Ingen kan vide sig sikre for andres vrede i trafikken. Hverken knallertkørere, skoleelever eller en familiefar med sine 8-årige tvillinger på bagsædet
Aggressionerne får jævnligt frit spil, når vi sætter bilnøglen i tændingen og triller ud på vejene. Faktisk viser en gennemgang i de danske aviser, at der alene de seneste to år er blevet anmeldt mindst 51 episoder om road rage (på dansk: vejvrede) til politiet, og anmeldelserne går på alt fra spytklatter i ansigtet og grove ukvemsord til decideret hærværk på køretøjerne og vold mod bilisterne.
Hos Rådet for Sikker Trafik holder man skarpt øje med fænomenet.
- En ny canadisk undersøgelse viser, at vejvrede fører til trafikulykker. Og vi er i gang med en dansk undersøgelse i samarbejde med Transport DTU, som tyder på, at der er sket en stigning i omfanget af cyklister og bilister, som oplever vejvrede, siger Jesper Sølund, der er dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik.
- Ophidselse hos bilisterne påvirker trafiksikkerheden, fordi det fjerner fokus fra trafikken. Når nogen laver fejl eller råber ad os i trafikken, sætter det sig fast, og man kommer til at sidde og tænke ”hold da kæft en idiot”.
Begrebet road rage stammer fra USA og bruges om bilister, der overfuser eller forårsager hærværk og/eller vold på andre bilister, og mange gange skal der ganske lidt til før, det ender helt galt.
Det skete for eksempel den 22. april i år, da et tilsyneladende tilfældigt møde mellem to biler i Havnegade i Faaborg udviklede sig til en vild biljagt på færgehavnens parkeringsplads. Ofret, en midaldrende mand, blev sparket i hovedet, tæsket med et baseballbat og fik sin mobiltelefon kylet i vandet. Hele seancen blev optaget af havnens videoovervågning, og de to gerningsmænd var i onsdags for retten, hvor den ene blev idømt 5 måneders ubetinget fængsel, mens den anden afventer afgørelsen.
Overfaldet med 8-årige tvillinger i bilen
En lignende episode fandt sted i december 2016, da en 47-årig mand fik tæsk med en træstok, mens hans 8-årige tvillinger sad på bagsædet af hans bil. Volden skete efter en uoverensstemmelse på motorvejen mod Roskilde, hvor den 47-årige efter sigende havde blinket med forlygterne og slingret mellem trafikanterne, hvilket blev for meget for en 51-årig mand, der fulgte efter bilen, til den stoppede ved et byggemarked, og han gik til angreb. Voldsmanden fik senere 60 dages ubetinget fængsel.
Videoen øverst i artiklen viser en episode, som blev optaget med et kamera placeret i foruden af en bil, der bliver overhalet ganske hasarderet, hvorefter de to bilister kommer i voldsomt håndgemæng. Det ender med, at den ene bilist trækker et stykke værktøj frem og smadrer ruden på den anden mands bil, inden de begge kører fra stedet.
Men det er langt fra altid, at der er videoovervågning, der kan dokumentere volden, ligesom det heller ikke er altid, at episoderne, hvor bilisternes temperament slår gnister, bliver meldt til politiet.
En undersøgelse som TNS Gallup lavede for Gjensidige Forsikring sidste år, viser, at hver anden dansker har oplevet vejvrede i trafikken, men ligeså mange har selv været den vrede part.
TV 2’s kriminalmagasin Station 2 arbejder i øjeblikket på et indslag om vejvrede. Har du mistet besindelsen i trafikken og begået road rage, eller har du selv været udsat for det, så hører vi gerne fra dig. Skriv til cary@tv2.dk.
I tidslinjen kan du læse flere eksempler på både skoleelever, knallertkørere og bilister, der har været involveret i road rage.
Udpluk af anmeldelser om road rage de seneste to år
2017
En 54-årig bilist fik et slag i ansigtet af en vred fodgænger, der mente, at bilisten kørte for tæt på ham på vejen. . Det skete på Gaabensevej i Nykøbing.
En bilist blev overfaldet med flere knytnæveslag, efter han havde udtrykt irritation over en varebil, der holdt uhensigtsmæssigt så den spærrede vejen i hans kørselsretning. Det fik to mænd i varebilen til at stige ud og overfalde manden i personbilen med flere knytnæveslag. Episoden skete i Vordingborg.
En 39-årig kvinde blev konfronteret af en »rasende« mandlig bilist i krydset Vestervold/Vestergade i det centrale Randers efter et vognbaneskift. Manden viste hende først ”fuckfingeren”, hvorefter han tvang hende til at bremse og nikkede hende en skalle.
Hasarderet kørsel i en Audi på Holbæk-motorvejen endte i knytnæveslag, da en 45-årig bilist dyttede af Audien, efter han var blevet overhalet indenom. Den ukendte bilist kørte efterfølgende ind til siden og slog den anden mand to gange i ansigtet, inden han stak af.
En skoleelev fik en lussing af en vred bilist, da han krydsede vejen sammen med sine to kammerater på cykel. Drengene havde fået indtryk af, at bilisten holdt tilbage for dem, men i stedet viste han dem fingeren, holdt ind til siden og sparkede den til bagerste drengs cykel og stak ham en lussing. Episoden skete foran Hillerødsholmskolen.
En 53-årig kvindelig bilist var tæt på at blive presset af vejen af en rasende medtrafikant, da hun passerede Farøbroen. På strækningen var der fartbegrænsning på 90 km/t, som kvinden overholdt, men den anden bilist påkørte hendes bil og forsøgte efterfølgende at presse hende af kørebanen, inden bilisten stak af.
En bilist fik tildelt et knytnæveslag i sit ansigt af en lastbilchauffør efter et opgør mellem de to på Helsingørsvej ved Fredensborg. Konflikten begyndte, da bilisten ville overhale lastbilen og eskalerede, da bilisten fik standset lastbilen. Her stak chaufføren bilisten en knytnæve midt i ansigtet.
En 20-årig mand blev så irriteret på en norsk bilist, at han standsede i krydset Esrumvej/Kingosvej i Helsingør, steg ud af sin bil og sparkede ud den norske bils bagklap og venstre side. Han sluttede med at råbe ukvemsord og flåede sidespejlet af. Den 20-årige er blevet sigtet for groft hærværk.
En 43-årig bilist var skyld i, at en motorcyklist væltede, hvorefter motorcyklen brød i brand. Episoden skete på Østre Ringvej i Næstved efter motorcyklisten havde forsøgt at overhale bilisten. Det provokerede tilsyneladende bilisten, der efterfølgende kørte chikanekørsel, hvorved motorcyklisten væltede.
En uenighed mellem en mandlig og en kvindelig bilist i Tilst, endte med, at den mandlige bilist råbte ukvemsord efter kvinden, mens han forsøgte at få fat i hendes hoved og rive hendes tørklæde af.
En 28-årig bilist blev overfuset og spyttet på, efter han overhalede en varevogn på Gl. Silkeborgvej ved Harlev. Varevognen kørte efterfølgende venstre om et helleanlæg og op foran den anden bilist, hvorefter konfrontationen skete.
En uenighed om et vognbaneskift mellem en buschauffør og en bilist i Ceres-krydset i Aarhus, endte med, at bilisten hamrede sin hånd ned i køleren på bussen og lavede en bule.
En 58-årig bilist kørte i ydersporet på Kongevejen fra Virum i retning mod Holte, da hun følte, at en bagvedkørende ikke holdt tilstrækkelig afstand. Da han ikke reagerede på hendes håndsignal om at sænke farten, valgte kvinden at foretage en let markering med bremselyset. Det fik manden til at overhale kvinden indenom ved lyskrydset på Kongevejen/ Holte Midtpunkt og kørte ind foran hendes bil. Herefter steg manden ud af sin bil og råbte og sparkede til kvindens bil, så den fik buler. Manden sluttede af med at slå sin hånd i forruden med en sådan kraft, at den revnede.
En kontrovers i trafikken mellem en 47-årig cyklist og en 19-årig bilist resulterede i, at cyklisten slog flere gange på bilen. Bilisten, der frygtede at få buler på sin nye bil, kvitterede ved at jagte cyklisten gennem M.P Bruunsgade i Aarhus og skubbe ham af cyklen, så han slog sin arm.
På Bøtøvej i Marielyst kom tre mænd op at toppes om deres gensidige færdsel i trafikken. En 47-årig mand nåede at sparke en bule i en bil, inden betjentene fik skilt parterne ad.
En kvindelig bilist blev påkørt bagfra og bragt til standsning af en anden bilist. det skete ved Toksvær nær Næstved. Efterfølgende endte parterne i et skænderi på vejen, der ifølge kvinde endte med, at hun blev slæbt 100 meter efter bilen, mens hun hang fast i døren.
En midaldrende mand bliver tæsket med et bat og får smidt sin mobil i havnen, efter der har været en uoverensstemmelse med en anden bil på havnen i Faaborg.
En bilist overså en bil under et vognbaneskift på Motorring 4 nær Albertslund. Kvinden undgik at ramme den anden bilist, da hun hurtigt trak ind igen, men den anden bilist lod det ikke blive ved det. Han kørte op på siden af hendes bil, råbte af hende og kørte efterfølgende bevist ind i siden af hendes bil, inden han stak af.
En 52-årig mand blev udsat for vold på en parkeringsplads på Fabriksparken i Glostrup. Manden kom gående med sin indkøbsvogn, da føreren af en personbil forsøgte at køre forbi, men ikke mente, at der var plads nok, hvorfor vedkommende angiveligt blev sur over, at den 52-årige mand ikke flyttede sin indkøbsvogn.
En 15-årig dreng fik en afklapsning på Erlevvej i Haderslev, efter han havde rettet på sin forlygte og var kommet til at slingre. Det provokerede tilsyneladende en bagvedkørende bilist, som råbte af ham. Drengen kvitterede med et håndtegn, hvorefter bilisten råbte trusler, holdt ind til siden, ruskede drengen og slog ham oven på hjelmen.
En 42-årig falckredder blev truet med en skruetrækker og blev slået og sparket af en 22-årig mand nær Vemmelev på Sjælland. Volden skete, fordi den 22-årige tilsyneladende følte sig provokeret af den anden mands kørsel.
To mænd røg i totterne på hinanden, efter den ene havde påtalt den andens friske kørsel nær Kirkebakkehallen. Politiet måtte skille de to mænd ad.
En kvindelig lastbilchauffør blev truet med en pistollignende genstand efter hun havde haft en færdselsmæssig uoverensstemmelse med en anden bilist. Det viste sig senere, at våbenet var en splatterpistol.
2016
To mænd røg i diskussion over en færdselsforseelse på Hovedvejen i Hedensted og bataljen endte med, at den ene rev den andens sidespejl af.
En kvindelig bilist trykkede let på bremsen for at markere, at den bagvedkørende var for tæt på, men det skulle hun aldrig have gjort. Efterfølgende overhalede den anden bilist hende og tvang hende til at stoppe, hvorefter han råbte flere ukvemsord efter hende og spyttede hende i ansigtet. Episoden skete på motorvejen ved Hornslet.
En 38-årig mand fik flere slag i ansigtet, efter han blev tvunget til at bremse af en anden bilist i et kryds i Roskilde. Ifølge den 38-årige var der ikke gået noget forud for afklapsningen.
En bilist gav en medtrafikant et slag over næseryggen, efter de havde haft en uoverensstemmelse i trafikken på motorvejen nær Holbæk.
En 25-årig mand fra Jægerspris syntes tilsyneladende ikke, at trafikken gled hurtigt nok ved Kronprins Frederiks Bro. Han tændte helt af, da det unge par hold tilbage for en bil, så den kunne komme ud fra en sidevej. Manden steg ud af sin bil og gik hen til det unge pars køretøj. Her bankede han hånden gemmen bilens forrude. Hærværket blev set af en politimand og den 25-årige er nu sigtet for hærværk.
En 24-årig mand fra Frederikssund smadrede en 43-årigs forrude, efter sidstnævnte havde blinket med lyset, fordi han mente, hans kørsel var hasarderet.
En 47-årig mand fik tæsk med en træstok, mens hans 8-årige tvillinger sad på bagsædet af hans bil. Volden skete efter en uoverensstemmelse på motorvejen mod Roskilde med en anden bilist. Denne bilist mente dog ikke, at konflikten skulle stoppe der og fulgte efter manden til Jem & Fix, hvor han parkerede bag manden og gik til angreb.
En 49-årig mand blev udsat for chikanekørsel og tilråb fra to mænd, efter en bagvedkørende bilist havde forsøgt at overhale ham for dobbelt overtrukne spærrelinjer mellem Kvorning og Mollerup. Det fik den 49-årige til at trække ud mod midten af vejen, men bilen overhalede alligevel, og den episode endte kort efter i chikanekørsel og tilråb.
En fodgænger gestikulerede efter en varevogn, der kører over for rødt i krydset Toftebæksvej og Kanalvej midt i Kgs. Lyngby. Det fik føreren af varevognen til at vende køretøjet og sætte efter fodgængeren, der måtte springe over en hæk for ikke at blive ramt. To passagerer i varevognen hoppede efterfølgende ud og truede fodgængeren verbalt, inden de stak af.
En 34-årig bilist – der i øvrigt var frakendt sit kørekort – brugte en ratlås til at true en medtrafikant og belære ham om kørsel. Det skete mellem Landevejen og Køgevej nær Næstved.
En 23-årig mand blev sigtet for chikanekørsel, efter han havde generet en buschauffør over en længere strækning på Vestre Ringgade i Århus. Den 23-årige bilist kørte skiftevis hurtigt og langsomt for at spærre for bussen, ligesom bilisten også kørte op på siden af bussen i en kyskurve og gav chaufføren fingeren. Chikaneriet stoppede dog brat, da den 23-årige bremsede så hårdt op foran bussen, at den bragede op i bilen. Politiet blev tilkaldt og den 23-årige blev sigtet for chikanekørsel.
En bilist fik slag i ansigtet, efter han havde taget et billede af en Volkswagen, der pludselig svingede ind foran ham på Lundtoftegårdsvej i Lyngby. To mænd hoppede ud og råbte af bilisten, og da han kvitterede med at tage et billede af køretøjet, blev han slået fem til seks gange i ansigtet.
To bilister røg i totterne på hinanden i krydset mellem Sct. Anna Gade og Groskenstræde i Helsingør og det endte med, at den ene nikkede den anden en skalle.
En overhaling i Danmarksgade i Horsens resulterede først i en biljagt og derefter at en 28-årig mand smadrede sideruden i den andens bil og stak ham et par lussinger.
En kvindelig bilist kørte over for rødt lys i krydset Vestre Landevej/Nordre Boulevard i Varde, hvilket bilisten bag hende gjorde opmærksom på ved at dytte. Kvinden kørte derefter ind til siden for at undskylde, men den anden bilist hoppede i stedet ud af sin bil, råbte ”satans kælling”, rev hende i håret og rev hendes briller af, som han efterfølgende brækkede i stykker. Manden gav hende også en lussing, inden han stak af i sin bil.
To bilister kom godt og grundigt op at skændes, da der opstod uenigheder om hinandens kørsel på Industrivej i Vamdrup. Det endte med, at den ene bilist -en 67-årig mand -sendte en knytnæve i ansigtet på den 19-årige fører af den anden bil.
En 55-årig mandlig bilist fra Kalundborg blev fredag ved 22.50-tiden udsat for en grov form for vejvrede, idet han blev sparket bevidstløs af en anden bilist, der ikke var tilfreds med hans kørsel. En 28-årig mand blev efterfølgende anholdt og sigtet for vold.
En 22-årig blev anholdt efter han trak en økse og truede en medtrafikant ved Islevhusvej i Vanløse. Den 22-årige var angiveligt vred over en trafikforseelse som den anden trafikant skulle have begået.
To unge mænd besindelsen og tævede et midaldrende par efter en uoverensstemmelse i trafikken. Ofrene blev slået og sparket flere gange i hovedet og kroppen og pådrog sig flere skader som følge. Episoden skete i Aarhus.
En mand bliver overfaldet med slag og spark af en anden bilist, efter denne har overhalet ham. Episoden skete i Holbæk og sluttede da den anden bilist hev et metalrør frem og smadrede forruden på den anden bil.
2015
En bilist blev så vred på en anden, at han kørte op bag i ham og derved skubbede ham ud i et vejkryds. Episoden skete i Næstved.
En 64-årig bilist overså en fodgænger, da han bakkede ud fra sin indkørsel på Overmarksvej i Kolding. Fodgængeren kvitterede herefter ved at sparke bilen og give manden et knytnæveslag i ansigtet.
En 40-årig bilist blev slået bevidstløs i krydset Trige Centervej/Randersvej i Århus af en 34-årig bilist. Volden udspillede sig, efter den 34-årige var blevet irriteret over, at den anden bilist var for længe om at køre ud i krydset. Det fik den 34-årige til at køre ind foran den anden og tildele ham et knytnæveslag.
Over to dage blev en bilist chikaneret af en medtrafikant i Vollsmose ved Odense. Første gang dyttede og blinkede den vrede trafikant, inden han tvang den anden bilist ud i grøften i sin bil. Næste dag mødtes de to bilister igen tilfældigt på vejen. Denne gang overhalede han ofret og bragte ham til standsning, hvorefter han gav manden et knytnæveslag i ansigtet.
En 21-årig mand kørte direkte ind i bagendte af en bil og forsøgte at skubbe den væk fra benzinstanderen. Det skete på en tankstation i Farsø. Efterfølgende hoppede den 21-årige mand ud af bilen og overfusede den 78-årige kvinde, der ejede bilen.
En ældre mand så sig sur på en skolevogn, og steg ud af sin bil i Svendborg og slog løs på skolevognen med sin stok.
En 57-årig mand fra Skive blev så vred over at være blevet blitzet af en fotovogn, at han kørte tilbage og smadrede kameraet i fotovognen.
To bilister kom op at slås på Q8-tanken på Vejlevej i Fredericia. Slagsmålet var kulminationen på en omgang hidsighed og aggressiv kørsel.