Krimi

Kvinde voldtaget på bænk - politi efterlyser vidner

En 19-årig kvinde anmelder en voldtægt nytårsnat. Politiet beder om hjælp til at finde gerningsmanden.

Nordjyllands Politi leder efter en mand, der nytårsnat voldtog en kvinde nær havnefronten i det centrale Aalborg.

Mandag middag offentliggjorde politiet et signalement af manden, der muligvis er blevet filmet af videoovervågning i Jomfru Ane Gade.

- Vi skal i gang med at kigge på noget videoovervågning, der muligvis kan afsløre gerningsmanden, siger Poul Badsberg, som er vagtchef hos Nordjyllands Politi, mandag eftermiddag til TV 2.

Det var en 19-årig norsk kvinde, der nytårsnat blev fundet delvis afklædt ved havnefronten af to mænd, der ringede til politiet.

Anmeldelsen kom klokken 02.55. Kvinden fortalte, at hun var blevet udsat for en fuldbyrdet voldtægt på en bænk ved havnefronten.

Hun er mandag blevet undersøgt af en retsmediciner, der har fundet spor, som bekræfter hendes forklaring om voldtægten, oplyser Nordjyllands Politi.

Kvinden har fortalt, at hun mødte manden i Jomfru Ane Gade. Hun ledte efter strøm til sin mobil og gik med ham, fordi hun havde det indtryk, at han ville hjælpe hende med det, oplyser vagtchefen.

Politiet beder om hjælp

Mandag eftermiddag har politiet fortsat ikke nok ledetråde til at finde gerningsmanden.

Siden nytårsnat er der blevet tilkaldt politihunde fra Syd- og Sønderjyllands Politi og Østjyllands Politi til at hjælpe efterforskerne med at finde spor efter gerningsmanden i havneområdet.

Vi eftersøger folk, der har set noget mistænkeligt

Poul Badsberg, vagtchef hos Nordjyllands Politi

Derfor beder politiet om offentlighedens hjælp til at finde den mistænkte gerningsmand.

- Vi eftersøger folk, der har set noget mistænkeligt. Vi har ikke fået mange henvendelser endnu, men vi håber, at vi modtager en del, siger Poul Badsberg.

Formodet gerningsmand er 22 år

Politiet oplyser, at der er tale om en mand af anden etnisk herkomst end dansk. Kvinden har oplyst, at han har fortalt, at han kommer fra Syrien.

Der er tale om en mand på omkring 22 år. Han er cirka 180 centimeter høj og slank. Han har sort hår og sort, velplejet skæg. Han havde en sort jakke på og sorte eller mørke jeans.

På grund af kvindens forklaring om at parret gik ad Jomfru Ane Gade, anser politiet det for muligt at finde et billede af manden på gadens videoovervågning.

- Men der er mange optagelser at kigge igennem, så det vil tage sin tid, siger Poul Badsberg.