Operation X

Bagmand for stor fupindsamling står nu frem: - Jeg har lavet en fejl

Husker du Foreningen for Danske Kræftramte Børn? Det var foreningen, som Operation X tidligere på året afslørede i omfattende indsamlingsfup.

Én af personerne bag den omfattende indsamlingsfup står nu frem. Han undskylder sine handlinger, men beskylder samtidig en hidtil ukendt mand for at være hjernen bag foreningen. Den mand vil jeg gerne finde frem til.

Hallo Kodjo. Det er Morten Spiegelhauer.

- Hallo. Hvad så…

Jeg er lige kommet.

- Dut... dut… dut…

Jeg sidder i en bil i en parkeringskælder i Málagas lufthavn. Egentlig har jeg en klar aftale med Kodjo Emil Yacobi, som er en af mændene bag fup-indsamlingen til Foreningen for Danske Kræftramte Børn. En forening, der lige nu bliver efterforsket og mistænkt for at være en af danmarkshistoriens største sager om indsamlingsfup.

Kodjo Emil Yacobi har fortalt mig, at han er klar til at lægge kortene på bordet, og han har bedt mig møde ham i Málaga. Men nu smækker han røret på og vil åbenbart ikke tale med mig. Jeg ringer ham op igen.

- Hallo.

Det er Morten.

- Har du ikke ham dér Steen dér.

Jo, det har jeg.

- Så bed ham ringe mig op… Dut… dut… dut…

Kodjo Yacobi virker yderst påpasselig. Han vil nu kun tale med min kollega på Operation X-redaktionen Steen Schat-Holm, som han tidligere har kommunikeret med. Steen ringer ham op fra bilen, og det lykkes ham at få lavet aftalen med Kodjo. Vi skal møde ham på toppen af det mondæne Hotel Hilton i bydelen Fuengirola. Kodjo Yacobi har blandt andet lovet, at han vil fortælle mig om en hidtil ukendt mand, som han mener er hjernen bag den tvivlsomme forening, og som tidligere har været involveret i indsamling.

Kodjo Yacobi var direktør i det ene af de to callcentre i Spanien, der har ringet hjem til danske virksomheder og fået dem til at donere penge til kræftsyge børn. Og talegaverne var gode, for det lykkedes callcentrene at få tilsagn om millioner af kroner. Men som Operation X kunne afsløre tidligere på året, var det efter alt at dømme kun en meget lille del af de indsamlede penge, der reelt gik til de kræftsyge børn. Resten af pengene er forsvundet.

Samtidig viste det sig, at telefonsælgerne i Kodjo Yacobis callcenter havde løjet overfor de danske virksomheder, når de samlede pengene ind. De fortalte fiktive historier om kræftramte børn og fremhævede ikke-eksisterende samarbejder med virksomheder som Tivoli og FCK.

Jeg er derfor spændt på, hvad Kodjo Emil Yacobi egentlig vil sige til sit forsvar, da jeg møder ham ved hotellets swimmingpool på tagterrassen. Vi er alene der på den oplyste terrasse, som han har reserveret til formålet.

Jeg har mest lyst til at spørge dig, hvad fanden tænkte I på?

- Jeg har det ikke godt med at være en del af det her, og jeg kan ikke trække mig ud uden ansvar, og det har jeg ikke lyst til at gøre. Jeg troede, det var et reelt samarbejde, vi startede op. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Jeg har lavet en fejl, og den tager jeg på min kappe.

Kodjo Yacobi siger, at aftalen mellem hans callcenter og Foreningen for Danske Kræftramte Børn hjemme i Danmark var, at han og callcenteret fik 40 procent af de indsamlede penge, mens 60 procent skulle gå til foreningen. Han siger, at han ikke har indblik i foreningens økonomi, men at han ud fra callcentrenes salgstal vurderer, at der er samlet i omegnen af 10 millioner kroner ind.

Ved du, hvor pengene er henne?

- Jeg kunne forestille mig, at de står gemt på en konto langt væk. Men jeg har dem ikke.

Kodjo Yacobi tager altså en del af ansvaret i sagen, men han fortæller samtidig, at han er blevet styret af en mand i foreningen, der hidtil har været uden for søgelyset.

Kodjo Yacobi fortæller, at det er den mand, der har bestemt, hvordan han skulle etablere og drive sit callcenter. Og det er den mand, han oplever som hjernen bag foreningen.

- Det er ham, der bestemmer alt. Han er bossen. Det var ham, der guidede mig igennem det hele.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan stole på Kodjo Yacobi, der jo selv har spillet en central rolle i fup-indsamlingen, og jeg kender ikke hans motiver. Men han har taget en række interne mails og beskeder fra foreningen med. Papirerne dokumenterer, at manden, han snakker om, har spillet en central rolle i foreningen. Mandens initialer er JR.

JR er ikke et navn, der umiddelbart kan kobles til Foreningen for Danske Kræftramte Børn. Hans navn optræder ikke i nogle officielle papirer om foreningen. Men i de interne beskeder og mails kan jeg nu se, hvordan han har spillet en særdeles aktiv rolle i opstarten af Kodjo Yacobis callcenter i Barcelona. Han skriver ofte på vegne af foreningen, og han er inde over alt, lige fra indretningen af callcenteret til krav om at få tilsendt daglige salgstal og indkøb af de rigtige høretelefoner.

I det materiale, Kodjo Yacobi har givet mig, er der også nogle interne beskeder fra en Facebook-tråd med navnet ‘Ledelsen’. Her kan jeg se, hvordan JR også styrer, hvordan foreningen skal håndtere det, da TV 2 og Jyllands-Posten begynder at rette et kritisk lys mod foreningen. Her fremgår det af beskederne, hvordan JR uddelegerer instrukser til de centrale personer i og omkring foreningen om, hvordan de hver især skal agere i sagen.

Det er altså klart, at JR har spillet en central rolle i Foreningen for Danske Kræftramte Børn. Spørgsmålet er, hvor central den har været. Det vil jeg gerne spørge ham om, men de gange, jeg har forsøgt at få folk fra fupforeningen i tale, har jeg bogstaveligt talt enten fået en gitterport eller en dør i hovedet.

Da jeg meget gerne vil undgå at få smækket endnu en dør i hovedet, har jeg allieret mig med en forretningsmand, som har inviteret JR til et forretningsmøde. Derfor står jeg nu på en bagtrappe på Nørrebro og venter på, at JR kommer. Planen er, at jeg vil gå ned og afbryde mødet og stille ham en masse af de ubesvarede spørgsmål, der er til ham og foreningen.

Jeg kan se i det materiale, jeg har fra Kodjo Emil Yacobi, hvordan JR udtrykker sig, når der skal samles ind til kræftramte børn.

Det er på tide at bryde ind i mødet.

Goddag JR, jeg hedder Morten Spiegelhauer, du kender mig måske godt, jeg er journalist på TV 2. Det her er faktisk et møde, jeg har fået lov til at afbryde, da jeg har nogle spørgsmål til dig i forbindelse med dit engagement i Danske Kræftramte Børn.

- Det har jeg ikke noget i. Hvis du gerne vil have svar på nogle spørgsmål, så kunne du have skrevet først. Det har du haft rig mulighed for.

Jeg har bare erfaring med, at når man spørger ind til Danske Kræftramte Børn, så får man smækket en dør i hovedet. Prøv at se her, JR, jeg har en masse dokumentation her, der viser, at du har spillet en central rolle i Foreningen for Danske Kræftramte Børn.

- Når man hyrer mig ind, så gør man det ud fra min ekspertise. Jeg opfordrer ikke nogen til at lyve, jeg opfordrer ikke nogen til at undgå loven eller lignende, det kunne aldrig falde mig ind.

Vi har lavet et interview med Kodjo Yacobi. Han siger, at du er hjernen bag foreningen.

- Godt. Har du også set det svar, jeg skriver til Kodjo, da han kontakter mig for et par måneder tid siden i forbindelse med, at han prøvede at afpresse mig for nogle penge?

Det har han ikke vist mig.

- Han retter kontakt til mig for et par måneder tilbage og siger, at nu er han klar til at gå videre til medierne - bål og brand - og så skrev han, jeg har fået fortalt - ikke - at du er hjernen bag. Og da skriver jeg til ham: Kodjo, hvordan kan jeg være hjernen bag, du og jeg har aldrig talt økonomi.

  1. Kodjo Emil Yacobi

    JR min ven, som du ved har jeg aldrig haft noget personligt i mod dig. Men som vi begge ved, så er du hjernen bag det hele, har jeg fået fortalt. Jeg har intet i mod at blive grillet og tage skraldet, men det kommer ikke til at være gratis. Det håber jeg du forstår.

Jeg forholder også JR de to beskeder fra Facebook-tråden, hvor han blandt andet skriver, at ”det stikker af. Alle vil støtte syge børn”.

- Det dér, det er klippet. Det er ikke mig, der har skrevet det dér. Det er ikke mig, der har skrevet det dér. Det har jeg ikke skrevet.

Jeg læser videre fra Facebook-tråden.

”Det er blevet så lækkert, Amigo. Syge børn på væggene og ox on, så kører vi”.

- Det er ikke mit. Det er blevet klippet, det dér. Det er ikke mit.

- Jeg har ikke noget at skjule i det her, jeg er ked af, at jeg også ryger med i fedtefadet på det her, og ked af, at jeg også bliver udstillet, men jeg har ikke instrueret nogen i at lyve. Jeg har ikke haft noget kendskab til, hvad pengene er blevet brugt til.

- Jeg er hyret ind til at give salgstræning og har rådet og vejledt, det er det, jeg har gjort.

JR erkender i interviewet, at han har spillet en rolle i det, der har vist sig at være en fup-indsamling, men han siger, at han blot var hyret ind som konsulent til at hjælpe med ”salget”, som han kalder telefonsælgernes anmodninger om donationer fra danske virksomheder. Han siger, at han blot har fået konsulenthonorar for sit arbejde.

Efter interviewet sender han mig en mail. Det er erklæringer fra to personer. Den ene er den tidligere formand for Foreningen for Danske Kræftramte Børn, Mikkel Olsen. JR har tidligere været salgschef i et af Mikkel Olsens firmaer. Den anden, der er kommet med en erklæring, er indehaveren af et andet callcenter, der har samlet ind til børnene. Hans navn er Morten Larsen, og han har tidligere overfor mig erklæret, at han intet har med Foreningen for Danske Kræftramte Børn at gøre. Begge mænd skriver nu, at JR ikke er bagmand for foreningen, og at han ikke har haft indblik i foreningens økonomi.

Som TV 2 tidligere har kunnet fortælle, har politiet nu efterforsket foreningen for bedrageri i knap et år. Politiet har ikke været meget for at oplyse om, hvad deres foreløbige efterforskning har vist, men nu er de klar til at løfte lidt af sløret.

- Efterforskningen har vist, at den mistanke, der var rejst om, at pengene ikke blev brugt til kræftsyge børn, har vi fået bestyrket. Og i den forbindelse har vi rejst to sigtelser mod to forskellige personer her i Danmark, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.

Politiet vil ikke ud med, hvem de mener er bagmændene i fup-indsamlingen, men ud fra de oplysninger, jeg har fået fat i, så er JR eller Kodjo Yacobi ikke er blandt de sigtede i sagen. Politiet oplyser, at efterforskningen af sagen fortsætter.

- Vi har stadig en lang række spor, vi skal have efterforsket, og vi er selvfølgelig ikke interesseret i, at nogen skal kunne følge med i dem, siger Jørgen Andersen.

TV 2 har anonymiseret en person, som optræder i denne artikel. Det er sket for at imødekomme et ønske om anonymitet, som er fremsat lang tid efter den oprindelige artikel blev offentliggjort.