Britisk kvinde solgte falske danske smykker for millioner
Kvinden nåede at sælge kopier af danske smykker for flere millioner kroner, inden hun blev sat bag tremmer.
En tidligere britisk lærer har tjent millioner på at sælge kopier af et dansk smykkebrand.
Det drejer sig om over 15.000 forfalskninger af mærket Pandora, som over en årrække har indbragt den 49-årige kvinde 2,5 millioner danske kroner. Det skriver The Chester Standard.
Og det er ikke noget, man tager let på hos Pandora.
- Vi har stor fokus på sager som denne, for vi vil ganske enkelt ikke acceptere det. Det er en meget alvorlig sag - også rent juridisk. Vi tøver ikke med at retsforfølge disse kriminelle, siger Martin Kjærsgaard Nielsen, koncernpressechef hos Pandora, til TV 2.
Kvinden dømt i april, men var i sidste uge tilbage i retten, da hun er blevet påbudt at tilbagebetale lidt under en million danske kroner, hvis hun vil undgå en længere fængselsstraf.
Snød Pandora for seks millioner
Den britiske kvinde indkøbte de falske smykker fra Tyskland og Hong Kong og solgte dem på diverse auktionssider over hele verden i perioden foråret 2014 til sommeren 2016.
Efter hendes anholdelse, blev der fundet kopismykker for yderligere en halv million danske kroner i kvindens hjem i Chester i det vestlige England.
- Vi bliver snydt, og det er ikke blot en følelse, men derimod sagens realiteter. Loven er på vores side, og det er et reelt angreb på Pandoras virksomhed og de mennesker, der måske uden at vide det kommer til at købe disse kopivarer, siger koncernpressechefen.
Ifølge retten i Chester ville salget af de mange kopismykker have indbragt Pandora over seks millioner danske kroner, hvis de i stedet var købt hos certificerede forhandlere.
Det har indtil videre kostet den 49-årige et år og to måneders fængsel, og kan hun ikke betale en del af de mange penge tilbage, står hun til halvandet år mere bag tremmer.
Falsknere udnytter succes
Den danskejede smykkegigant, der har eksisteret siden 1982, er særligt kendt for sine armbåndsvedhæng, der forhandles i mange afskygninger.
Og det er ikke nyt for dem, at der bliver solgt kopier af de specialdesignede smykker.
- Det er desværre ikke første gang, vi oplever, at vores smykker er udsat for kopiering. Pandora har et stærkt brand, som suspekte typer forsøger at udnytte på kriminel vis, siger Martin Kjærsgaard Nielsen.
Men vil man som forbruger undgå kopivarer, så er der en måde at sikre sig.
- Ved at købe Pandoras smykker i officielle kanaler som vores fysiske butikker og i vores onlinebutik er man 100 procent sikker på at få ægte smykker, siger koncernpressechefen.
- Det er usikre produkter
Kopivarer er også et emne, de er opmærksomme på inde hos Forbrugerrådet Tænk.
- Vi har hen over årene haft en del henvendelser fra forbrugere angående kopivarer, så det er i hvert fald noget der interesserer os, siger rådets vicedirektør, Vagn Jelsøe.
Udover at de er ulovlige, så er er der også andre grunde til at gå i en stor bue udenom kopivarer.
- Vi har skrappe krav til sikkerheden i EU, som kopivarer højt sandsynligt ikke lever op til. De kan for eksempel indeholde problematisk kemi, så det er usikre produkter på flere måder, siger vicedirektøren.
Interesserer man sig også en smule for produktionsforhold, så kan man ifølge Vagn Jelsøe være rimelig sikker på, at etikken heller ikke er i orden.
- Som det gamle ordsprog siger: Virker det for godt til at være sandt, så er det det højst sandsynligt også.