Krimi

Nattens stenkast kædes sammen med motorvejsdrab på tysk kvinde

Sagen har flere lighedspunkter med drabssag fra Fynske Motorvej.

Natten til onsdag var to biler nær blevet ramt af sten ved en motorvejsbro ved Odense.

Stenene blev kastet fra den samme bro, hvor en betonklods en morgen i august 2016 ramte en bil med en tysk familie og kostede en kvinde livet.

Og de to sager efterforskes nu, som om den eller de samme personer kan stå bag. Det siger vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi til TV 2.

- Fremgangsmåden er den samme. Det er sket ved den samme bro, og vedkommende, der har kastet stenene, har stået på samme side, siger TV 2's journalist Marie Rønde.

Derudover er der i begge sager kastet i samme retning, nemlig i kørselsretningen, så bilisterne ikke har kunnet se stenen, før det var for sent.

Ingen biler blev ramt, men to bilister kørte ind i stenene. De slap begge uskadt fra sammenstødet.

Arbejdet hele natten 

Stenkastene skete kort før klokken et natten til onsdag.

Anmelderen oplyste, at han så noget blive kastet ned foran bilen, men at han ikke kunne nå at undvige. Han slap uskadt, men bilen er skadet.

Også en anden bilist kørte ind i stenen, men han slap også uskadt fra sammenstødet med mindre skader på sin bil.

- Vi har arbejdet hele natten på at undersøge og sikre mulige spor på gerningsstedet. Vi vil selvfølgelig meget gerne høre, hvis nogen har set eller hørt noget, der kan hjælpe os med at finde gerningsmanden, siger Per Lydiksen Laursen.

Samme gerningsmand?

Politiet har fundet flere sten på gerningsstedet, som alle kan beskrives som natursten. Stenene er af samme type som de, der den 9. september i år blev kastet ned på motorvejen ved Spedsbjerg. 

- Der er tale om en natursten, som formentlig er fundet i området ved broen, og politiet vil gerne høre, hvis man mangler en sådan sten eller har andre oplysninger, siger TV 2's journalist Marie Rønde.

Den Fynske Motorvej var lukket i flere timer og blev genåbnet kort efter klokken fem.