Støjberg eskorteret væk fra besøg på udrejsecenter
Inger Støjberg takker livvagter og chauffør efter tumult. En person er kommet til skade.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) blev fredag eftermiddag eskorteret væk af sine livvagter i forbindelse med et besøg på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland.
Det bekræfter Henriette Døssing, der er pressekonsulent ved Nordsjællands Politi.
- Inger Støjberg havde et aftalt besøg på udrejsecenteret, og under besøget opstår der tumult. En beboer kommer meget tæt på ministeren, og det får sikkerhedsfolk fra PET til at vurdere, at hun skal væk.
- Hun bliver ført ned i ministerbilen, og da de skal til at køre, er der to beboere, der forsøger at hægte sig på bilen, siger Henriette Døssing til Ritzau.
De to lagde sig på kølerhjelmen. En politibetjent fra Nordsjællands Politi fik fjernet de to, så ministeren kunne køre væk.
Undersøger hændelsen
Henriette Døssing understreger, at Støjberg ikke er kommet noget til.
Hun bekræfter oplysningerne over for TV 2.
- Vi er i gang med at undersøge hændelsen. Mere kan jeg ikke sige lige nu, siger Henriette Døssing til TV 2.
Senere har Nordsjællands Politi oplyst i en pressemeddelelse, at en person kom til skade i forbindelse med hændelsen. Politiet vil ikke uddybe, hvor alvorligt personen er kommet til skade.
Støjberg har siden selv kommenteret oplevelsen på Facebook. Hun skriver, at situationen udviklede sig voldsomt under besøget, da en gruppe på omkring 40 personer blev meget ophidset, hvorefter hun selv blev evakueret ud af centeret.
- Jeg vil gerne sige både livvagter og ministerchaufføren en meget stor tak for indsatsen. Uden jer kunne det være endt helt anderledes galt, skriver ministeren.
Journalist: Pludselig breder det sig
Inger Støjberg var sammen med Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, på besøg hos en familie i centeret.
Da hun kom ud fra besøget, stimlede knap 40 asylansøgere sammen omkring Inger Støjberg og hendes ministerbil. Det forklarer både ministeren selv og Politikens journalist Olav Hergel, der var på stedet.
- En yngre kvinde med to børn går helt op i ansigtet på Inger Støjberg og råber og skriger aggressivt og desperat. En stor mand ved siden af bliver også aggressiv, og lige pludselig breder det sig, siger Olav Hergel til Politiken.
Sidst på dagen kommenterede Lars Løkke Rasmussen (V) episoden. I en kortfattet besked på Facebook skriver statsministeren:
- For at sige det meget mildt: Nok en rigtig beslutning, at de skal udvises af Danmark!
Udrejsecenter Sjælsmark er et åbent, døgnbemandet center med videoovervågning og adgangskontrol.
På centeret bor afviste asylansøgere, som står over for udsendelse, og personer på tålt ophold, som er udvist ved dom.
Centeret drives af Kriminalforsorgen.