikre, var det det tætteste, de kunne komme på at finde liget af Tonni Lauritsen.
Mødet med en morder
Den lille spinkle mand bevæger sig ind mellem træerne.
Selvom det er næsten 30 år siden, at Tommy Pedersen var her sidst, er hans skridt målrettede. I dag er der langt flere træer i skovbrynet, men han finder med det samme frem til lysningen.
- Så skulle graven ligger her, hvor der er markeret, siger han og peger på jorden.
Det var her, han slog en mand ihjel.
Han har stadig billederne i hovedet af Tonni Lauritsen siddende foroverbøjet med benene nede i graven.
Den aldrende mand er tilbage på grunden for første gang, siden sagen prydede de nationale avisforsider og satte den lille nordjyske by Tolne på Danmarkskortet.
Han står sammen med Jens Damborg, den selvsamme efterforsker, der var en del af efterforskningen og afhørte ham i 1988.
Dagen, da analyserne af betonklodserne fra carporten kom tilbage, husker Jens Damborg som helt særlig.
Alle indicier pegede samme vej
Resultatet fra laboratoriet var utvetydigt. Det sagde, at der med meget stor sandsynlighed var menneskeknogler i betonen.
Selvom teknologien på den tid ikke kunne afgøre, om det var Tonni Lauritsens knogler, stod politiet nu med et endnu stærkere bevis, der pegede tilbage på de to hovedmistænkte.
Politiets sag var nu endelig klar til retten. De mange indicier pegede alle i samme retning: At Tonni Lauritsen var blevet dræbt af Tommy Pedersen og Kim, og at de to venner havde skilt sig af med liget på den mest bestialske måde for at undgå at blive dømt for drab.
Hvis bare ét af de mange spor, som politiet fandt i løbet af efterforskningen, havde manglet, var det ikke sikkert, at sagen ville have ført til dom.
Hvis ikke sokken havde ligget i graven, taxachaufføren ikke havde genkendt gerningsmændene og offeret den 18. april 1987, eller vidnerne ikke havde ført politiet på sporet af knogleresterne i carporten, havde sagen stået svagere.
Jens Damborg var da også tilfreds med sit arbejde, da hver en detalje i efterforskningen blev gennemgået af anklagemyndigheden i starten af 1989.
I retten var der ingen tvivl; de to venner blev dømt for i fællesskab at have slået Tonni Lauritsen ihjel og med den efterfølgende partering at have haft usømmelig omgang med liget.
Det var de meget stærke indicier mod de to medlemmer af Tolne-banden, der førte til, at de begge fik 14 års fængsel.
I retten kom det også frem, hvilket motiv de to gerningsmænd havde haft til at slå deres ven ihjel. Både Kim og Tommy gav udtryk for, at Tonni Lauritsens ankomst til huset vendte op og ned på alt. Han ville bestemme, han var utilregnelig, og han var voldelig.
Sådan lød deres forklaring på, hvorfor de endte med at gå til den ultimative yderlighed og gøre en ende på hans liv – men at offeret efterfølgende skulle parteres og brændes, var en nødvendighed ifølge den dømte drabsmand. Og det holder han fast i den dag i dag.
Både Kim og Tommy Pedersen afsonede 12 år af deres dom, inden de blev løsladt.
Efter nogle år døde Kim, men Tommy Pedersen, som har været en fri mand siden 2001, er i dag, omkring 30 år efter drabet, gået med til at mødes med efterforskeren, fordi han - som han siger - ikke har noget at skjule.
Når han ser tilbage på det, der skete på hans landejendom i Tolne, så synes han også, det gik for vidt. Han synes ikke, at Tonni Lauritsen skulle være død den eftermiddag.
Han er godt klar over, at de to gerningsmænd gjorde det svært for politiet. Og hvis det havde stået til ham, så havde det været endnu sværere, fortæller ham.
- En død mand skal skaffes af vejen, siger Tommy Pedersen.
Ifølge ham var det Kim, der kom knogleresterne af Tonni Lauritsen i betonblandingen. Hvis han selv havde skullet skaffe dem af vejen, ville han have spredt dem fra toget mellem Tolne og Hjørring.
- Havde jeg nu spredt det, så havde der ikke været en sag. Hvis jeg havde fået lov at sprede asken, så havde I ikke haft noget at gå efter. Så havde I ikke haft et drab, så havde I haft en forsvunden mand, siger Tommy Pedersen, mens han peger på det sted, hvor carporten stod.
- Det havde været en noget anderledes situation, ja, siger Jens Damborg.
- Meget anderledes. Tror du så, du kunne opklare den sag? spørger Tommy Pedersen.
- Det er et svært spørgsmål. Men ja, det tror jeg godt, vi kunne.
- Hvad havde du så haft af beviser på, at der var en død mand?
- Jeg kunne skaffe nogle indicier ud fra vidneforklaringer og andet. Men det havde været en helt anderledes situation at stå i, men sådan er det hver gang som efterforsker.
Ikke nok med at sagen fra Tolne var Jens Damborgs første drabssag i Rejseholdet, det er også en af dem, der betyder mest for ham.
Det lykkedes efterforskerne at samle mange stærke indicier, på trods af at der ikke var noget lig, og det gav den nu garvede efterforsker troen på, at det er muligt at opklare næsten alle typer sager.
TV 2 har i dokumentarerne ‘Rejseholdet - Jagten på en morder’ genoplivet fire sager om den nu lukkede specialenhed. Tolne-sagen er det første program i serien.