Ubådssagen

Politiet har fundet Kim Walls hoved og ben

Derudover har de fundet den svenske journalists tøj i en pose med kniv og tunge genstande til at holde posen nede.

Politiet har fundet den svenske journalist Kim Walls hoved, begge ben og tøj. Det hele pakket i poser og tynget ned med tunge genstande i Køge Bugt.

Det siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen fra Københavns Politi.

- Vi har fundet en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj - trøje, nederdel, strømper og sko. I samme pose lå der en kniv og blylodder til at holde posen nede, forklarer han på et pressemøde lørdag formiddag.

Derefter fandt de begge ben og hovedet, som også var tynget ned af metalstykker, og som er blevet obduceret aftenen og natten igennem.

- Der er ikke frakturer på kraniet og ikke andre tegn på anden stump vold mod kraniekassen, understreger han.

Madsens forklaring i modvind

Ubåds- og raketbyggeren Peter Madsen har ellers forklaret, at Kim Wall døde som en følge af en ulykke, da han tabte ubådens tunge luge ned i hovedet på hende. 

Men den forklaring er nu for alvor kommet i modvind.

- Vi har i løbet af i går aftes og i nat - nærmere bestemt helt til omkring klokken 03 i nat - gennemført obduktion af de resterende ligdele, som vi har fundet her, siger Jens Møller Jensen.

Derefter stod det klart, at Kim Wall ej er død af skader på kraniet. Men derudover er det stadig uklart, hvordan den svenske journalist døde.

Derfor skal politiet nu undersøge, om det er adskillelsen af hoved og krop, der kan være dødsårsagen, lyder det fra efterforskningslederen.

Dykkere fandt flere poser

Den svenske journalist forsvandt en aften i starten af august, efter hun var sejlet ud fra Københavns Havn med Peter Madsen om bord på hans ubåd.

Madsen forklarede først, at han havde sat hende af på Refshaleøen. Derefter at hun var død ved et uheld, og at han havde begravet hende til søs. Men fra da af er hendes krop blevet fundet gradvist og i flere dele, der har spor af stik og savmærker.

Det var dykkere, der fredag fandt poserne med hoved, ben og tøj i vandet ud for Avedøre Holme. Det er godt en kilometer fra det sted på Amager, hvor Kim Walls torso blev fundet den 21. august af en cyklist.

Dykkerne blev fredagen igennem assisteret af svenske specialtrænede hunde, der kan spore menneskelig i vandet, og af forskningsskibet Aurora fra Aarhus Universitet.

Og da Aurora fredag aften sejlede i havn ved Avedøreværket, blev fundene hentet af en rustvogn fra Falck, skrev eb.dk fredag, da politiet stadig holdt kortene tæt til kroppen.

Den slags rustvogne bruges normalt kun til transport af lig.

Videoer af drab og tortur

Ubåds- og raketbyggeren Peter Madsen er sigtet for at have dræbt og senere parteret liget af den 30-årige svenske journalist Kim Wall under en sejlads i ubåden Nautilus den 10. august. Sigtelser, som han nægter sig skyldig i.

På et retsmøde tirsdag den 3. oktober blev Peter Madsens varetægtsfængsling forlænget med yderligere fire uger.

Det skete, efter specialanklager Jakob Buch-Jepsen fremlagde detaljer fra indholdet på en computer og fra den endelige obduktionsrapport af Kim Walls torso. Informationer, der ifølge anklageren har styrket mistanken mod den 46-årige Peter Madsen.

På en harddisk har politiets teknikere fundet videoer, der viser tortur og henrettelser. Blandt andet af kvinder, der bliver hængt.

- Det er vores opfattelse, at der er tale om videooptagelser af ægte drab på kvinder, sagde anklageren, der understregede, at videoerne ikke er lavet af Peter Madsen.

Harddisken er konfiskeret fra ubådsbyggerens værksted - det såkaldte rumlaboratorium, hvor han arbejdede på sine ubåds- og raketprojekter.

Vold og mærker efter sav

Da Kim Walls torso blev obduceret var det ej muligt at fastslå dødsårsagen.

Men den afslørede en række skader på hendes bryst og underliv, blandt andet et stik i brystet og et tocifret antal stik i og omkring underlivet. Derudover var der tegn på vold omkring dødstidspunktet og mærker efter en sav.

Forsvarer Betina Hald Engmark forklarer dog, at obduktionen ikke har forbundet de skader til Peter Madsen.

- Der er ikke fundet spor af Peter Madsen omkring Kim Walls underliv, ligesom der ikke er fundet spor fra Kim Wall på Peter Madsens kønsorganer, sagde hun ved tirsdagens retsmøde.

Den drabssigtede Peter Madsen har selv forklaret, at Kim Walls død var et uheld og skete efter et fald, da han mistede grebet om den 70 kilo tunge luge, som ramte Kim Wall i hovedet.

Det slag gav hende ifølge Peter Madsen et åbent kraniebrud. Ifølge obduktionsrapporten har torsoen skader, der ifølge retsmedicinerne kan være fremkommet ved et fald.

OVERBLIK: Ubådssagen fra eftersøgning til drabssag

    1. Ubåden 'Nautilus' stævner ud fra Københavns Havn

      Ubåden Nautilus sejler ud fra Refshaleøen, da klokken er omkring 19. To personer er om bord - Peter Madsen og en 30-årig kvindelig svensk journalist. Hun hedder Kim Wall, og hun arbejder på en reportage om ubåds- og raketbyggeren.

    2. Kvinde meldes savnet

      Københavns Politi modtager en henvendelse fra Joint Rescue Coordination Centre om en mulig søulykke, efter den svenske journalists kæreste har meldt, at hun er savnet. På dette tidspunkt formoder man, at journalisten stadig er sammen med Peter Madsen, som heller ikke er vendt hjem. Ingen ved, hvor ubåden er.

    3. Stor eftersøgning iværksættes

      Forsvaret begynder at lede efter den forsvundne ubåd med to redningshelikoptere og tre skibe tidligt fredag morgen. Man søger i områderne omkring Københavns havn, Drogden og sejlrenden mod Bornholm.

    4. Internationale medier skriver om sagen

      Efter nyhedsbureauet AP begynder at omtale sagen om den forsvundne ubåd, følger flere internationale medier efter - blandt andet i USAIndien og Irland

    5. Ubåden bliver fundet

      Der bliver skabt visuel kontakt til ubåden, da den ses ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Efterfølgende bliver der etableret radiokontakt til båden, der ifølge ejeren satte kurs mod havn.

    6. Ubåden synker - ejer reddes i land

      Umiddelbart inden klokken 11.00 synker ubåden pludselig, og ejeren bliver efterfølgende reddet op på en privat motorbåd, der sejler ham i havn. Den svenske kvinde er ikke længere om bord.

      Ifølge Peter Madsen satte han hende af ved Refshaleøen i København aftenen før.

    7. Peter Madsen eskorteres væk

      Peter Madsen er sikkert i land igen. Politiet tager Peter Madsen med for at tale med ham, om hvad der er sket.

    8. Kvinde bekræftes savnet

      Svensk politi bekræfter, at den svenske kvinde Kim Wall er forsvundet i forbindelse med den forliste ubåd Nautilus i Danmark.

    9. Dykkere skal undersøge ubåd

      Københavns Politi oplyser, at der skal sendes dykkere ned til den forliste ubåd, der ligger på syv meter vand. Det er dog ikke muligt at komme ind i ubåden, idet den enten skal stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres til havn, før det vil være muligt. Det vil i stedet formodentligt ske i løbet af lørdagen, oplyser politiet.

    10. Peter Madsen sigtes for drab

      Politiet meddeler i en pressemeddelelse, at Peter Madsen er anholdt og sigtet for drab på den savnede, svenske kvinde. Han ventes fremstillet i grundlovsforhør mandag.

      Han nægter sig skyldig og fastholder, at han satte kvinden i land ved spidsen af Refshaleøen nær restaurationen 'Halvandet' omkring klokken 22.30.

    11. Bjærgningen af ubåden begynder

      Klokken 10 begynder bjærgningen af den sunkne ubåd. Arbejdet vil vare flere timer.

      Når det teknisk er muligt, vil ubåden blive transporteret til en lukket hal på Nordhavnen i København, hvor der vil blive gennemført en egentlig gerningsstedsundersøgelse.

    12. Peter Madsen fremstilles i grundlovsforhør

      Retsmødet mod den drabssigtede opfinder Peter Madsen foregår for lukkede døre. Anklager Louise Nielsen mener, at sagens behandling ved et åbent retsmøde vil hindre sagens oplysning. Hun har fået medhold af dommer Kari Sørensen.

      Peter Madsen nægter sig fortsat skyldig.

    13. Dommer Kari Sørensen afsiger kendelse

      Peter Madsen bliver varetægtsfængslet, men ikke for drab. Bag de lukkede døre har han afgivet forklaring, og anklager Louise Nielsen har rejst en underordnet sigtelse om uagtsomt manddrab. Det er netop sigtelsen for uagtsomt manddrab, som danner grundlag for fængslingen.

    14. Ubåden kommer i land

      Natten til søndag kommer ubåden Nautilus i land i Nordhavn i København. Efter at være blevet tømt for vand er den klar til at blive undersøgt af politiet.

    15. Politiet går om bord

      Efter ubåden er blevet tømt for vand, er politiet søndag formiddag klar til at gå om bord på ubåden Nautilus.

    16. Ingen personer fundet i ubåd

      På et pressemøde fortæller drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, at der ikke er fundet nogen personer i ubåden. Desuden oplyser han, at det virker til, at det var en bevidst handling, at ubåden fredag sank.

    17. Fly og dykkere leder efter forsvundet kvinde

      Københavns Politi og Forsvaret har hele søndagen været i gang med en storstilet eftersøgning efter den forsvundne, svenske kvinde Kim Wall. Et fly udstyret med kamera, hundepatruljer og dykkere har taget del i eftersøgningen.

    18. Eftersøgning fortsætter i flere dage

      I de følgende dage fortsætter eftersøgningen af Kim Wall. Danske og svenske myndigheder leder i fællesskab efter nye spor og den svenske journalists lig i Øresund og Køge Bugt.

    19. Kim Wall døde ombord på ubåd og smidt i havet

      Det er en ulykke ombord på ubåden Nautilus, der har kostet Kim Wall livet.

      Sådan lyder en del af forklaringen, som ubådsejer Peter Madsen gav under grundlovsforhøret, oplyser politiet. 

      Peter Madsen bekræfter, at han efterfølgende skilte sig af med hende i havet.

    20. Politi finder lig af kvinde i vandet

      Mandag eftermiddag har Københavns Politi modtaget en anmeldelse om, at et lig af en kvinde er fundet i vandet på Vestamager. Det oplyser de på Twitter

      Området ligger ud til Køge Bugt, hvor politiet intensivt har ledt efter Kim Wall, siden hun forsvandt torsdag den 10. august.

    21. Kvindelig mangler hoved, arme og ben

      Kvindeliget fundet på amager er en torso.

      - Når jeg siger torso, så er det en krop uden hoved, arme og ben, oplyser drabschef ved Københavns Politi Jens Møller Jensen på et pressemøde mandag aften. 

      Liget bliver kørt til retsmedicinsk institut. 

    22. Politiet om fundet lig: Lemmer var bevidst afskåret

      Politiet udgiver tirsdag en pressebriefing på video, hvor de orienterer om seneste nyt i sagen om kvindeliget.

      - Status er, at der er tale om en torso, hvor både arme, ben og hoved er fjernet som følge af en bevidst afskæring, siger Jens Møller Jensen, der er drabschef ved Københavns Politi.

    23. DNA-match mellem torso og Kim Wall

      Onsdag morgen oplyser Københavns Politi i et tweet, at kvindeliget, der blev fundet på Amager, er den svenske Journalist Kim Wall. 

    24. Politiet efterlyser Kim Walls tøj

      Københavns Politi efterlyser Kim Walls tøj, efter hendes torso blev fundet afklædt i vandet ved Vestamager mandag.

      - Vi efterlyser en skrigorange bluse med lange ærmer, en sort- og hvidblomstret nederdel, nylonstrømper og et par hvide tennissko, oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller Jensen til TV 2.

    25. Politiet fremlægger nye beviser

      Specialanklager Jakob Buch-Jepsen siger på et retsmøde, at politiets teknikere har fundet videoer, der viser tortur og henrettelser, på en harddisk, der er blevet konfiskeret fra Peter Madsens værksted.

      - Det er vores opfattelse, at der er tale om videooptagelser af ægte drab på kvinder, sagde anklageren, der understregede, at videoerne ikke er lavet af Peter Madsen.

      Peter Madsens varetægtsfængsling blev forlænget med fire uger.

    26. Politiet offentliggør fund af Kim Walls hoved og ben

      Politiet offentliggør, at de har fundet Kim Walls hoved, begge ben og tøj. Det hele pakket i poser og tynget ned med tunge genstande i Køge Bugt.

      Det siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen fra Københavns Politi på et pressemøde

      - Vi har fundet en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj - trøje, nederdel, strømper og sko. I samme pose lå der en kniv og blylodder til at holde posen nede.

    27. Sav fundet i Køge Bugt

      Dykkere har fundet en sav i Køge Bugt i forbindelse med søgningen i ubådssagen. Det oplyser Københavns Politi.

      Saven er fundet i Køge Bugt nær den rute, som politiet vurderer, at den drabssigtede Peter Madsens ubåd sejlede den 11. august i år. Politiet oplyser desuden, at der fortsat ledes efter Kim Walls arme, og derfor er indsatsen med dykkere ikke afsluttet.

    28. Peter Madsen ændrer forklaring

      Drabschef Jens Møller fortæller på et pressemøde, at Peter Madsen igen har ændret forklaring.

      Det er sket under et lukket politiforhør den 14. oktober, hvor Peter Madsen har fortalt, at Kim Wall døde i ubåden, mens han selv stod i tårnet. I forbindelse med, at hun døde, var der mange udstødningsgasser i ubåden.

      Endvidere er Peter Madsen nu også sigtet for anden kønslig omgang end samleje med Kim Wall. Det nægter han - ligesom han fortsat nægter drab.

    29. Dykkere finder en arm i Øresund

      Københavns Politi og dykkere fra Forsvaret finder en arm i Øresund nær den rute, ubåden sejlede. Det er ikke fastslået, at armen kan forbindes med ubådssagen - men det er en teori, politiet arbejder ud fra.

      Politiet har ikke yderligere oplysninger.

Kilder: Københavns Politi, Sydsvenskan, TV 2