En dræbt og flere såret af skud i København
Politiet efterlyser nu vidner, der har set noget omkring gerningsstedet, der kan hjælpe dem i retning af en eller flere gerningsmænd.
Flere personer med relation til bandemiljøet er tirsdag aften blevet skudt i København. En er afgået ved døden, en er hårdt såret, mens den sidste er lettere tilskadekommen.
- De er mellem 28 og 32 år, oplyser Danni Rise, vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, til TV 2.
- Vi udtaler os aldrig om, hvilken bande der er tale om. Men de har relation til bandemiljøet.
Der er tale om en episode ved Tagensvej på ydre Nørrebro i København.
Politiet var efter skudepisoden massivt til stede i området, der ligger ved boligkomplekset Mjølnerparken.
I indgangspartiet til A&O Hostel, der ligger på Tagensvej klods op ad Mjølnerparken, er der nu to skudhuller, beretter TV 2s reporter på stedet.
Bilbrand kan have tilknytning til skyderiet
Senere tirsdag aften blev en bil fundet i brand i Lyngby. Det skete, få timer efter skyderiet ved Mjølnerparken på Nørrebro i København.
Det oplyser vicepolitiinspektør Dannie Rise fra Københavns Politi. Han forklarer, at politiet undersøger bilbranden, som kan have tilknytning til skyderiet, hvilket dog endnu ikke er sikkert.
Efterlyser vidner
Københavns Politi efterlyser nu vidner, som har set mistænkelige biler eller personer i området omkring skudepisoden, der fandt sted omkring 19.15.
- Vi efterforsker på livet løs. Men der en masse detaljer, som vi skal have på plads, siger vicepolitiinspektør Danni Rise.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvorvidt der er tale om en eller flere gerningsmænd.
Afspærring og ingen tog
Politiet spærrede tirsdag aften Tagensvej fra Rovsingsgade til Bispebjerg Station, mens de arbejdede på stedet. Betjente gennemsøgte området med hunde, mens beboere og gæster på A&O Hostel blev holdt uden for afspærringen.
Også bus- og togdriften blev påvirket af episoden. Busser blev omdirigeret, og der kørte i en periode ingen S-tog mellem Hellerup og Flintholm.
- Det skyldes politiets arbejde ved Bispebjerg Station, skrev DSB.
Række af skyderier
Området har i løbet af sommeren været centrum for en række skyderier.
I Mjølnerparken blev en civil patruljevogn beskudt i slutningen af september, da politiet eftersatte en scooter med to unge mænd. Mændene på scooteren affyrede flere skud mod patruljevognen, inden gerningsmændene forsvandt fra området.
Betjentene blev ikke ramt af skud, men bilen blev ramt fem gange.