De opklarede mordet på 12-årig pige, men kort tid efter sluttede Rejseholdets 75 år som drabseksperter
I sommeren 2003 blev Politiets Rejseholds evner sat på den ultimative test i jagten på en morder. Dette er historien om deres sidste store sag.
- Jeg går på svæveren.
Det var det sidste, hendes mor og stedfar hørte hende sige, inden hun lukkede døren bag sig i hjemmet i Benløseparken. Klokken var lidt over syv fredag aften den 27. juni 2003.
Pigen med de sorte gummisko trådte i pedalerne på den røde damecykel af mærket Smith. Hun var på vej til legepladsen Valhalla, hvor en ny svævebane netop var åbnet til glæde for kvarterets mange børn.
Solen var endnu ikke gået ned over Benløse ved Ringsted. Det var en lun sommeraften.
De korte sorte cowboybukser og den hvide sommertop gav rigeligt varme til den spinkle 12-årige pige med det røde hår, der på grund af sommerferien måtte være ude indtil klokken 22.00.
Hilsenen i døren var den sidste gang, familien hørte Mia Teglgaard Sprottes stemme.
Den legendariske specialenhed
Dette er fortællingen om den forsvundne Mia Teglgaard Sprotte, men også historien om den nu lukkede specialafdeling i dansk politi, Rigspolitichefens Rejseafdeling – bedre kendt som Rejseholdet.
Fire af Rejseholdets største drabssager genfortælles af efterforskerne selv i dokumentar-serien 'Rejseholdet – jagten på en morder'.
Dokumentar-serien har premiere torsdag den 11. januar kl. 20.00 på TV 2.
Og der er nok at fortælle. Alene navnet - Rejseholdet - har en nærmest mytisk klang over sig.
Rejseholdet er en af de enheder i dansk politi, der stadig står stærkt i danskernes bevidsthed. Eliteenheden, der rykkede ud til selv de mindste provinsbyer, når der var mest brug for dem, og som opklarede selv de sværeste kriminalsager i nyere dansk historie.
Mia Teglgaard Sprotte, den lille pige med de blågrønne øjne, er et af de ofre, der om nogen har brændt sig fast i hukommelsen hos selv de mest garvede rejseholdsfolk. Hendes sag viser spektret af den ekspertise, der var samlet i afdelingen, og trækker tråde tilbage til en række af Rejseholdets tidligere sager.
Hun forsvandt ikke længe, før Rejseholdet gjorde det samme. Kort forinden var det nemlig besluttet, at enheden skulle afvikles, og allerede i efterforskningen af Mia-sagen blev det tydeligt, at ændringerne kom til at betyde noget for politiets arbejde.
Det faste hold af drabsspecialister fra Rejseholdet var reduceret til nogle få mand.
I to uger måtte de sidste rester af det, der i knap 75 år var kendt som Rigspolitichefens Rejseafdeling, trække på al deres erfaring fra tidligere sager for at fange den mand, der er blevet kaldt en af Danmarks farligste af sin slags.
Intet var på telefonen
Klokken lidt over halv tre om natten vågnede Mias mor og stedfar. De kunne konstatere, at Mia stadig ikke var kommet hjem.
Det lignede ikke pigen ikke at overholde en aftale, forklarede stedfaren politiet i Ringsted, da han kontaktede dem klokken 2:50. Forældrene ringede til datterens mobiltelefon, men uden at få et svar.
Både Mias mor og stedfar ringede forgæves til familiemedlemmer og til Mias venner og veninder, men ingen vidste, hvor den 12-årige pige var henne. De søgte i kælderrum og travede den nu mørke legeplads tyndt. Men uden at finde Mia.
Først i løbet af lørdagen gik det op for Mias veninder fra Benløses pigefodboldhold, at noget ikke var, som det skulle være.
Flere af dem kunne med tårer i øjnene blot se til, da det lokale politi ledte efter deres holdkammerat i området omkring Benløseparken og i nærheden af legepladsen. Samtidig blev beboere i nærheden af Mias hjem afhørt og baggårde og stisystemer undersøgt.
Uden resultat.
I begyndelsen sendte Mias mobiltelefon signaler fra området omkring legepladsen, men de ophørte i løbet af dagen. Det gjorde mediernes interesse for sagen ikke.
På TV 2 Øst lørdag aften bad politiet om oplysninger, der kunne føre dem til Mia, og flere beboere tog imod opfordringen og kontaktede politiet med tips. Mange tips.
Det stod klart, at der var brug for al den hjælp, man kunne få i Ringsted, og at specialisterne fra Rejseholdet var uundværlige.
Lørdag aften fik de besked på at indfinde sig i den sjællandske provinsby hurtigst muligt.
Endnu vidste ingen, at Mia i virkeligheden ikke var langt væk.
Hele Danmark som arbejdsplads
Rejseholdets drabssektion bestod af en række efterforskere, der udover at være specialiseret i at opklare drabssager havde hver deres speciale i de mange elementer, som udgør en sådan efterforskning.
Nogle var eksperter i at afhøre potentielle gerningsmænd eller vidner. Andre havde særlig viden om, hvordan en drabsmand tænkte eller opførte sig, mens nogle var ordensmennesker i en sådan grad, at de kunne skabe overblik og gennemsigtighed i selv de mest komplicerede og langstrakte efterforskninger.
Fælles for dem alle var, at de havde hele Danmark som deres arbejdsplads.
Det gjaldt også Bent Isager-Nielsen, der er tidligere chef for drabssektionen ved Rejseholdet. Han husker i dag, hvordan han i sin tid i Rejseholdet hundredvis af gange har parkeret sin Ford Sierra på bildækket på Storebæltsfærgen for at tage turen op ad de gamle trapper mod lugten af sort kaffe. Den blev indtaget med udsigten til bæltet og endnu en arbejdsdag langt væk fra familie og venner.
Siden 1981 har Bent Isager-Nielsen været synonym med Rejseholdet, der har fyldt størstedelen af den nu 66-årige politiinspektørs liv. Faktisk havde han blot syv års erfaring i dansk politi, da det blev klart, at den unge politimand med de venlige, blå øjne havde særlige evner i efterforskningsarbejde.
Det var derfor ved Rejseholdet, at Bent Isager-Nielsen udviklede sig til en af landets dygtigste drabsefterforskere.
Men han opdagede også, at der var delte meninger om enheden.
Ikke alle elskede Rejseholdet
Livet i Rejseholdet bød for Bent Isager-Nielsen og hans kollegaer i specialafdelingen på godt 200 arbejdsdage om året væk fra hjem og familie. For afdelingen skulle hjælpe til i efterforskninger i alle landets politikredse samt i Færøerne og Grønland. En hjælp, de fleste af landets politikredse tog imod med åbne arme, mens andre var mere forbeholdne.
- Nogle elskede os højere end leverpostej, og andre politikredse var meget selvtilstrækkelige og ville nødig tilkalde Rejseholdet, fortæller Bent Isager-Nielsen.
Ifølge ham var det særligt politiet i de større byer som København, Aarhus og Odense, der gerne selv stod for efterforskningen af blandt andet drabssager, mens mindre provinsbyer tog imod Rejseholdets efterforskere med kyshånd.
- Ringsted Politi, hvor Mia forsvandt, har altid været en af de kredse, hvor vi var meget velkomne. Vi havde et rigtig godt samarbejde med politiledelsen dernede, husker Bent Isager-Nielsen.
Han fulgte sagen om Mia Teglgaard Sprotte fra sidelinjen, for da sagen landede på Rejseholdets bord, var han en af dem, der var stoppet i enheden. Det skyldes blandt andet, at Rejseholdet på det tidspunkt ikke var, hvad det havde været.
Derfor var det heller ikke helt uden udfordringer at samle de mindst seks mand, der som regel var med, når Rejseholdet rykkede ud. Så i juni 2003 var det sværere end nogensinde at leve op til forventningerne fra Ringsted Politi.
Det skulle vise sig at få konsekvenser for efterforskningen.
Ingen kunne blive hjemme
Cykel lå i buskads
Mia Teglgaard Sprotte forsvandt fredag aften. Søndag formiddag fik politiet hjælp fra Hjemmeværnet og seks brandfolk. Der blev også snart indsat en af Forsvarets helikoptere i eftersøgningen, mens Mias pigefodboldhold og deres forældre og trænere gennemsøgte legepladsen Valhalla ved Asgårdsskolen.
Frygten for at finde Mia død nagede holdets træner, der havde overvejet nøje, om det gav mening, at de små piger skulle lede med. Men ingen kunne længere sidde hjemme og vente på nyt. Alle ville hjælpe, og sådan blev det.
I et buskads 300 meter fra legepladsen fandt den ene af pigerne og hendes mor det første konkrete tegn på, at Mia ikke blot var forsvundet, men havde været udsat for en forbrydelse.
Flere af pigerne brød ifølge Ekstra Bladets journalist sammen på stedet.
- Det er måske tegn på, at vi aldrig mere ser Mia i live, udbrød en af pigerne grådkvalt.
Gemt væk i buskadset lå Mias røde damecykel.
Det skulle vise sig, at den lille pige havde uhyggeligt meget ret i sin forudsigelse.
Det nye Rejsehold
- Pak sydfrugterne, Christensen.
Sådan lød beskeden fra Ringsted, da efterforskningslederen fra Rejseholdet ringede til den erfarne efterforsker Tom Christensen. Han havde netop lagt sidste hånd på en sag fra Frederikshavn, men satte snart kursen mod Ringsted.
Mens han i sin Peugeot 307 stationcar var på vej tværs gennem landet, kæmpede efterforskningslederen med at finde yderligere mandskab, der kunne hjælpe i Ringsted.
Året før Mias forsvinden var det, der tidligere hed Rigspolitichefens Rejseafdeling, blevet delt i to rejsehold – et til Kriminalteknisk Afdeling, et andet til National Efterforsknings Center, der i daglig tale er bedre kendt som NEC.
De omkring 20 mand fra drabssektionen fulgte med Bent Isager-Nielsen, der ved Rejseafdelingens nedlæggelse var chef for drabssektionen. De kom nu til at høre under Kriminalteknisk Afdeling, der nu skiftede navn til officielt at hedde ’Kriminalteknisk Afdeling og Rejsehold’.
I folkemunde hed drabsefterforskerne under Bent Isager-Nielsen dog altid blot Rejseholdet, og sådan havde det i øvrigt været i mange år.
Særligt efter DRs fiktionsserie om selvsamme enhed var Rejseholdet blevet en del af dansk politi, som mange danskere så på med stolthed. Derfor vakte beslutningen om nedlæggelse af den oprindelige styrke vrede hos danskerne.
Rejseafdelingens daværende chef, Per Kanding, holdt på et møde med rigspolitichefen og det resterende personale i Rejseholdet en følelsesladet tale, hvor han gav udtryk for det forkerte i at nedlægge afdelingen.
- Det er svært at få øje på det positive i det kaos af inkompetence, en sådan strukturændring efterlader. Alle er dybt rystet, det kommer som lyn fra en klar himmel, sagde en kilde fra Rejseholdet dengang til avisen BT.
Omstruktureringen var et af de første skridt i retning af færre og større politikredse, som politireformen fem år senere bragte med sig. Også Bent Isager-Nielsen husker, hvordan beslutningen skabte vrede internt i afdelingen.
- Jeg kæmpede dengang meget mod nedlæggelsen af Rejseholdet, men kunne bestemt godt se behovet for nye og større politikredse. Man var nødt til at lave om på strukturen i dansk politi. Men at man var nødt til at nedlægge Rejseholdet, det havde jeg svært ved at se.
Bent-Isager-Nielsen forlod selv Rejseholdet kort efter omstruktureringen i 2002 og begyndte som chef for kriminalpolitiet hos Frederiksberg Politi i januar 2003.
Både han og den gamle version af Rejseholdet kom til at mangle i Ringsted.
Der lød en gøen
Mandag den 30. juni – tre dage efter Mia var forsvundet – stødte flere politifolk samt hundeførere med deres specialtrænede hunde til eftersøgningen.
Schæferhundene havde udviklet sig fra at blive brugt til at sætte eftertrykkelige bidemærker i slagsbrødre eller undslupne tyve til nu at være et af politiets mest alsidige våben i jagten på alt fra narko til forsvundne personer som for eksempel Mia.
- Hundene har godt nok været uvurderlige til at finde spor i mange af vores sager. Ikke mindst i Mia-sagen, siger Bent Isager-Nielsen.
Og hundene ledte ikke længe, før lyden af gøen brød igennem den forsagte mumlen ved boldbanerne i Benløse.
Schæferen havde fundet en halv indpakning af et kondom af mærket Blå Profil. Det lå smidt i det levende hegn, der adskilte boldbanerne og legepladsen Valhalla fra hinanden.
Den halve indpakning skulle blive afgørende for sagen.
Hundeføreren kiggede ind i det tætte buskads, der med sine ti meter i højden og syv meter i bredden var næsten uigennemsigtigt. Hans øjne faldt på en forhøjning i jorden inde midt i hegnet.
Det så ud, som om jorden var vendt for nyligt. Og da han kiggede ordentlig efter, fornemmede han omridset af en grav.
Det var sidst på dagen mandag, og for de beboere og de journalister, der fulgte med, var det tydeligt, at der var fundet noget af betydning i det tætte buskads.
Men hverken tilskuerne eller journalisterne, der rapporterede direkte fra stedet, vidste på det tidspunkt, hvor stort et gennembrud i sagen der skete inde i krattet.
Kriminalteknikerne gravede forsigtigt i den løse jord.
40 centimeter nede stødte de på et stykke stof. De skar forsigtigt hul, og lys hud kom til syne under stoffer.
Stedet blev spærret af, og betjentene trak sig væk.
Det var tid at hente endnu flere specialister til Benløse.
Samarbejde på tværs
Det gode samarbejde
Rejseholdet havde gennem årene opbygget et tæt og godt samarbejde med retsmedicinere og kriminalteknikere. Efterforskerne kendte deres måde at arbejde på og vidste, hvor vigtigt det er, at netop de indsamler de beviser, som eksempelvis hundene finder på et gerningssted.
Bent Isager-Nielsen har brugt mange timer i selskab med de særligt uddannede specialister. Deres arbejde og betydning imponerede Rejseholdets tidligere chef så meget, at han har udgivet en bog sammen med to af dem.
- Er der noget, der virkelig har betydet noget i mange, mange sager, er det samarbejdet med kriminalteknikerne og retsmedicinerne, siger Bent Isager-Nielsen.
For at dele eksperternes viden var det vigtigt indimellem at afholde møder, hvor også de deltog på lige fod med Rejseholdets egne folk.
- Vi havde nogle politifolk i Rejseholdet, der var rigtig gode til netop samarbejdet med kriminalteknikerne og retsmedicinerne, forklarer Bent Isager-Nielsen, der gennem mange år brugte lang tid på at få det, der på politisprog hedder den taktiske og den tekniske efterforskningsledelse, til at spille sammen.
Også i Mia-sagen skulle kriminalteknikernes helt særlige øjne for selv de mindste detaljer vise sig at få afgørende betydning.
Lommekniv fra Maersk
For ikke at ødelægge eventuelle spor gravede politiets teknikere sig meget langsomt ned gennem den løse jord.
Hullet var knap 80 centimeter dybt. Nede i det lå Mias lig.
Den lille krop var delvist afklædt, og teknikerne kunne se, at hun havde læsioner i ansigtet. Om hendes hals sad et stykke nylonsnor, der var bundet med en knude i nakken.
Fra det sekund liget blev fundet, stod Rejseholdet med det, efterforskerne havde frygtet: en drabssag.
Inde i busken fandt politiet endnu et stykke nylonsnor, et kondom og en lille spade.
Fem meter fra hullet havde en politihund fundet en rød schweizerkniv med påskriften "Maersk Drilling Safety Award".
Rejseholdets folk vidste, at et kondom kunne indeholde DNA fra gerningsmanden. Fra utallige drabssager før drabet på Mia vidste de, at DNA kunne være den sidste og afgørende brik i det puslespil, som opklaringen af en drabssag så ofte var.
Men sådan havde det ikke altid været.
DNA – det genetiske fingeraftryk
Siden begyndelsen af 1900-tallet har fingeraftrykket været en del af dansk politis mulighed for at identificere en gerningsmand. Men efter det blev indført i 1904, skete der ikke nævneværdige nyskabelser inden for netop identifikation af gerningsmænd.
Det ændrede sig først i løbet af 1980’erne, hvor DNA-analysen blev mere og mere udbredt i særligt USA og England.
I Danmark holdt blandt andet Bent Isager-Nielsen sig opdateret om DNA, der hurtigt blev kendt som det genetiske fingeraftryk. Den dag i dag stråler hans øjne fortsat, når snakken falder på den massive betydning, DNA fik for Rejseholdets efterforskninger.
- Det var begyndt at stå klart, at vi for at bibeholde vores høje opklaringsprocent i drabssager her i Danmark måtte finde nye måder at identificere gerningsmænd på, end vi tidligere havde gjort, forklarer Bent Isager-Nielsen.
Han og kollegaerne kunne op gennem 1970’erne og 1980’erne konstatere, at drab i stadig stigende grad blev udført af gerningsmænd, der ikke kendte deres ofre i forvejen.
Det gav politiet udfordringer, for hvor det ofte havde været en lokal gerningsmand, skulle en morder nu sommetider findes mange kilometer væk fra ofret og nogle gange helt uden, at offer og gerningsmand havde mødt hinanden tidligere.
Der var derfor behov for nye teknikker, nye afhøringsmetoder og mere stringente måder at vurdere en gerningsmands adfærd på. Bent Isager-Nielsen selv var på flere studieophold i blandt andet USA, hvor han søgte inspiration i udlandets måder at arbejde med blandt andet DNA.
Han var også med på holdet, den første gang Rigspolitichefens Rejseafdeling brugte DNA-analyse i en sag.
Det var i 1987 under drabssektionens efterforskning af drabet på en ældre kvinde i Aalborg-forstaden Vejgaard.
Den dræbte kvinde blev fundet af sin søn og svigerdatter liggende i sin seng med ansigtet slået til blods. Hun var blevet voldtaget.
- Den gav os nogle udfordringer, fordi det hurtigt stod klart, at hun ingen fjender havde, og gerningsmanden formentlig var en tilfældig.
På liget af den ældre dame fandt politiet sæd fra gerningsmanden. Selvom DNA endnu ikke var en del af politiets efterforskningsmuligheder, vidste Bent Isager-Nielsen, at sæd er noget af det reneste DNA, der findes. Han fik derfor retsmedicinere til at hjælpe Rejseholdet med at sikre DNA’en fra den dræbte kvinde.
Selve analysen måtte laves i England, der i 1987 var længere fremme i brugen af DNA i efterforskninger. Briterne kvitterede med at sende en perfekt DNA-profil tilbage.
Da gerningsmanden senere blev anholdt, var der match. At DNA-sporet i sidste ende ikke blev brugt under retssagen mod drabsmanden, der blev dømt skyldig, betød ikke så meget, for grundstenen til det videre DNA-arbejde var lagt.
For Bent Isager-Nielsen og resten af Rejseholdet åbnede det en helt ny verden af muligheder.
- Det her med DNA, det blev jo helt, helt fantastisk, hvis vi kunne begynde at bruge det i efterforskninger. For uden DNA kan det i mange sager være vanskeligt at bevise en sammenhæng mellem et offer og en helt tilfældig gerningsmand, som det var tilfældet i Vejgaard.
Der skulle dog gå endnu tre år, før DNA blev indført som bevismateriale i politiets efterforskningsarbejde i Danmark.
Først i 2000 blev et egentligt DNA-profilregister etableret. Bag det stod en række forskere, men også ledende politifolk og Rejseholdet, der i flere år havde argumenteret for, at et register af den type ville være til stor hjælp i efterforskningen af ikke mindst drabssager. Bent Isager-Nielsen var en af dem. Siden da er antallet af DNA-undersøgelser eksploderet.
Ulempen ved en DNA-undersøgelse er, at det ofte tager dage, før den er færdig.
I Ringsted i 2003 betød det, at Rejseholdet og de lokale efterforskere måtte vente på resultatet fra DNA-sektionen. Imens fortsatte jagten på Mia Teglgaard Sprottes drabsmand.
Men de stødte hurtigt på problemer.
Brok og underbemanding presser efterforskningen
Interessen var helt vild
Fordi der nu var tale om en drabsefterforskning, blev det endnu mere presserende med så mange efterforskere i Ringsted som muligt. Henvendelserne fra offentligheden strømmede ind, og det var umuligt for Rejseholdets få folk og de lokale betjente, der arbejdede med sagen, at nå at gennemlæse dem alle lige grundigt.
Samtidig var der massiv interesse fra medier i hele landet, og journalisterne pressede på for interviews.
- Jeg kan næsten ikke huske, jeg har set så mange journalister ved en drabssag før. Det var helt vildt, siger Tom Christensen, når han husker tilbage på den store gruppe af fotografer og journalister, der stod ved boldbanerne og foran politigården i Ringsted.
Han erindrer tydeligt, hvordan frustrationerne på politistationen i Ringsted voksede. Det lå ikke til hverken ham eller hans kollegaer at gøre noget halvt, og det gik ham på, at der ikke blev fulgt op på de mange henvendelser fra hjælpsomme borgere.
Til sidst gik blandt andet efterforskningslederen fra Rejseholdet og politimesteren i Ringsted til pressen:
- Der er sket det nu, som vi i sin tid advarede imod, at vi mangler den nødvendige fleksibilitet. Før kunne vi have mødt med 12 til 15 garvede drabsefterforskere samme dag, som vi blev tilkaldt. Nu kan vi kun stille med tre til fire af slagsen, sagde Rejseholdets Poul Andersen til Politiken.
Han blev bakket op af Ringsteds kriminalinspektør, der direkte adspurgt af TV 2s journalist ikke kunne udelukke, at manglen på personale kunne have givet gerningsmanden et forspring.
Svaret fra daværende rigspolitichef Torsten Hesselbjerg var en klar opfordring:
- I denne her sag er der noget, som er gået galt, og det må vi så se på, men det undrer mig, at disse folk udtaler sig gennem pressen. De ved godt, hvor de skal henvende sig, sagde Torsten Hesselbjerg til Politiken.
Til gengæld kom der nu assistance til Ringsted og Benløse.
Ikke de gamle Rejseholds-folk som Tom Christensen og Poul Andersen havde håbet, men 21 primært unge folk fra blandt andet Udlændingeafdelingen, Bagmandspolitiet og betjente fra Aktionsstyrken. Ingen af dem havde særlige erfaringer med drabsefterforskning, men det lagde nu alligevel en dæmper på kritikken.
Desuden fik Rejseholdet hjælp fra en af deres sædvanlige samarbejdspartnere: pressen.
Venner med pressen
Indtil midten af 1980'erne var Rejseafdelingen ikke opdelt i specialistsektioner - det skete først i 1984. Men derfra var særligt drabssektionen ofte genstand for en del opmærksomhed fra den danske presse.
Kriminalstoffet blev dækket oftere og mere fyldestgørende.
- I dag vil alle medier have deres egen vinkel på hver sag, forklarede Bent Isager-Nielsen til TV 2 Nyhederne i 2003, da Mia-sagen var på alle forsider og i alle nyhedsudsendelser.
Ifølge Bent Isager-Nielsen var det lederen af drabssektionen i 1980’erne, Ernst Søndergaard Pedersen, der som en af de første forstod værdien af et godt samarbejde med pressen i drabssager.
For eksempel da den kun seksårige Joachim Gisle Larsson fra Randers blev dræbt i 1986. Han blev myrdet på sin første tur alene til bageren.
Dengang ledte efterforskere fra Rejseholdet og det lokale politi i Randers i over et år forgæves efter en bestemt knallert. En knallert med to forskellige typer dæk, som gerningsmanden havde kørt på.
Da Rejseholdet gav interview om sagen, undlod de bevidst at nævne knallerten med de specielle dækaftryk, af frygt for at gerningsmanden ville skille sig af med knallerten eller dækkene og dermed fjerne beviser.
Efter mange måneder besluttede Bent Isager-Nielsen og hans kollegaer alligevel at gå i pressen med en efterlysning af knallerten. Allerede dagen efter ringede en mand til politiet og fortalte, at sådan en knallert havde han haft og solgt videre.
- Det blev det store gennembrud i den sag, og bagefter kunne vi jo sagtens sige, at "det skulle vi bare have gjort fra start af", men det er altid let at være bagklog, fortæller Bent Isager-Nielsen, der sammen med en kollega fra Randers var med til at færdiggøre sagen, som endte med livsvarigt fængsel til drabsmanden.
Siden har erfaringen fra netop den sag skærpet hans fokus på, hvornår politiet giver oplysninger pressen. Nu forstår han om nogen, hvordan medierne er talerør til offentligheden og dermed de gode tips.
Drabet på Mia var ingen undtagelse.
Kniven og nylonsnoren
I 2003 gik politiet til pressen allerede dagen efter Mia Teglgaard Sprottes lig blev fundet.
Både i landsdækkende og lokale medier tonede Poul Andersen og den lokale kriminalinspektør frem med billeder af den særlige Mærsk-lommekniv, spaden, der blev fundet nær liget, og nylonsnoren.
Befolkningen fulgte opfordringen. Alene i den første uge af efterforskningen modtog politiet 750 henvendelser i sagen.
En af henvendelserne kom fra en far, der dukkede op på stationen i Ringsted med sin 12-årige søn. De fortalte, at spaden var blevet taget fra skolen, hvor sønnen havde bygget en hule sammen med sine venner nær boldbanerne. Den røde schweizerkniv stammede også fra hulen.
Den 12-årige dreng og hans venner havde intet havde at gøre med drabet på Mia. Men efterforskerne kunne konstatere, at gerningsmanden formentlig kom i området og kendte til drengenes spade og hulen, der ikke lige var til at få øje på fra de nærliggende stier.
- Det bekræfter os vel i, at vi er i lokalområdet, og nu viser det sig så, at gerningsmanden enten har fundet drengenes hule eller har kendt til den, sagde efterforskningsleder Poul Andersen til TV 2 Nyhederne.
Med andre ord arbejdede alle nu ud fra en teori om, at gerningsmanden meget vel kunne være lokal. Og snart stod det klart, at der blandt de mange andre henvendelser på politistationen i Ringsted faktisk var flere vidner, der måske havde set gerningsmanden ved boldbanerne den aften, han slog Mia ihjel.
Desværre havde Rejseholdet ikke et konkret navn at gå efter.
Men det skulle snart ændre sig.
Den unge lyshårede mand på den gule mountainbike
Tre af de tip, som strømmede ind hos Ringsted Politi og Rejseholdet, handlede om den samme mand. Det vidste efterforskerne dog ikke endnu.
Det ene kom fra en tyrkisk kvinde, der samme aften, som Mia forsvandt, så en ung mand på cykel køre i retning af det sted, hvor Mias lig senere blev fundet ved boldbanerne. Godt halvanden time senere så den tyrkiske kvinde manden komme cyklende tilbage igen.
Hun forklarede, at der var tale om en ung, pæn, dansk mand på omkring 20 år. Han cyklede på en gul mountainbike og var iført sort tøj.
Det signalement stemte overens med et andet tip. Det kom fra en mand i 30’erne, der sammen med sin familie havde luftet sin hund nær boldbanerne den samme aften.
Han forklarede efterforskerne, at han havde haft et mindre skænderi med en ung, pæn, dansk og lyshåret mand ved boldbanerne. Den unge mand var kommet ud fra et krat og havde skældt manden ud for at lufte sin hund uden snor.
Det tredje tip kom fra en bekendt til den lokale kriminalinspektør. Vedkommende havde fortalt kriminalinspektøren om en samtale, han havde haft med en kvinde, der havde undret sig over sin søns opførsel den aften, Mia forsvandt.
- Hendes voksne søn var kommet hjem og havde vasket alt det tøj, han havde på. Det var underligt, syntes moderen, for sønnen rørte normalt aldrig vaskemaskinen, husker Tom Christensen.
Tom Christensen og hans kollegaer besluttede, at en af efterforskerne fra Rejseholdet skulle opsøge den unge mand.
En pæn, ung mand eller en drabsmand?
Den unge mand var kok på en lokal café, Café Guldbrand, der lå tæt ved politistationen i Ringsted.
Han hilste velvilligt på Rejseholdets efterforsker, der trådte ind i caféen søndag den 6. juli 2003. Og han var virkelig en pæn, ung mand: 22 år med kort mellemblond hår, brune øjne og skægstubbe.
Efterforskeren fra Rejseholdet forklarede, at han skulle tale med alle, der boede i kvarteret nær gerningsstedet. At der var en mistanke til den unge mand, holdt han for sig selv.
Den unge mands brune øjne var rolige og koncentrerede, da han forklarede, at han ganske rigtigt havde været ude at cykle den aften, hvor Mia forsvandt. Men han havde cyklet i den modsatte retning af gerningsstedet.
Han tilføjede selv, at han var styrtet på cyklen undervejs og derfor havde været hjemme og vaske sit tøj og skifte til noget rent.
I det hele taget virkede den unge mand meddelsom og troværdig. Efterforskeren takkede den unge mand for hjælpen og tog tilbage til Ringsted Politistation, hvor han og hans kollegaer blev enige om, at der ikke var grund til at anholde kokken ud fra det, de nu vidste om ham.
Efterforskeren noterede dog i sin rapport, at den 22-årige mand kørte på en gul mountainbike og bar sort tøj den aften, hvor Mia forsvandt.
Rapporten blev lagt til side, men hverken Tom Christensen eller hans kollegaer glemte kokken, der stadig var mistænkt i sagen.
Rejseholdet havde ikke noget bevis, der kunne kæde ham sammen med drabet, men det fik de kort efter.
Stærke venskaber og savnet til familien
I to uger havde Rejseholdets mænd arbejdet uafbrudt.
- Vi arbejdede næsten i døgndrift, husker Tom Christensen, der dog måtte køre turen fra Ringsted til Korsør, når søvnbehovet slørede hjernen.
Rejseholdet havde indlogeret sig på Musholm, der med udsigt til Storebæltsbroen og langstrakte morænebakker var og stadig er et populært feriecenter. Drabsefterforskerne havde dog ikke meget tid til at nyde hverken udsigt eller faciliteter. Tiden gik med at tale om sagen.
De vidste, at en drabsmand var på fri fod, og som ved alle andre sager tilbragte de de fleste af døgnets timer sammen. Det var et af holdets styrker, mener flere af dem i dag.
- Det var jo et super fedt sammenhold, og det er superfedt at arbejde på den måde. Ikke at kigge på klokken. Ikke at tænke på konen derhjemme. Være sammen i et fagligt fællesskab, husker Bent Isager-Nielsen.
- Der var en rigtig fin forside ved Rejseholdet. Men der var bestemt også en bagside.
Bent Isager-Nielsen husker, hvordan han og kollegaerne fra afdelingen var væk fra deres familier fra mandag til fredag og til tider længere.
Det var ikke omkostningsfrit, og det var ikke alle familier, der holdt. Der findes familier – og ikke mindst børn – i de tidligere rejseholdsfamilier, der ikke ser tilbage på afdelingen med samme kærlighed og beundring som efterforskerne selv. Bent Isager-Nielsen har set dygtige politifolk forlade Rejseholdet, fordi familielivet led under deres fravær.
- Mit ægteskab overlevede, men det er ikke på grund af Rejseholdet. Det er nok nærmere på trods af - og fordi min kone og datter trods mange personlige omkostninger har holdt ud, siger Bent Isager-Nielsen, mens han konstaterer, at den måde at arbejde på formentlig ikke ville være gået i dag.
- Gudskelov, tilføjer han.
For efterforskerne i Mia-sagen gik der godt 14 dage efter drabet, før der kom et afgørende svar fra Retsmedicinsk institut.
Opløftende melding på Ørbæk Marked
Tom Christensen var for første gang under efterforskningen taget hjem på weekend. Han gik rundt på Ørbæk Marked, da hans telefon ringede, og hans chef gav ham meldingen om resultatet fra retsmedicinsk institut.
Det kondom, der var blevet fundet ved graven, havde Mias DNA på ydersiden og en fuldstændig DNA-profil af gerningsmanden indeni.
Men manden var ukendt i politiets systemer, så det var op til Rejseholdet og det lokale politi at finde frem til ham.
- Vi havde jo hele tiden ventet på det DNA-resultat og vidste, at når det kom, så ville vi være det tættere på Mias drabsmand, husker Tom Christensen, der forlod det hyggelige marked og igen satte kurs mod Benløse i sin Peugeot.
Det var tid til at opsøge en bestemt ung og pæn mand igen.
24 timers ventetid
Steffen Kristensen fulgte frivilligt med, da Tom Christensen fra Rejseholdet spurgte, om han ville med på Rigshospitalet, hvor Retsmedicinsk Institut lå, for at få taget en blodprøve.
Helt ekstraordinært havde Rejseholdet aftalt med en lektor på Retsgenetisk Institut, at hun kunne tage blodprøven og ville have resultatet klar inden for 24 timer. Selv i dag hører det til sjældenhederne, at et DNA-resultat kommer så hurtigt, da det er en kompliceret proces.
Efter lektoren havde taget blodprøven, kørte en kollega og Tom Christensen den unge mand tilbage til Ringsted.
På køreturen frem og tilbage til København sludrede de om alt lige fra livet i Ringsted til uddannelse. Steffen Kristensen spurgte interesseret, hvor langt politiet var i efterforskningen af sagen. Han fik et vævende svar, men Tom Christensen bed mærke i den unge mands spørgsmål. Var det morderen selv, der spurgte?
Da bilen ankom til Ringsted, kunne Steffen Kristensen hurtigt sande, at de to flinke politifolk vidste langt mere, end de havde delt med ham. Han blev taget med til afhøring på politistationen.
Tom Christensen er en af de politifolk i Danmark, der har fået flest drabsmænd til at tilstå, og han ved, hvor vigtigt det er at opbygge et tillidsforhold til de potentielle gerningsmænd på den anden side af bordet.
Han følte sig overbevist om, at han sad over for Mias morder. Men han vidste, at han havde brug for et konkret bevis for at få mere ud af manden. Han sendte en tanke til det ransagningshold, der netop i de timer var ved at gennemsøge Steffen Kristensens værelse i Benløseparken.
Mens Steffen Kristensen sad til afhøring hos Tom Christensen på Ringsted politistation, var et ti mand stort ransagningshold rykket ind i hans hjem.
Hans værelse lå ikke mange hundrede meter fra det hjem, som Mia aldrig var vendt tilbage til 14 dage tidligere.
På Steffen Kristensens værelse fandt de en række pornografiske fotos, hvor der var sat billeder af helt unge piger ved siden af. Billederne af de små piger var klippet ud fra kataloger.
Derudover fandt holdet også en stribe kondomer af mærket Blå Profil. Den samme type som det, der blev fundet ved Mias lig. Pakken var omhyggeligt gemt bag et højttalerkabinet, og i enden af indpakningen var det tydeligt, at der var revet et kondom af. Hvis de to afrevne kanter passede sammen, måtte den indpakning, der var fundet 14 dage tidligere i krattet ved boldbanerne, stamme fra samme pakke.
Det var umuligt at præcis samme afrevne kant kunne stamme fra en anden pakke.
Det var nu op til kriminalteknisk afdeling i København at lave den endelige sammenligning, men Tom Christensen besluttede at bruge ventetiden aktivt.
Et uløseligt puslespil af papirstykker
Resolut hentede Tom Christensen en stak papirer ved kopimaskinen på politistationen.
Da han igen satte sig ned foran Steffen Kristensen, lagde han bunken af papirer foran sig. Han fortalte Steffen Kristensen om den stribe kondomer, som ransagningsholdet netop havde fundet.
Hvorfor var pakken gemt væk, ville efterforskeren vide.
Den unge mand med skægstubbene forklarede, at han ikke ville have, at hans mor fandt dem. Den forklaring gav Tom Christensen ikke meget for. Han ville vise den unge mand, at han var sikker på, at kondomet fra krattet kom fra den pakke, der var fundet på værelset.
Så han rev det øverste stykke papir fra bunken over på midten. Så lænede han sig hen over bordet og gav den ene halvdel af det ødelagte papir til Steffen Kristensen sammen med stakken af hele papirer.
- Prøv engang at rive de hele ark papir over, der ligger foran dig, sagde han til den 22-årige.
- Når du har et halvt stykke, der passer fuldstændig til den afrevne halvdel, jeg lige har givet dig, så er du velkommen til at gå herfra. Så skal vi aldrig tale sammen mere.
Den 22-årige gik straks i gang med at rive arkene over et ad gangen.
Efter 10 forsøg gav han op.
Tom Christensen kunne mærke, hvordan alvoren langsomt sneg sig ind på den unge mand foran ham. De var tæt på.
Klokken kvart over seks ringede kriminalteknisk afdeling til politistationen i Ringsted.
- Bingo, sagde en af Tom Christensens kollegaer, da han fik røret.
- Vi har ikke haft den i mikroskop endnu, men teknisk afdeling siger, den er god nok.
På striben af kondomer fra højtalerkabinettet var logoet revet over. Det passede sammen med den anden halvdel på den indpakning, der blev fundet ved graven nær boldbanerne. Pakken fundet tæt ved gerningsstedet havde siddet på den stribe kondomer, som blev fundet på Steffen Kristensens værelse.
Først nu blev Steffen Kristensen anholdt og sigtet for drabet.
Tom Christensen og hans kollegaer tog en kort pause, inden de igen satte sig sammen med den unge mand.
Nu fortalte han en anden historie.
Opløst i gråd
Tårerne trillede fra de brune øjne og ned over skægstubbene.
Steffen Kristensen fortalte opløst i gråd, hvordan han havde gravet et hul inde i krattet med en spade den fredag aften i juni. Mere fik efterforskerne ikke at vide den aften.
Dagen efter kunne de borgere og journalister, der var mødt op i retten, chokerede lytte med, da en tynget Steffen Kristensen erkendte, at det var ham, der dræbte Mia Teglgaard Sprotte godt to uger tidligere. Samtidig indrømmede han, at han havde voldtaget den 12-årige pige, efter han havde slået hende ihjel.
Hans motiv rystede selv erfarne efterforskere.
På jagt efter en lille pige
Gerningsmanden forklarede i retten, at han flere dage før mordet havde planlagt at voldtage en lille pige. Derfor havde han haft både gaffa-tape og den grønne snor med sig, når han kørte rundt i kvarteret på sin gule mountainbike.
Han forklarede, at han også havde anskaffet sig en elefanthue, men han havde glemt den den aften, da han mødte Mia.
En forglemmelse, der var med til at koste den lille pige livet.
Både under en rekonstruktion foretaget af Rejseholdet og under retssagen forklarede Steffen Kristensen, hvordan han havde lagt en arm om halsen på den 10 år yngre pige og trukket hende ind i buskadset, da hun kom cyklende.
Men den lille pige genkendte ham tilsyneladende, og råbte hans navn, da de faldt ind i busken. Det fik Steffen Kristensen til at gå i panik og tage kvælertag på hende.
Da Mia ikke døde af det, lagde Steffen Kristensen den grønne snor om halsen på hende og strammede til.
- Jeg var bange for konsekvenserne. Jeg ved ikke, hvorfor det slog klik for mig, sagde Steffen Kristensen under retssagen.
- Jeg foragter mig selv, for hvad jeg har gjort. Det er ikke ligefrem noget, jeg er stolt af, sagde Steffen Kristensen ifølge Ekstra Bladet.
Tom Christensen fra Rejseholdet var med i retten, da dommen blev afsagt. Men det var med blandede følelser, at han hørte dommeren læse straffen op.
Den eneste rigtige straf
Den 23. april 2004 fik Steffen Kristensen lovens strengeste straf, da domsmandsretten i Ringsted på blot et kvarter enstemmigt idømte den 22-årige drabsmand forvaring på ubestemt tid for planlægning af voldtægt af en mindreårig, manddrab og usømmelig omgang med lig.
Tom Christensen havde fra sin plads i retssalen regnet med livstid til den unge mand. En dom, der stod mål med alvoren og brutaliteten, syntes han, og han tænkte efterfølgende en del over straffen.
I dag ser han anderledes på dommen. For efter utallige afhøringer af Steffen Kristensen efter hans tilståelse den sommerdag i Ringsted, står det klart for den gamle rejseholdsmand, at den 22-årige gerningsmand havde brug for hjælp.
- En forvaringsdom er den eneste rigtige måde at straffe Steffen Kristensen på, fordi han så kunne få den professionelle hjælp, han havde brug for.
Steffen Kristensen afsoner forsat sin straf i Anstalten ved Herstedvester og blev i 2011 gift i fængslet med en kvinde, der også afsoner en dom for drab.
Mia-sagen blev en af Rejseholdets sidste store drabssager. Blot tre år efter Steffen Kristensen blev dømt, trådte den nye politireform i kraft og ændrede en stor del af dansk politi.
En ny politireform – en ny hverdag
Den 1. januar 2007 blev de sidste rester af drabssektionen flyttet fra Kriminalteknisk Center, så de også hørte under Nationalt Efterforsknings Center, der også er kendt som NEC. De 12 nye politikredse skulle nu selv efterforske drabssager – og der var ikke længere et rejsehold at bede om assistance fra i drabssager.
For Tom Christensen betød det kort efter et farvel til dansk politi. Han gik i stedet på pension. I dag kan han godt se, at beslutningen om at lukke Rejseholdet var den rigtige, fordi landets politikredse efter reformen blev mere selvbærende.
- Men fællesskabet i Rejseholdet – det savner jeg stadigvæk, siger han.
Bent Isager-Nielsen er fortsat ansat i dansk politi og har siden tiden i Rejseholdet haft adskillige chefstillinger i dansk politi.
Også han ser i dag mere nuanceret på lukningen, der ifølge ham både havde fordele og ulemper.
- For mig at se var det fornuftigt at lave en omorganisering af dansk politi, men der gik noget tabt. Vi fik skyllet rigtig meget af barnet ud med badevandet i forbindelse med politireformen. Vi mistede rigtig meget ekspertise, siger han og understreger, at den ekspertise nu så småt er ved at være genskabt i de enkelte kredse, der selv står for efterforskningen af drabssager.
- Men var det rigtig eller forkert at nedlægge Rejseholdet? Det er svært at sige.
I årene efter 2007 arbejdede et lille såkaldt Rejsehold med særlige opgaver inden for den organiserede kriminalitet – og ofte i samarbejde med Europol. Men i slutningen af 2016 forsvandt navnet Rejseholdet endegyldigt ud af dansk politi.
Dette var fortællingen om den forsvundne Mia Teglgaard Sprotte, Rejseholdets sidste store sag. Fire af enhedens største drabssager genfortælles af efterforskerne selv i dokumentar-serien 'Rejseholdet – jagten på en morder'.
Dokumentar-serien har premiere torsdag den 11. januar kl. 20.00 på TV 2.