Tilhængere af Loyal to Familia fængslet for grov vold og afpresning
Under stort sikkerhedsopbud er 13 tilhængere af bandegrupperingen LTF fremstillet i grundlovsforhør for forskellig kriminalitet.
13 mænd med relationer til bandegrupperingen Loyal To Familia - eller LTF - er onsdag varetægtsfængslet efter grundlovsforhør i henholdsvis Glostrup, Helsingør og Frederiksberg.
Alle 13 er anholdt tirsdag under en koordineret aktion mod bandemiljøet, hvor flere politikredse ransagede op mod 40 adresser.
Seks mænd blev fremstillet i Retten på Frederiksberg, fire andre i Retten i Helsingør og de sidste tre i Retten i Glostrup.
Efterforskningen mod bandemedlemmerne er resultatet af flere måneders politiarbejde, men mens sagen på Frederiksberg ifølge TV 2's oplysninger er direkte relateret til et skyderi i den verserende bandekonflikt i København, handler de andre sager om noget af den kriminalitet, som bandemedlemmerne ifølge politiet tjener deres penge på.
Grov vold, trusler og afpresning.
Mishandling på ukendt sted
I Helsingør handler sagen om grov afpresning under særligt skærpende omstændigheder mod en enkelt person, mens sagen fra Glostrup er en smule mere omfattende.
Her blev tre uidentificerede personer ifølge sigtelsen frihedsberøvet ved Brøndby Haveby den 16. september af de tre sigtede mænd, som efter politiets anklage havde planlagt at udsætte dem for grov vold og mishandling.
Idéen med det hele var ifølge sigtelsen, at ofrene efterfølgende skulle afpresses til at betale et større pengebeløb.
Ét af ofrene slap dog væk, selvom vedkommende var bagbundet, hvorefter gerningsmændene kørte de to andre til en ukendt adresse, hvor de blev udsat for frihedsberøvelse, grov vold og trusler.
Flere gerningsmænd eftersøgt
Karakteren af den grove vold er beskrevet bag lukkede døre i grundlovsforhøret og er således ikke oplyst - men efter omkring fem timers frihedsberøvelse blev de to ofre sluppet fri igen.
I begge sager mener politiet, at der er flere gerningsmænd på fri fod, og af hensyn til sagernes videre efterforskning afsagde dommeren begge steder kendelse om, at grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.
I København lød dommerens kendelse på yderligere hemmeligholdelse og dobbeltlukkede døre, således at sigtelserne mod de seks mænd ikke blev læst op i retten, før tilhørere og presse havde forladt lokalet.
I Helsingør blev de fremstillede alle varetægtsfængslet i fire uger, mens afgørelsen i Glostrup lød på 14 dages varetægtsfængsling.
Efter seks timer blev alle seks sigtede i Retten på Frederiksberg varetægtsfængslet i 12 dage. Mindst én af de fremstillede er i forvejen fængslet i forbindelse med en anden sag.