Krimi

Tre teenagere døde - nu er to læger meldt til politiet

En læge fra Rigshospitalet er blandt andet blevet politianmeldt som følge af en sag om fejlbehandling.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ifølge DR valgt at politianmelde to læger i en sag om tre teenagedrenges død af meningitis.

De tre teenagedrenge døde indenfor godt et år af sygdommen smitsom meningitis.

Det er højst usædvanligt, at Styrelsen for Patientsikkerhed politianmelder læger for at have svigtet i deres arbejde som læger. Det siger lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, Kent Kristensen:

- Det viser jo, at styrelsen tager det her meget alvorligt.

16-årig døde efter fejl

Den ene politianmeldelse gælder ifølge DR’s oplysninger en læge, der var involveret i behandlingen af Mathias Baadsgaard-Lund.

Den 16-årig dreng døde 4. januar 2016 af smitsom meningitis efter fejl på Herlev Hospital. Han blev indlagt på Herlev Hospital, men blev overført til Rigshospitalet, inden han døde.

Mathias Baadsgaard-Lund døde af meningitis efter fejl på hospital.

I samme sag har Styrelsen for Patientsikkerhed politianmeldt en læge på Rigshospitalet for ikke at indberette Mathias Baadsgaard-Lunds dødsfald til politiet som en mulig sag om fejlbehandling.

Det fremgår af et referat fra et møde i Region Hovedstadens sundhedsudvalg.

Fik ikke mulighed for at rette op

Ifølge tilsynschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Petri, havde den ledende overlæge på Rigshospitalet lovpligt til at indberette dødsfaldet til politiet.

Loven siger, at et dødsfald skal indberettes “når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom.”

Hvis dødsfaldet havde været indberettet, var Styrelsen for Patientsikkerhed blevet inddraget langt tidligere. Det forklarede Anette Petri i et interview med DR tilbage i maj i år:

- Hvis dødsfaldet ikke bliver indberettet, er det klart, så får vi ikke kendskab til, at der er patienter, der er døde, og vi får ikke mulighed for at rejse en tilsynssag, sagde hun og uddybede:

- Konsekvensen er, at vi for det første ikke får kendskab til den konkrete sag. Men vi får heller ikke kendskab til muligheden for at kunne rette op fremadrettet, hvis der er tale om generelle problemer på hospitalerne.

Afdøds far: Det er betryggende

Tilsynet i Styrelsen for Patientsikkerhed hørte først om Mathias Baadsgaard-Lunds sygdomsforløb langt senere som følge af forældrenes klagesag og DR’s omtale.

Mathias Baadsgaard-Lunds far, Niels Boje Lund, hilser reaktionen fra Styrelsen for Patientsikkerhed velkommen.

- Det er egentlig betryggende for mig, at en styrelse tør gå så langt, fordi med mine øjne, så er det her jo groft, siger han.

Sagerne om de tre teenagedrenge, der døde af smitsom meningitis, har også ført til, at Styrelsen for Patientsikkerhed har sat fire sundhedspersoner under skærpet tilsyn.

Et skærpet tilsyn betyder, at styrelsen har vurderet, at lægerne skal overvåges, forklarer sundhedsjurist Kent Kristensen.

- Så man kan gribe hurtigere ind, hvis der sker flere fejl. Det er det, der ligger i skærpet tilsyn, siger han.

Kunne have været i live

I august blev en jordemoder og en læge ansat ved Region Hovedstadens akuttelefon 1813 sat under tilsyn i et år.

De var begge involveret i akuttelefonens håndtering af 17-årige Hans Petersen, der døde af smitsom meningitis i januar i år.

I september var det to læger, der behandlede Mathias Baadsgaard-Lund på Herlev Hospital, der blev sat under skærpet tilsyn i et år.

Patienterstatningen har desuden afgjort, at 16-årige Mathias Baadsgaard-Lund, og 17-årige Hans Petersen med al sandsynlighed kunne have været i live, hvis læger havde handlet, som de skulle.

Det samme har Patienterstatningen afgjort i sagen om 18-årige Christopher Licht Jensen, der døde af smitsom meningitis 30. januar i år