Krimi

En person ramt af skud i København

Skyderiet er banderelateret, fortæller Københavns Politi.

Et nyt skyderi har fundet sted ved Tingbjerg i København ved Ruten og Åkandevej.

Politiet modtager anmeldelsen klokken 02.31.

- Da vi kommer frem til gerningsstedet, ligger en bil på taget, hvori en mand er ramt af skud, siger efterforskningsleder i Københavns Politi Dannie Rise til TV 2.

Han fortæller yderligere, at manden er 20 år med relation til bandemiljøet. Han er i kritisk tilstand og er kørt på hospitalet. Derudover var der en passager i bilen uden relation til bandemiljøet. Passageren er også kørt på hospitalet, men personen er uskadt. 

Ruten og Åkandevej er afspærret, da politiet er i gang med at efterforske skyderiet. Indtil videre er ingen anholdt.

Udbrændt bil

Senere på morgenen blev en bil fundet ved Hedehusene. Bilen var blevet sat i brand ved en pendler p-plads. Københavns Politi vil ikke afvise, at bilen kan være relateret til nattens skyderi i Tingbjerg.

- Vi inddrager det i vores efterforskning, i forhold til om det er et gerningskøretøj, der er forsøgt brændt af, siger Dannie Rise. 

På et pressemøde klokken 10 i dag fortæller politiet, at de efterlyser vidner, der har set en hvid eller lys bil, der er kørt i retning mod Høje Gladsaxe. Politiet kan ikke sige, om den udbrændte bil er den samme, som den de efterlyser.

En bil er kørt galt efter at være blevet ramt af skud.

Alvorlig bandekonflikt

Skyderiet kommer kun få dage efter, at et skyderi fandt sted ved Tagensvej på ydre Nørrebro, hvor en person blev dræbt, og to blev såret. 

På dagens pressemøde fortalte politidirektør Anne Tønnes, at man tager den verserende bandekonflikt meget alvorligt.

- Vi har sat massivt ind med ressourcer for at få stoppet den her konflikt, så vi kan sikre trygheden for borgerne i København, siger hun.