Drabet på 6-årig rystede Danmark: Lille pige udpegede drabsmanden
I 1986 rystede drabet på 6-årige Joachim Danmark. Men drabsmanden var kun lige begyndt.
Artiklen er genudgivet i forbindelse med genudsendelsen af dokumentarserien 'Rejseholdet - Jagten på en morder', der sendes på TV 2 torsdag aften kl. 22.45 den 5., 12., 19. og 26. juli. Alle udsendelserne kan også ses nu på TV 2 PLAY.
Den lille dreng med det halvlange, lyse hår og blå gummistøvler traskede smilende henad fortovet på Husarvej mod Elmers Bageri. Det var den 8. november 1986, og klokken havde lige passeret 8.15 om morgenen.
Han havde gået ruten flere gange med sin far, så han vidste præcis, hvor han skulle gå hen.
Drengen hed Joachim Gisle Larsson, og han var seks år gammel. Med sig havde han en pung med 100 kroner og en indkøbsseddel, som han havde fået besked på at give til bagerkonen.
Han vidste ikke, at hans mor som en overraskelse havde tilføjet en hemmelig besked på sedlen.
Han måtte nemlig købe slik for ti kroner, fordi han havde været så dygtig at gå alene til bageren for allerførste gang.
Oppe fra vinduet fulgte moren ham med øjnene. Hun så den lille knægt gå hen ad vejen og forsvinde bag en husfacade, ned mod Garnisonsvej.
Det var sidste gang, hun så ham i live.
Historien om Joachim er en del af dokumentarserien 'Rejseholdet - Jagten på en morder'.
Vi skal på forhånd advare om, at artiklen indeholder stærke beskrivelser af drabssagens detajler.
Da Joachim forsvandt, fulgte hele Danmark med. Det var yderst sjældent, at et barn blev bortført, og sagen blev massivt dækket i pressen, mens politiet, hundepatruljer, helikoptere og frivillige søgte efter den lille dreng i Randers i flere dage. Men han var sporløst forsvundet.
Det eneste spor, politiet havde at gå efter, var pungen med de 100 kroner og en indkøbsseddel, som blev fundet på Garnisonsvej. Lige der, hvor hans mor ikke længere kunne se ham fra sit eget vindue.
Joachim var aldrig nået frem til Elmers Bageri og havde aldrig opdaget den overraskelse, der gemte sig på sedlen.
Drabschef Bent Isager-Nielsen fra Rejseholdet glemmer aldrig sagen om Joachim.
- Sagen her repræsenterede det allerværste, forældre kan forestille sig. Et barn forsvinder. Den fyldte enormt meget for mig, men i det hele taget for os alle i politiet. Vi var jo selv fædre mange af os, så sagen fyldte både professionelt og privat.
Det er et faktum, at chancen for at finde et forsvundet barn i live falder proportionalt med de timer, det er væk. Da timerne blev til dage, uden at drengen blev fundet, vidste drabschefen, at de næppe ville finde den 6-årige Joachim i live.
Bent Isager-Nielsen forsøgte at skubbe tanken væk og i stedet huske på, at der stadig var håb. Alle arbejdede i døgndrift de dage. Joachim skulle findes.
Tre dage efter forsvandt håbet.
I en grantykning nær Fladbro - seks kilometer fra Joachim Gisle Larssons hjem - fandt politiet liget af drengen.
Et voldsomt syn
Den 6-årige dreng lå under nogle grene i grantykningen på fotoet ovenfor. Han havde stadig sine blå gummistøvler på, og et par totter af hans halvlange hår rørte lige kraven på hans blå jakke.
- Det var et meget voldsomt syn, husker politiefterforsker Bent Isager-Nielsen, der sammen med de andre politifolk ankom til stedet kort efter.
Joachim var blevet slået ihjel - dræbt med knivstik og slag.
Jagten på Joachims morder gik i gang med det samme. Men efterforskningen skulle vise sig at blive meget længere end forventet.
Politiet begyndte med at sikre beviser fra gerningsstedet. Teknikerne fandt en række spor - blandt andet et sæt knallertspor i den bløde muld.
Ved siden af dækaftrykkene fandt politiet et fodspor. Sat af en 6-årigs blå gummistøvle.
Den lille dreng blev kørt ind på retsmedicinsk afdeling for at blive obduceret. Lige så fokuserede, som politiet havde været på at finde Joachim i live, lige så opsatte var de nu på at finde den person, der havde taget den lille drengs liv.
Obduktionen af liget viste, at 6-årige Joachim Gisle Larsson var slået ihjel med 22 knivstik.
Her fortæller Bent Isager-Nielsen om Joachims forældre. Anders og Bente Larsson stod frem i en DR-dokumentar i forbindelse med efterforskningen:
Der var ingen tegn på, at gerningsmanden havde misbrugt Joachim seksuelt, men politiet fandt alligevel nogle spor, der ledte tankerne hen på, at overfaldet kunne være seksuelt motiveret.
På indersiden af Joachims underbukser fandt teknikerne nemlig rester af tre forskellige planter. De tre planter voksede ikke på det sted, hvor drengens lig blev fundet.
Den 6-årige dreng havde altså haft bukserne af, inden han blev dræbt – men hvorfor? Og hvor?
Det spørgsmål kom til at martre drabschefen Bent Isager-Nielsen i flere år.
Efterforskningen fortsatte med endnu større styrke end før. Ethvert spor blev sikret ved grantykningen ved Fladbro, hvor liget var blevet fundet, og politiet begyndte at indkredse de mest sandsynlige drabsmænd og afhøre dem.
- I drabssager ved vi af erfaring, at ofrene ofte bliver dræbt af nogen, de kender, og derfor var vi nødt til at gå hårdt til Joachims allernærmeste: Hans forældre, siger Bent Isager-Nielsen.
Forældrene blev afhørt flere gange, men politiet kunne hurtigt afgøre, at de intet havde med hans død at gøre.
Politiet fortsatte med at afhøre mistænkte - i alt blev mere end 2500 personer afhørt i sagen - men politiet fik intet gennembrud i jagten på drabsmanden.
Sideløbende samarbejdede politiet med en botaniker for at finde det sted, hvor Joachim havde haft sine bukser af og havde fået dele fra de tre planter på sig.
De tre planter identificerede botanikeren hurtigt som engriflet hvidtjørn, hybenrose og vortebirk.
Men ligegyldigt hvor grundigt politiet og botanikeren søgte, så fandt de intet sted, hvor alle tre planter voksede. En meget væsentlig brik manglede altså i efterforskningen: Hvor havde gerningsmanden taget drengen med hen, inden han blev dræbt?
Fem måneder efter Joachim Gisle Larsson blev dræbt, var alle spor endt blindt, og efterforskningen gået i stå.
Men så blev endnu et barn overfaldet i Randers.
Avistasken var helt fyldt op, da 10-årige Pia Schou en tidlig morgen i 1987 gik i gang med sin avisrute i den nordlige del af Randers.
Hun arbejdede sig støt og roligt gennem kvarteret. Da hun kom til den gule bygning, gjorde hun som vanligt: Stillede tasken fra sig, snuppede en avis og løb hen for at aflevere den.
Men da hun kom tilbage, var tasken væk. Hun kiggede sig rundt. Hvor var den? Pludselig fik hun øje på en mand, der stod nede i kælderskakten og kiggede på hende. Han holdt hendes taske op foran sig og signalerede til hende, at hun skulle komme ned og hente den.
Pia Schou mærkede en uro i maven. Hun turde ikke hente tasken, men hun vidste heller ikke, hvad hun så skulle gøre. Alle de aviser, hun skulle aflevere, lå jo i tasken. Hun ventede og gik lidt rundt. Da hun kom tilbage og kiggede ned i kælderskakten, var manden væk. Tasken lå på betongulvet.
Hun gik ned ad kældertrappen. Rakte ud efter tasken. Men så fornemmede hun noget, der fik hendes nakkehår til at rejse sig.
En hånd greb fat om hende bagfra og lagde sig over hendes mund. Så blev hun trukket baglæns ind i kælderskakten.
Efter et øjebliks chok skreg hun. Men manden, der havde taget fat om hende, truede hende med, at han havde en kniv. Hun turde ikke andet end at være stille.
Pia Schou vidste ikke, hvad han ville gøre med hende, men hun kunne mærke, han var ond.
Så åbnede han munden og sagde:
- Tis i bukserne.
Pia Schou var i chok. Hun var bange. Hun ville gerne tisse i bukserne for ikke at gøre ham vred, men hendes krop var så frosset i angst, at hun ikke kunne.
I stedet tænkte den lille avispige hurtigt og spurgte, om hun ikke måtte få lidt frisk luft. Da han gav hende lov og løsnede grebet, sprang hun frem. Men hun nåede ikke langt. Så havde han fat i hende igen.
Denne gang klemte han hende om halsen, så hun hostede for at få vejret. Han trak hende tilbage i kældermørket.
- På et tidspunkt bad han mig lægge mig ned, hvor han trak bukserne af mig og slikkede mig forneden. Da han var færdig, gav han mig bukserne på og bad mig rejse mig, fortæller Pia Schou i dag til TV 2.
Pia Schou troede ikke længere, at hun ville slippe levende fra ham. Slet ikke, da han bad hende om at vende ryggen til ham og gå mod udgangen.
Hun var sikker på, at han ville slå hende ihjel.
Skridt for skridt nærmede hun sig døren, mens hun hvert øjeblik forventede, at han greb fat i hende igen.
Få timer efter sad hun på politigården sammen med sine forældre og fortalte betjentene, hvad der var sket. Politiet hentede et forbryderalbum med fotos af kendte kriminelle. Pia bladrede i albummet. Hun genkendte ham på øjnene.
Pia var helt sikker, da hun udpegede den mand i forbryderalbummet, som havde forgrebet sig på hende. Hun fortalte også betjentene, at han havde sagt, han hed Søren. Det blev en afgørende detalje i efterforskningen.
Manden, som Pia udpegede, hed Peder Dinesen Fur. I byen var han kendt som Peder Fut. En lokal særling, der havde en stor passion for tog.
De lokale betjente kendte ham godt for nogle småforbrydelser, men de troede ikke, Pia kunne have ret. Måske huskede hun forkert? For den mand, hun udpegede, var godt nok en speciel type, men hans profil passede ikke på en sexforbryders. Han blev af politiet vurderet til at være uskadelig. Da mandens mor samtidig gav ham et alibi for dagen, lod politiet ham gå.
Ingen vidste på det tidspunkt, at Pia Schou netop havde udpeget både sin egen gerningsmand og Joachim Gisle Larssons morder.
Efterforskningen gik i stå
I de næste to år skete der ingen gennembrud i hverken Joachim- eller Pia-sagen, selvom politiet havde flere spor. En tid ledte politiet intensivt efter en rødmosset mand i en hvid bil, som var blevet set på vejen, hvor Joachim Gisle Larsson var blevet kidnappet den novembermorgen i 1986.
Andre mistænkte var også i søgelyset, og sagen blev omtalt i alle landets medier. Politiet havde også fået hele 12 falske tilståelser. Men alle spor endte blindt.
Til sidst valgte politiet at gå i pressen med en oplysning, som de indtil da havde holdt hemmelig for alle.
- Alle troede jo, at Joachim var blevet kidnappet i en bil, for det var jo sådan, man gjorde det. Troede vi. Men samtidig havde vi jo et knallertspor, hvor liget var blevet fundet, og den oplysning burde vi – i bagklogskabens klare lys – være gået ud med noget før, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.
Et gipsaftryk viste, at der var tale om en Puch Maxi med to forskellige dæk – Siamese Rubber og Golden Boy – og da politiet gik i pressen med den oplysning, kom der pludselig gang i sagen igen.
De fandt Puch Maxien, men igen endte sporet blindt. For Puch Maxien var blevet stjålet samme dag, som drabet skete, og to år havde visket ethvert fingeraftryk væk.
Det så ud til, at drabet på Joachim Gisle Larsson aldrig ville blive opklaret.
Men så slog gerningsmanden til igen.
To år efter vendte lysten tilbage
Hundredvis af dansere var draget til Randers til det årlige folkedanserstævne i Fussing Hallen den 26. marts 1989. Det var to og et halvt år siden, at den lokale særling Peder Dinesen Fur havde dræbt Joachim Gisle Larsson, og to år siden, han havde hevet Pia Schou ned i kælderskakten og forgrebet sig på hende.
Nu havde han igen drukket, og han sad ude i solskinnet foran hallen med sin øl.
Inde i hallen blev det store folkedanserstævne afholdt. På et tidspunkt kom to små piger gående forbi ham.
Han lokkede de to piger – en 7-årig og en 10-årig – væk fra hallen og hen til en lille eng. Først forsøgte han at få den 7-årige til at tisse i bukserne, men det ville hun ikke. Så han blev rasende. Skældte den lille pige ud og sagde, hun skulle forsvinde, fordi hun alligevel var for lille.
Mens den mindste pige løb væk, vendte han sig mod den 10-årige. Han greb fat i hende og kastede hende til jorden. Han fik fat i sit bæltespænde og trak bæltet af. Han ville binde pigen, men pigen sparkede, så han ikke kunne komme til.
Senere fortalte han politiet, hvordan han mærkede raseriet vælde op i sig igen. Han greb fat i pigen. Denne gang om hendes hals, mens han klemte til. Han kiggede på hende og sagde, at enten kvalte han hende, eller også tissede hun ham i hovedet.
Gennembruddet
Den 10-årige bed ham i hånden, og Peder Dinesen Fur blev så forskrækket, at han gav slip.
Hun løb væk fra ham og mod de voksne til folkedanserstævnet.
Overfaldet på de to piger blev det helt store gennembrud for politiet.
- Hele forløbet mindede meget om Pia-sagen, og da de to piger så også kunne fortælle, at han havde kaldt sig Søren, var der nogle brikker, der faldt på plads, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.
Det var blandt andet den lille 10-årige piges vidneudsagn, der gav politiet altafgørende viden. Hør optagelsen af hendes afhøring her:
Peder Dinesen Fur blev anholdt samme dag. Han erkendte hurtigt overgrebet på de to piger samt avispigen Pia og faktisk også en række andre seksuelle krænkelser på børn i byen.
Det var en stor lettelse for politiet, at gerningsmanden nu var fanget, men også en prekær situation. For gerningsmanden var jo blevet udpeget to år forinden af et andet barn.
- Vi måtte jo erkende, at Pia havde haft ret. Det var jo gerningsmanden, hun havde udtaget fra forbryderalbummet. Der var politiet bare ikke skarpe nok, siger Bent Isager-Nielsen.
Men det sluttede ikke der. Efter nogle dage sagde Peder Dinesen Fur noget, som Bent Isager-Nielsen og de andre politifolk havde ventet på i næsten tre år. Noget, Isager har taget med sig resten af sin karriere.
Peder Dinesen Fur begyndte at forklare, hvad der skete den dag i november 1986, hvor Joachim forsvandt. Ifølge ham var han hoppet på en stjålet knallert for at finde en pige.
På Garnisonsvej i Randers så han en lille skikkelse komme traskende i blå gummistøvler og med halvlangt pjusket hår. Han troede, 6-årige Joachim var en pige.
Han lovede barnet, at han ville køre ham til bageren, og fik ham op bag på Puch Maxien, som han netop havde stjålet samme morgen.
Men han kørte ham ikke til Elmers Bageri – men i stedet til et øde område, hvor han bad ham om at tisse i bukserne.
Først her gik fejlen op for Peder Dinesen Fur. Han havde ikke kidnappet en pige, men en dreng.
I retten var gerningsmandens forklaring, at Joachim ville bevise, at han ikke var en pige, og at han derfor selv tog bukser og underbukser af og lagde dem på jorden ved skovbrynet. På den måde endte de tre plantedele på ham, som politiet senere fandt på indersiden af hans underbukser.
Peder Dinesen Fur vidste ikke, hvad han skulle gøre derefter, så han kørte lidt rundt med drengen på bagagebæreren. Til sidst endte de i Fladbro. Seks kilometer fra Joachims hjem.
Her satte Peder Dinesen Fur sig ned og drak en øl, mens Joachim begyndte at blive ked af det. Han ville hjem. Sådan kom det ikke til at gå.
Peder Dinesen Fur forklarede aldrig, hvorfor han slog Joachim ihjel, men han blev dømt for drabet og på overgrebene på pigerne.
Han blev idømt fængsel på livstid og er endnu ikke på fri fod.
Alligevel er det med blandede følelser, at Bent Isager-Nielsen ser tilbage på sagen.
- Grunden til, at den sag i dag betyder så meget, det er, at der var så meget at lære af den. Der var begået en række fejlskøn undervejs. Ét af de værste var, at politiet jo havde haft fat i gerningsmanden og ladet ham gå. Både fordi han havde alibi, men også, fordi han simpelthen ikke passede ind i billedet af gerningsmanden, siger Bent Isager-Nielsen og tilføjer:
- Da jeg senere tog til FBI for at lære om gerningsmandsprofilering, så viste det sig jo, at han som type var den klassiske gerningsmand til den slags forbrydelser. Så heldigvis lærte vi af sagen.
- Vi havde alle dannet os et billede af, hvilken type forbryder Joachims morder var, og det viste sig jo slet ikke at passe.
- Alt i alt er det nok den sag, der har betydet mest for mig personligt og fagligt.
Dette var fortællingen om den forsvundne Joachim Gisle Larsson, en af Rejseholdets store sager. Den er en del af dokumentarserien 'Rejseholdet – jagten på en morder'.
