Sådan ser der ud inde i Danmarks nye fængsel

I 2012 begyndte byggeriet til Danmarks næststørste fængsel. Til oktober er fængslet klar til at huse dømte kriminelle.

Danmarks nye, topsikrede fængsel blev mandag vist frem, inden de indsatte flytter ind i Storstrøm Fængsel i Nørre Alslev på Falster.

Et af det nye fængsels fokuspunkter har været muligheden for en effektiv opdeling af de indsatte, som kommer fra forskellige grupper.

En celle i Storstrøm Fængsel.
En celle i Storstrøm Fængsel. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

- Fængslet kan indfri de sikkerhedsmæssige udfordringer, Kriminalforsorgen har stået med de sidste ti år, heriblandt rocker- og bandeproblematikken, fortæller fungerende institutionschef i Storstrøms Fængsel Michael Gjørup.

Storstrøm Fængsel bliver det bedst sikrede af sin slags, når det kommer til at afskærme de indsatte fra andre, så man undgår uroligheder inde i fængslet. Der er mulighed for, at de forskellige afdelinger i fængslet kan have ned til fire indsatte, hvor det tidligere var muligt at afskærme en afdeling på seks til syv indsatte. Og det er Michael Gjørup glad for.

- Det er noget, vi har efterspurgt for at håndtere alle mulige forskellige grupperinger. Det har vi en unik mulighed for her, siger han.

Sikret mod flugt

Storstrøms Fængsel bliver det næststørste lukkede fængsel i Danmark kun overgået af Nyborg Statsfængsel. Det kommer til at huse 250 kriminelle og det samme antal ansatte.

Helikopter-wire over fængslet.
Helikopter-wire over fængslet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Sikkerheden for fængslets an- og indsatte er der tænkt på ned til mindste detalje. For eksempel er knagerækkerne specialdesignede, så de ikke kan bruges som våben. Over fængslet er der helikopterwire, som skal sikre, at de indsatte ikke flygter, samt forhindre helikoptere i at lande på Danmarks bedst sikrede fængsels areal.

Planen er, at det er indsatte med længerevarende domme, der skal holde til i fængslet.

På onsdag skal justitsminister Søren Pape Poulsen (K) indvie det én milliard kroner dyre Storstrøm Fængsel.

Se Michael Gjørup fortælle om sikkerheden i en celle i det nye Storstrøms Fængsel.

Alt i cellen er sikkerhedsmæssigt gennemtænkt. Video: Sebastian Myrup Hansen