Efterlyst serieforbryder mødte op hos politiet med pakket kuffert

16x9
Overvågningsbilleder fra røveriet i Karup. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

En polsk mand er blevet idømt en straksdom på seks måneders fængsel for et røveri og to tyverier.

- Jeg er fattig og har ikke nogen penge.

Sådan lød det fra en polsk mand under et røveri mod Rema 1000 i Karup den 6. august som forklaring på, at han tog penge ud af kassen.

Han blev efterlyst for røveriet samt to tyverier mod Rema 1000 i Vinderup og Rema 1000 i Randers, henholdsvis 5. juli og 3. august. Manden har nu meldt sig selv på politistationen i Randers, oplyser Østjyllands Politi.

Skulle betale narkogæld

Det skete i går mandag klokken 10.30 om formiddagen, da han mødte op på stationen med en pakket kuffert. Han fortalte, at han havde set, at han var efterlyst og derfor valgte at melde sig selv.

Han har allerede fået sin dom på seks måneders ubetinget fængsel.

Manden fortalte, at han havde begået forbrydelserne for at skaffe penge til at betale en narkogæld, men han har nægtet at uddybe sagen, fortæller politikommissær Christian Toftemark.

Blev efterlyst i TV 2-program

Den dømte havde ikke synlige våben med til nogen af sine forbrydelser, men ved det ene tilfælde i Karup truede han de tilstedeværende med, at "det her bliver til et væbnet røveri", hvis de fulgte efter ham. Derfor blev den sag betragtet som et røveri, mens de to andre blev takseret til tyverier.

I begge de tilfælde gik manden selv hen til kassen, der var ubemandet, og tog penge op.

Politiet valgte i slutningen af september at efterlyse manden, blandt andet i 'Station 2 Efterlyst'.