Ubådssagen

Forsvarer: Peter Madsen erkender usømmelig omgang med lig

Peter Madsen fik lov til at fremsætte sin forklaring for åbne døre ved tirsdagens retsmøde.

- Han har fået lettet noget af presset. Han har haft det dårligt med ikke at kunne fortælle sin historie.

Sådan siger Betina Hald Engmark, der er forsvarer for den drabssigtede Peter Madsen.

Ved tirsdagens retsmøde besluttede dommeren at holde dørene åbne, selvom anklagemyndigheden mente, at de skulle forblive lukkede.

Erkender usømmelig omgang med lig

Han erkendte blandt andet, at han havde kastet liget af den svenske journalist Kim Wall over bord fra ubåden Nautilus, og dermed erkendte han usømmelig omgang med lig - et af de forhold, han er sigtet for.

- Ja, det erkender han ved at have begravet hende til søs, bekræftede Betina Hald Engmark efter retsmødet.

Usømmelig omgang med lig kan straffes med op til seks måneders fængsel.

Modsatte sig ransagning af computer

Anklageren fik til gengæld medhold i, at Peter Madsens computer skal ransages af politiet. Det havde forsvaret modsat sig, fordi der på computeren befinder sig kontrakter, der er omfattet af tavshedsklausuler.

Peter Madsens forsvarer slår fast, at Peter Madsen ikke har kunnet give tilladelse til ransagning, fordi det ville bryde med indgåede tavshedsklausuler. Video: Stine Gliese

- Det er ikke fordi, han har noget at skjule. Men de klausuler gælder stadig, selvom man er fængslet, understreger Betina Hald Engmark.

Peter Madsen havde ifølge forsvareren givet tilladelse til, at politiet kunne se computeren igennem, hvis han selv kunne være til stede imens.

- Det har anklageren opfattet som manglende vilje til at samarbejde, men jeg mener, det indikerer samarbejde, siger Betina Hald Engmark.

Blev fængslet for mistanke om manddrab

Ved retsmødet fik Peter Madsen forlænget sin varetægtsfængsling med fire uger frem til den 3. oktober - en kendelse forsvareren har kæret til Landsretten.

Dommeren vurderede, at der var bevis for begrundet mistanke om, at han havde begået manddrab på Kim Wall.

Peter Madsen forklarede i retten, at hun døde ved en ulykke, og at han efterfølgende smed liget over bord intakt. Læs mere om hans forklaring her.

Betina Hald Engmark forklarer, at Peter Madsen er glad for at have fået mulighed for at komme ud i offentligheden med sin forklaring. Video: Esben Christensen