Krimi

16-årig ramt af seks skud: - Det var ikke tilfældigt

Ifølge politiet var offeret en helt normal dreng uden banderelation. Motivet for drabet er endnu ukendt.

Det var overlagt drab, da en 16-årig dreng mandag aften blev skudt i København.

Han blev ramt af mindst seks skud på klos hold, fortæller Københavns Politi til TV 2. En obduktion skal bekræfte det endelige antal.

- Vi forventer ikke, at det var en tilfældig person. Man er godt klar over, hvem det er, man er gået efter, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben.

Politiet har ingen indikationer på, at drabet er banderelateret, men de står fortsat uden motiv for, hvorfor den 16-årige skulle dø. 

- Der er tale om en 16-årig dreng af anden etnisk oprindelse, men som er født i Danmark. Han levede et stille og roligt liv, som normale mennesker gør, siger Hans Erik Raben.

Politiet er på bar bund

Københavns Politi modtog anmeldelse om et skyderi ved Ragnhildgade på grænsen mellem Ydre Nørrebro og Ydre Østerbro klokken 21.05 mandag aften. Den 16-årige blev fundet fundet livløs ud for nummer 48 og kort efter erklæret død.

Politiet mener, at han er blevet skudt samme sted, som han blev fundet, og de arbejder nu på højtryk for at stykke hændelsesforløbet sammen og for at finde frem til gerningsmanden eller -mændene og motiv.

- I øjeblikket er vi noget på bar bund, derfor arbejder vi også meget bredt i øjeblikket, siger efterforskningslederen.

Han oplyser, at politiet heller ikke har fundet gerningsvåbnet. 

Efterlyser fortsat vidner

Politiet skal nu i gang med at indsamle og gennemgå overvågningsvideoer fra området samt afhøre og genafhøre vidner og den 16-åriges bekendte og pårørende.

- Vi er ved at afdække hele forløbet, og vi får god hjælp fra borgerne, og dem vil vi gerne fortsat appellere til at kontakte os, siger Hans Erik Raben.

Eventuelle vidner kan kontakte politiet på telefon 33141448.

TV 2 talte tirsdag formiddag med flere beboere i området, hvor den 16-årige blev dræbt. Heriblandt Vanja Gullstein, der bor lige overfor gerningsstedet og selv er mor til en 16-årig dreng.

- Det er sørgeligt. 16 år, det er jo så vildt. Jeg er bare helt chokeret, sagde hun til TV 2.