Krimi

Anklager kræver lang straf til krænkerpræst

Præsten fra Tømmerup blev i fredags kendt skyldig i grove, seksuelle overgreb, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno.

- Vi har heldigvis ikke nogle fortilfælde i Danmark, hvor en præst har misbrugt sin stilling og igennem 10 år har misbrugt børn. Det er min helt klare opfattelse, at det, vi har med at gøre, er en ualmindelig grov sag, der skal afspejles i den straf, han skal have.

Sådan lagde anklageren Anja Lund Lien ud i sagen mod den 47-årig præst fra Tømmerup og anbefalede nævningetinget en ubetinget straf på ikke under 12-14 år.

Kendt skyldig i grove, seksuelle angreb

Dan Peschack, præsten, blev fredag kendt skyldig i grove og gentagne seksuelle overgreb på seks børn i alderen 12-16 år, der alle var kommet i præstegården i Tømmerup. Desuden blev han dømt for blufærdighedskrænkelse mod to mindreårige drenge, som han henvendte sig til via Skype. Ved at udgive sig for at være en pige fik han dem til at posere nøgne foran computeren.

Peschack blev frikendt for seksuelle overgreb på en dreng, der var 17 år, da han kom i præstegården. Den nu voksne mand har afgivet forklaring i retten, hvor han fortalte, at det var frivilligt. Den 47-årige præst blev også frikendt for blufærdighedskrænkelse mod to drenge via Skype. De er nemlig ikke blevet identificeret og derfor mente retten ikke, at det var bevist, at de var under 18 år.

Præsten optog omkring 450 fotos og film under overgrebene, som blev fundet under ransagning på præsteboligen, da han blev anholdt i juni sidste år. På mange af billederne optrådte han selv. Han blev derfor også kendt skyldig i besiddelse af børneporno.

- Jeg havde mistet min dømmekraft

Præsten har selv forklaret, at han havde mistet sin dømmekraft. Ifølge ham selv er han ikke er pædofil og har som sådan ikke lyst til børn eller unge.

- Det kommer til at tage mange år for mig at søge ind i mig selv og finde ud af, hvordan det kunne ske, har præsten forklaret i retten.

En mentalerklæring viser, at han ikke har været sindssyg i gerningsøjeblikket. Han har et velfungerende netværk og flere tætte venner. Han har givet udtryk for, at han anser sin forbrydelse for at være enkeltstående tilfælde. Erklæringen fastslår, at han har en idyllisering af unge menneske og bagatellisering af det, han er mistænkt for.

Anklager: Han er kold og kynisk

I retten mandag forklarede han, hvad han vil bruge tiden til under afsoning.

- Jeg har forsøgt at adressere denne sag med kriminalforsorgens psykolog. Jeg vil tage imod al den behandling og al den hjælp for at komme frem til en forståelse af, hvorfor jeg er havnet her, for selv at forstå det, men også for at forhindre, at det sker igen.

Men den forklaring havde anklageren ikke meget tilovers for i sin procedure.

- Når han siger, at han reflekterer og siger, han vil gå i behandling, så angrer han vel. Men nej, han har ikke forsøgt at genoprette noget som helst. Han har ikke villet genoprette skaden. Vi har hørt ham gang på gang på gang sige, hvor er det synd for mig. Hvor er det slemt for mig at se de her film. Vi har ikke hørt ham udtale sig om de forurettede, der har skulle forklare sig i retten, sagde anklager Anja Lund Lien under sin procedure og fortsatte:

- Ofrene, der har skulle sidde her i retten foran 14 ukendte mennesker, der har set billeder af dem i situationer, som de ikke bryder sig om. Det var ikke synd for dem, det var synd for ham. Da et af ofrene havde det ønske at sidde i retten og se præsten i øjnene, da sagde Dan Peschack: 'Nej, det er for hårdt for mig'. Han angrer ikke. Det hele handler om ham.

Hun fortsatte:

- Han har misbrugt sin stilling som præst, og man kan så spørge sig selv, om det er værre at misbruge sin stilling som præst, end at være kommunaldirektør og tage af kassen. Det er det. Præsten er den, man går til, når livet det gør ondt for at få trøst og støtte. Hvis man misbruger det, og misbruger sin stilling til at begå seksuelle overgreb, så er det særdeles skærpende omstændigheder. Det er manipulation, der har fundet sted. Han har koldt, kynisk og systematisk manipuleret med de unge mennesker og sårbare børn. Det er en særdeles skærpende omstændighed, konkluderede anklageren i retten.

Forsvarer: Se nøgternt på denne sag

Forsvarer Ulrik Sjølin opfordrede nævningetinget til at forholde sig til fakta i straffeloven og ikke til de mange følelser, denne sag har afstedkommet.

- Formålet med at straffe, det er resocialisering. Vi straffer ikke for at kunne give nogen deres barndom tilbage. Vi straffer for at forsøge at resocialisere den dømte igen. At udmåle en straf er en saglig ting. Det skal ikke være følelserne, der tager over. Jeg skal ikke forklejne, at dette er en alvorlig sag. Det her skal koste noget. Men 12-14 år er skudt helt over målet, sagde forsvareren i sin procedure.

Forsvareren henviste til tidligere domme - blandt andet en afgørelse fra Østre Landsret, hvor en mand udgav sig for at lede efter modeller og endte med at voldtage tre piger. Det blev takseret til 3,5 års fængsel. Og et par, der tilbage i 2010 bandt og voldtog en 13-årig pige. Parret fik henholdsvis fem og syv års fængsel.

- Jeg anbefaler omkring 4,5 års fængsel - maksimalt 5 år. Husk på at manddrab som udgangspunkt bliver straffet med 12 års fængsel. Jeg beder dommere og nævninge om lige at træde et skridt tilbage og se nøgternt på denne sag, sagde Ulrik Sjølin i retten.

Dømt præst: Jeg kan kun undskylde

Også den dømte præst, Dan Peschack, fik lov til at komme med en sidste forklaring, før straffen for hans gerninger udmåles på onsdag.

- Det er ingen hemmelighed, at de sidste par uger har været svære at komme igennem, sagde han og fortalte, at hans oplevelse af tingene så meget anderledes ud, end det flere af vidnerne i sagen har fortalt i løbet af retssagen.

- Anklagerens procedure tegner et billede af mig som et helt andet menneske, end det jeg selv opfatter mig som. Uden at jeg kunne sige noget. Jeg har overtrådt grænser, jeg aldrig skulle overtræde. Jeg har forsøgt at finde svar. Jeg kan kun undskylde og under min afsoning forsøge at finde ud af hvorfor. Jeg undskylder for enhver, som har været berørt af denne sag. Tak, det var mine ord.