Ubådssagen

Få overblikket - det fremlagde anklageren i ubådssag tirsdag

Politiet har blandt andet fundet blod og hårlokker fra Kim Wall ombord på Nautilus.

Peter Madsen har erkendt, at den svenske journalist Kim Wall døde ombord på hans ubåd 10. august.

Anklagemyndigheden skal nu føre bevis for, at der var tale om et drab og ikke en ulykke, som Peter Madsen hævder.

Det skal desuden bevises, at Peter Madsen parterede liget og smed det overbord for at dække over forbrydelsen - og ikke smed et intakt lig overbord for at give Kim Wall en "ærefuld begravelse til søs", som han selv hævder.

Genstande fundet i ubåden

Der er givetvis rigtig mange ting, politiet holder for sig selv af hensyn til efterforskningen. Men ved tirsdagens åbne retsmøde i forbindelse med forlængelsen af Peter Madsens varetægtsfængsling kom der alligevel nogle oplysninger frem om, hvilke beviser, politiet har fundet.

Først og fremmest har man fundet Kim Walls blod, hår, strømpebukser og trusser ombord på ubåden Nautilus. Anklager Jacob Buch-Jepsen forklarede i retten, at der er fundet størknet blod samt strømpebukserne på nogle plader, der passer med det sted, Peter Madsen hævder, at hun lå efter den påståede ulykke.

Der er også fundet størknet blod og hår i baderummet. I maskinrummet er der fundet hår og trusser.

Genstande fundet andre steder

Et afgørende bevis er Kim Walls torso, der blev fundet ved Amager den 21. august - 11 dage efter hun døde ombord på ubåden.

I Peter Madsens værksted har man fundet 11 stykker metalrør, der muligvis er af samme type som de rør, der blev fundet på Kim Walls torso.

Det er også tirsdag kommet frem, at man har en detaljeret tracking af ubådens sejlads.

Vidneforklaringer

Anklageren læste flere vidneforklaringer op. Blandt andet har en medarbejder fra helikopteren, der var til stede, da Peter Madsen blev sejlet i land, forklaret, at Peter Madsen spurgte, om ubåden kunne trackes.

Et andet vidne har angiveligt set Peter Madsen gå mod ubåden med en fukssvans med orange håndtag.

En person har fortalt, at vedkommende har talt med Peter Madsen om, hvordan man gemmer lig til havs. Et andet vidne har set en video med et afskåret hoved på Peter Madsens computer.

Et vidne har forklaret, at vedkommende sammen med fire til fem andre personer og Peter Madsen set en video, hvor en mindreårig dreng blev voldtaget af en flok sorte mænd. Vidnet fik det dårligt og gik. Forsvareren mener ikke, at det er en troværdig forklaring.

Anklageren nævnte også en frisør, hvis kunde angiveligt havde et forhold til Peter Madsen. Et forhold, der ifølge vidnet indebar, at hun havde blå mærker på halsen. Hun virkede dog ikke utilfreds.

Et andet vidne var veninde med Peter Madsen. Hun vidste, at han levede i et åbent forhold. Hun forklarede, at Peter Madsen havde en mørk side og talte om dødsfascination.

Vidnernes forklaringer blev ikke læst op i fuld længde. Men de handlede i det store hele om, at Peter Madsen var grænsesøgende - også i privatlivet.

Manglende genstande

Der blev også tirsdag nævnt flere genstande, man ikke har fundet endnu. Kim Walls ben, arme og hoved mangler fortsat.

Peter Madens og Kim Walls telefoner er ikke blevet fundet på ubåden. Peter Madsen har erkendt at have smidt sin egen telefon over bord.

Der mangler også en sav, som plejede at være ombord på Nautilus. Peter Madsen har imidlertid forklaret, at saven ikke var med, da han sejlede ud med Kim Wall.

Politiet mangler også at få adgang til Peter Madsens computer.

Forstå Ubådssagen på 99 sekunder. Video: Rikke Museth Janniche