Krimi

Efterladt pakke skabte bombe-frygt ved USA's ambassade i København

En pakke foran ambassaden satte gang i Rullemarie, mens ambulancer og en brandsprøjte blev tilkaldt.

Københavns Politi var onsdag talstærkt til stede ved den amerikanske ambassade, hvor der blev fundet en "mistænkelig genstand".

Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

- Det er en genstand, og den er fundet foran ambassaden, sagde Riad Tolba, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politi, til TV 2 onsdag formiddag.

Sendt bud efter Rullemarie

Der blev derfor sendt bud efter Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD). 

- Rullemarie er på vej, sagde han, godt tre kvarter efter, at anmeldelsen løb ind ved 11-tiden.

Genstanden var en pakke, og den er nu undersøgt og fundet ikke-mistænkelig.

Stort område afspærret

Ambassaden har hjemme på Dag Hammarskjölds Allé, og et område mellem Kristianiagade og Sortedamssøen blev spærret af. Det er en strækning på godt 400 meter.

Afspærringen blev ophævet ved 14-tiden.

Der blev sendt ambulancer og en brandsprøjte til ambassaden, men ingen kom til skade.