Krimi

Danny Abdalla idømt forvaring på ubestemt tid

Anklageren har aldrig før set så skræmmende en psykologundersøgelse, sagde hun under sin procedure.

Bandeleder Danny Abdalla idømmes forvaring på ubestemt tid.

Samtidig udvises han af landet.

Det har en enig domsmandsret ved Retten i Holstebro torsdag bestemt.

Den 51-årige mand var tiltalt for 36 forbrydelser, herunder voldtægt af ekskæresten og hendes veninde og seksuelle krænkelser af to andre kvinder.

Forvaring

Forvaring blev indført i den danske straffelov i sin nuværende form i 1973.

Det beskrives som en foranstaltning og ikke en egentlig straf.

Skal man dømmes til forvaring efter straffelovens paragraf 70 skal tre kriterier være opfyldt:

  • Skyldig i alvorlig voldsforbrydelse, trusler eller brandstiftelse
  • Frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme helbred eller frihed.
  • Anvendelse af forvaring i stedet for fængsel skal findes påkrævet for at forebygge denne fare.

Kisteglad for dommen

- Jeg er kisteglad. Den mand har jo i den grad terroriseret min hjemegn, Nordjylland, med et orgie af forbrydelser, voldtægter og lignende. Så jeg er rigtig glad for, at han nu får sin dom, siger Preben Bang Henriksen (Venstre), der valgt i Nordjyllands Storkreds som reaktion på dommen.

Preben Bang Hansen er især glad for, at Danny Abdalla denne gang er blevet idømt forvarring, da det ikke har været praktisk muligt at udvise ham trods tidligere domme, der lød på netop udvisning. Det siger han til TV 2.

Udvist for tredje gang

Den libanesiskfødte bandeleder er nemlig to gange tidligere idømt fængselsstraffe og udvisning. 

Da han vurderes at være i livsfare i sit hjemland, har udvisningen ikke kunnet finde sted.

Den dømte har øjeblikkeligt besluttet at anke dommen.

- Jeg anker, fordi jeg mener, du har dømt mig under politisk pres, lyder det fra en synlig vred Danny Abdalla henvendt til retsformand Torben Riise.

- Jeg vil ikke høre på dig, du har dømt mig som uskyldig, siger han.

Retsformanden beder ham derefter tie stille. Ellers vil han blive ført ud af retssalen.

Anklager Lise Hebsgaard argumenterede for, at den 51-årige bandeleder skulle idømmes forvaring.

- Jeg har været anklager i mange år, og jeg har aldrig set så skræmmende en psykologundersøgelse, sagde anklageren under sin procedure.

Forvaring er en tidsubestemt straf, der kan komme på tale, når der er risiko for, at den tiltalte begår ny personfarlig kriminalitet.

Danny Abdalla har været leder af indvandrerbanden Den Internationale Klub i Aalborg.

I 2003 blev han idømt otte års fængsel for narkokriminalitet. I 2012 blev han idømt et år og otte måneders fængsel for røveri. 

Kan ikke smides ud

Danny Abdalla lever på såkaldt tålt ophold i Danmark.

Det betyder, at han på den ene side er uønsket, men på den anden side ikke smides ud af landet.

Som udvisningsdømt har han været pålagt en såkaldt meldepligt, hvor han dagligt skulle melde sig hos myndighederne.

Denne meldepligt har han ikke overholdt i perioden fra juni 2015 til oktober 2016, da han blev varetægtsfængslet.

Det er i den periode, at politiet mener, at han har begået 36 forbrydelser, som har været omdrejningspunktet for den seneste sag ved Retten i Holstebro.

Beskylder anklager for at lyve

Danny Abdalla har selv nægtet sig skyldig i hovedparten af anklagerne. Han har erkendt at stå bag en række skyderier i Thy, men han har nægtet anklagerne om voldtægt og seksuelle krænkelser.

Ved domsafsigelsen torsdag eftermiddag sidder han på en stol omgivet af betjente på begge sider.

Han ryster på hovedet, da retsformand Torben Riise læser konklusionen op.

Abdalla har i løbet af de 15 retsmøder flere gange været synligt irriteret på anklageren, som han har beskyldt for at lyve og stå bag falske anklager.

- Politiet har forfalsket ting, de prøver at få ram på mig, har han råbt i retten.

Bandeleder idømmes forvaring Video: Julie Bjørn Teglgård