I 17 måneder var kvinde meldt savnet - en mergelgrav gemte på sandheden
Dette er historien om drabet på 36-årige Anita Larsen. Det kunne have været den perfekte forbrydelse, men så begik drabsmanden to altafgørende fejl.
Artiklen er genudgivet i forbindelse med genudsendelsen af dokumentarserien 'Rejseholdet - Jagten på en morder', der sendes på TV 2 torsdag aften kl. 22.45 den 5., 12., 19. og 26. juli. Alle udsendelserne kan også ses nu på TV 2 PLAY.
Han vidste ikke, at han sad med et drab i hænderne, da han åbnede den brune mappe en vinterdag i 2003.
Et par blå øjne kiggede op på ham under det lyse, pjuskede hår. Hun havde et skævt smil på fotografiet. Anita Larsen hed hun. 36 år og forsvundet på syttende måned.
Der var noget særligt ved hendes sag. Det kunne han mærke, som han læste den igennem. Der lå ellers ni andre sager foran den erfarne efterforsker Kurt Kragh fra Rejseholdet.
Ud af alle uopklarede forsvindingssager fra Danmark skulle han vælge én at efterforske. Én, som ikke var en sag, hvor en dansker havde valgt at rejse uden et ord og begynde sit liv andetsteds. Han skulle vælge den, hvor han troede, der lå en forbrydelse bag.
Kurt Kragh læste side efter side i Anita Larsens sagsmappe. Politiet havde ledt grundigt efter hende, da hun forsvandt tilbage i 2002, men det var aldrig lykkedes at finde hende.
Han genkendte den sitrende følelse, han sad med.
Der var noget, der ikke passede. Noget, der ikke føltes rigtigt. Dybest set troede han ikke på, at en kvinde som Anita Larsen – mor, søster, moster og elsket af sin familie – kunne finde på at forlade sine nærmeste uden et ord. Uden et farvel.
Kurt Kragh lukkede rapporten for en stund og mærkede efter. Han skubbede de ni andre sager væk.
Så åbnede han rapporten igen og så på billedet af den smilende kvinde, mens han overvejede sit næste træk.
Anita Larsen. 36 år og sporløst forsvundet. Hvor var hun?
Denne historie er en del af dokumentar-serien 'Rejseholdet - Jagten på en morder', der stiller skarpt på fire af den nu lukkede specialenheds store sager. Dokumentaren sendes torsdag kl. 20.00 på TV 2, men kan ses allerede nu på TV 2 PLAY.
Anitas sidste dag
Næsten halvandet år før Kurt Kragh sad ved skrivebordet med bunken af sager om forsvundne danskere foran sig, var Anita Larsens liv ved at rinde ud.
Det var august 2002. Det havde været en jævn sommer. Ikke for varm, ikke for kold. Men da sommeren gik på hæld, og juli blev til august, skiftede luften til varm og sommerlig.
Men 36-årige Anita Larsen bemærkede det næppe. Den spinkle, blonde kvinde havde store problemer og kun én løsning, der som regel lå i bunden af en flaske.
Hun var den yngste ud af otte søskende, og fremtiden tegnede ellers lys, da hun som 18-årig flyttede til Sønderborg for at være tæt på sin storesøster Birgit og for at udfordre det liv, der bare lå og fristede foran hende.
Men Anita Larsen havde en brist. Hun stolede blindt på, at alle mennesker altid ville hende det bedste.
Derfor gik det hurtigt galt. Som 20-årig mødte Anita Larsen den forkerte mand og endte i dårligt selskab. Derefter fulgte 16 år med druk, stoffer og brudte løfter. Hun stak jævnligt af og boede hos venner og bekendte i andre byer uden at give besked til sin familie.
Som 36-årig var hun alkoholiker og hashmisbruger. Hun havde en datter, hun ikke så, og hendes mor var lige død.
Anita Larsen kunne ikke længere overskue sit liv. Hun skændtes med sin samlever og forsvandt ud af døren.
Dagen efter – den dag, hvor moderen skulle begraves – fandt samleveren hende i en skurvogn, hvor en stor del af det sønderjyske misbrugsmiljø holdt til. Hun var så omtåget af alkohol og stoffer, at han opgav at få hende med til begravelsen.
Det var sidste gang, han så hende i live. Samme nat forsvandt Anita Larsen sporløst.
Følgende afsnit er baseret på politiets omfattende afhøringer af gerningsmanden samt de tekniske beviser fra sagen om Anita Larsen. Vi skal advare om, at afsnittet indeholder stærke beskrivelser af et drab.
Ølflaskerne flød over hele sofabordet, da de kom op at skændes den aften i august 2002. Hun råbte. Det samme gjorde han. De havde skændtes før, men aldrig som denne gang.
Pludselig stod de på badeværelset. Han greb efter hendes spinkle hals og klemte til. Alt hvad han kunne.
Han kanaliserede al sin vrede lige dér og kvalte hende langsomt, indtil han mærkede, at hun blev slap mellem hans fingre. Så gav han hende et skub. Hendes krop svævede et nanosekund gennem luften, inden hendes hoved ramte håndvasken med en dump lyd, og hun gled livløs ned på gulvet.
Hun trak sine sidste åndedrag på badeværelsesgulvet, men hendes drabsmand var ikke færdig. Han skilte læberne og bøjede sig ned over hende.
Noget stemte ikke
Kurt Kragh læste rapporten om den forsvundne Anita Larsen flere gange, inden han besluttede sig for, at det var denne, han ville se nærmere på.
Hans mangeårige erfaring sagde ham, at den her kvinde ikke var forsvundet frivilligt.
Der var noget, som ikke stemte i historien – selvom vidner fortalte noget andet.
- I sagen om Anita Larsen var der en hel del vidner, der påstod, at de havde set hende efter det tidspunkt, hun var blevet meldt savnet. Hun skulle være blevet set på et værtshus, til et kræmmermarked og sågar også set tomle, men jeg valgte at se bort fra vidnerne og begynde forfra, husker Kurt Kragh.
Kurt Kragh ignorerede rapporterne fra vidner, der måske havde set hende i perioden, efter hun forsvandt, og fokuserede i stedet på den person, der med sikkerhed var den sidste, der havde set hende i live.
Det var den 35-årige mand, som Anita Larsen var gået hjem med under drukgildet den dag, hun havde været for påvirket til at deltage i sin mors begravelse.
- Vi vidste, at Anita tog med en mand hjem til hans hus i Kværs den aften, hun forsvandt. Han forklarede efterfølgende, at Anita tog afsted næste dag, men ingen havde med sikkerhed set hende siden, siger Kurt Kragh.
- Vi ved af erfaring, at gerningsmænd i 90 procent af tilfældene har haft en relation til ofret, og derfor var manden, hun tog hjem med, nærliggende at starte med.
Kurt Kragh pakkede bilen og satte kurs mod det sted i byen Kværs, hvor han ville starte sin efterforskning.
Det var tidlig morgen den 2. august 2002. Anita Larsen levede ikke mere. Hendes krop lå stivnet i den samme position, som hun var landet i på badeværelsesgulvet i det lille hus.
Hun var ikke alene. Hendes drabsmand stod ved siden af. Både hans vrede og alkoholen var fordampet, og det var langsomt ved at gå op for ham, hvad han havde gjort. Dernæst ramte tanken ham: Han blev nødt til at skille sig af med liget, hvis han skulle slippe godt fra forbrydelsen.
Fra tanken ramte ham, kunne han ikke tænke på andet. Hvad skulle han gøre? Han overvejede sine muligheder, mens han vandrede rundt i huset. Mørket slap sit tag i natten, inden han havde udtænkt en plan.
Drabsmanden gik tilbage på badeværelset, hvor Anita Larsen stadig lå. Han tog fat i hendes arme og trak hende gennem huset og ud af hoveddøren.
Skjulestedet
Solen var på vej op, da drabsmanden slæbte Anita Larsen til det sted, hvor han ville skjule både hende og den forbrydelse, han netop havde begået.
Han gjorde holdt for enden af marken. Lige der, hvor brakjorden blev afløst af en stribe høje træer og buske. Her slap han liget og gik tilbage til huset.
Han manglede endnu at gøre én ting for at sikre, at hun aldrig ville blive fundet. I huset hentede han reb og tre tunge fliser, som han tog med sig.
Tilbage ved liget surrede han de tre fliser fast til Anita Larsens torso, inden han trillede hende ud over kanten og lod hende dumpe ned i det mørke vand for enden af skrænten.
Drabsmanden vidste ikke, at han netop havde begået to alvorlige fejl i sit forsøg på at skjule forbrydelsen.
Da Kurt Kragh genåbnede sagen med Anita Larsen, fortalte hans erfaring ham, at han næppe ville finde hende i live, men efterforskeren håbede, at han i stedet kunne give hendes familie vished om hendes skæbne.
Derfor tog han tilbage til det sted, hvor hun sidst var set i live i begyndelsen af august 2002 – til huset i Kværs, hvor hun havde overnattet hos en 35-årig mand.
Den 35-årige boede ikke længere i det lille hus, men Kurt Kragh tog alligevel derud. Han lod sine øjne gå på jagt i det grønne område omkring det lille hus, inden han trådte indenfor. Skridt for skridt gennemsøgte han huset, mens han brugte sin mangeårige erfaring om drab og gerningsmænd.
- Når jeg vurderer en ny sag, tænker jeg altid, hvordan en gerningsmand ville tænke før, under og efter drabet. Hvis det var mig, der havde slået Anita Larsen ihjel, hvordan ville jeg så skaffe mig af med liget, spørger Kurt Kragh.
Han gennemsøgte huset og tænkte mulighederne igennem – akkurat som Anita Larsens drabsmand havde gjort 17 måneder tidligere. Hvor ville være det oplagte sted at skille sig af med liget?
Udenfor huset – gennem nogle buske og træer – kunne Kurt Kragh ane vandspejlet i en gammel udgravning: En mergelgrav.
- Jeg tænkte, at hvis det var mig, der havde slået Anita Larsen ihjel, ville det være oplagt at anbringe liget i mergelgraven. Fra jeg fik den tanke, var der kun én ting at gøre – og det var at få mergelgraven tømt, siger Kurt Kragh.
Som sagt, så gjort. Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt, og mandskabet begyndte at pumpe det stillestående vand op fra mergelgraven. Et kvarter efter dukkede en genstand op i vandspejlet.
- Jeg husker, at jeg stod på bredden med en kollega. Han sagde, ”Kurt, jeg kan sgu se en fod”. Jeg kan huske, hvordan nakkehårene rejste sig, siger Kurt Kragh.
- Så stoppede vi alt og ringede efter retsmedicineren. Vi skulle sikre spor. På det tidspunkt vidste vi ikke, om det var Anita Larsen, vi havde fundet, eller om der var tale om en anden person, siger Kurt Kragh.
Men da liget af den spinkle kvinde blev løftet op fra mergelgraven og efterfølgende obduceret, kunne det afsløre langt mere end blot hendes identitet – det kunne også afsløre hendes drabsmand.
Er det virkelig Anita?
Liget, der blev hevet op af mergelgravens dyb en kold vintermorgen i 2004, var overraskende velbevaret.
Det iltfattige vand i den plumrede sø havde forhindret kroppen i at gå i opløsning, og lige så forsigtigt som arkæologer visker fortidens støv bort fra oldtidens skatte, sørgede retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen for, at mudderet blev visket bort fra kvindens legeme, og at ingen spor gik tabt.
Da liget var gravet fri af mergelgravens dyb, var det tydeligt, at der var tale om liget af en spinkel kvinde, der stadig var iført alt sit tøj, men fordi liget havde ligget så længe i vand, var det umuligt at se, om der var tale om Anita Larsen.
Derfor lavede en tandlæge en identifikation ud fra hendes tandkort.
Resultatet kom tilbage. Det var Anita Larsen.
- Det var et enormt gennembrud i sagen. Nu vidste vi, hvem kvinden var. Nu skulle vi bare finde dødsårsagen og hendes morder, siger Kurt Kragh.
Retsmedicineren undersøgte hendes lig centimeter for centimeter. Der var ingen ydre tegn på vold, men da han obducerede liget, var der ingen tvivl. Hun var blevet kvalt.
- Jeg kunne se, at det ene horn på tungebenet var brækket. Hvis man klemmer så hårdt om halsen, at brusken knækker, så er man klar over, at personen kan dø af det, siger retsobducent Jørgen Lange Thomsen, der helt rutinemæssigt undersøgte resten af kroppen for skader og spor og fik sig en stor overraskelse.
På ligets bryster så han noget, han aldrig havde set før, og en makaber tanke slog ned i ham.
Han greb sin lup og så nærmere efter. Jo, den var god nok.
Så tog han tre lange skridt hen mod telefonen og ringede til Kurt Kragh og sagde en sætning, han aldrig havde sagt før i sin lange karriere.
Da liget af Anita Larsen dukkede op fra mergelgravens dyb, gik jagten ind på hendes morder: Den mand, hun var taget hjem med, den aften hun forsvandt.
Han boede ikke længere i det lille hus i Kværs, men politiet fandt ham kort efter hos hans nye kæreste.
- Vi ved, at gerningsmænd, der gør sig den umage, at de skjuler liget, ofte har en relation til ofret, siger Kurt Kragh.
Hvis efterforskerne kender drabsofferets identitet, kan det altså føre dem direkte på sporet af gerningsmanden.
- Det ønsker gerningsmanden ikke, og derfor forsøger han at sikre, at liget aldrig bliver fundet, siger Kurt Kragh, der efter identifikationen hev den 35-årige tidligere fodermester ind til afhøring.
Han var kendt af politiet for at have lavet nogle mindre lovovertrædelser, men aldrig noget alvorligt.
Nu begyndte kampen over afhøringsbordet om at få en tilståelse frem. Den kom delvist efter nogle timer.
Den 35-årige fortalte, at Anita Larsen og han havde haft et skænderi den aften, og at hun var faldet og havde slået hovedet i håndvasken. Hun var død, men han vidste ikke hvordan.
- Men det var ikke nok. Vi blev nødt til at have nogle beviser, hvis han senere trak sin tilståelse tilbage. Samtidig passede hans forklaring om, at han ikke havde dræbt hende med vilje, ikke med de faktiske fund på liget, der jo viste, at hun var blevet kvalt, siger Kurt Kragh.
Men så ringede telefonen. Det var retsobducenten Jørgen Lange Thomsen, og han sagde en sætning, som Kurt Kragh aldrig vil glemme:
- Han sagde: "Jeg tror sgu, at drabsmanden har bidt hendes brystvorter af", husker Kurt Kragh, der straks sørgede for at rekvirere den 35-åriges tandkort, som blev sammenlignet med bidemærket i Anita Larsens bryst.
Der var et match.
Den 35-årige begik to fejl, da han dræbte Anita Larsen, og han blev fældet af dem begge.
Selvom mergelgraven virkede som det ideelle skjulested at efterlade et lig, så var det næsten det værste sted, han kunne vælge. For liget gik ikke i forrådnelse og forsvandt. Det blev tværtimod bevaret, fordi iltindholdet i vandet var så lavt.
Da den 35-årige bed Anita Larsens brystvorte af efter drabet, satte han et mærke på hende, som ikke var visket ud selv 17 måneder efter.
Begge dele blev fældende beviser, da dommen skulle afsiges.
Sagen, han aldrig glemmer
Gerningsmanden blev dømt for drab og usømmelig omgang med lig. Det kostede ham 12 års fængsel.
Han har i dag afsonet sin dom og lever et nyt liv med sin familie.
For Anita Larsens familie betød dommen, at de fik vished om, hvad der var hændt hende, selvom sandheden om hendes sidste timer var svær at bære.
For efterforskeren Kurt Kragh, der opklarede sagen, har sagen været én af dem, han aldrig glemmer.
- Den var helt speciel. Både fordi det var tæt på at være den perfekte forbrydelse, men også fordi den havde det her makabre element med drabsmanden, der bed brystvorterne af sit offer, siger Kurt Kragh, der var ansat 27 år i Rigspolitiets rejsehold, hvor han var med til at opklare mange svære drabssager.
- Sagen om Anita Larsen er den, jeg er allermest stolt af at have opklaret. Det lykkedes os i Rejseholdet at bevise, at der bag forsvindinger kan ligge den ultimative forbrydelse – nemlig drab. Det betød også, at de ude i kredsene begyndte at tage forsvindingssager mere alvorligt. Flere af dem viste sig at være drabssager, siger Kurt Kragh og tilføjer:
- Min pointe, som sagen om Anita Larsen også understreger, er, at når man efter et år ikke er fundet eller er kommet tilbage, så bør man overveje, om man ikke skulle tage og efterforske de sager bedre.
Han har siden brugt de erfaringer, han fik under drabssagen, flere gange, og det var ikke sidste gang, han satte sig i drabsmandens sted og tænkte som en morder.
- Alt i alt vil jeg sige, at sagen om Anita Larsen er en af dem, jeg vil tænke tilbage på, og som er en utrolig vigtig brik i alt det, jeg har oplevet, slutter han.
Kurt Kragh underviste efterfølgende i mange år på politiskolen og i PET i gerningsmandsprofilering og afhøringsteknikker. I dag er han pensioneret fra politiet, men han bruger stadig sin erfaring og viden, når den efterspørges.
Sagen om Anita Larsen er en del af dokumentar-serien 'Rejseholdet - jagten på en morder'.