Når forældre slår ihjel: - Jeg vidste godt, at min far kunne finde på at slå, men...

I de seneste to år er 18 børn blevet slået ihjel af deres egne forældre. Christoffer Jonassens lillesøster var en af dem.

Det er torsdag den 4. august 2016.

21-årige Christoffer Jonassen ligger og sover i sin seng efter et par hårde dage.

I går var han i Blåvand i Sydvestjylland med sin far og otteårige halvlillesøster hele dagen. De hyggede sig og spiste sammen, inden han puttede lillesøsteren og tog hjem til sin mor, fordi han havde en køretime tidligt næste morgen.

Det, han har gjort, er det mest forfærdelige, et menneske kan gøre

Christoffer Jonassen om sin fars handling

Men nu ringer det på. Dørklokken når at kime et par gange, inden hans mor åbner døren, og han hører en dyb stemme spørge efter ham.

"Hvem kan det være?", når Christoffer at tænke, mens han hopper i tøjet og skynder sig ud i gangen.

To betjente står i døråbningen.

- Er du Christoffer Jonassen?, spørger den ene.

Christoffer nikker forvirret.

De beder ham om at sætte sig ned i køkkenet. Den ene lægger en hånd på hans skulder, inden han siger:

- Din lillesøster er blevet slået ihjel – og det er højst sandsynligt din far, der har gjort det.

Når far og mor dræber

Hvert år bliver børn slået ihjel af dem, der burde elske dem allerhøjest. Af deres mor eller far.

I de seneste to år er 18 danske børn blevet dræbt. Seks af dem – oftest helt små børn – er blevet dræbt af deres mor, og i flere tilfælde led moderen af psykiske problemer.

- Det er faktisk mere sikkert at gå på Strøget midt i København klokken tre om natten, end det er at ligge i sin egen seng i sit eget hus. Statistisk set har du en større risiko for at blive dræbt i dit eget hjem af dine egne familiemedlemmer end af en fremmed. Det er et paradoks, siger Marieke Liem, lektor og ph.d. i retsmedicinsk psykologi ved Universitetet Leiden i Holland.

Hun kom altid løbende hen til mig og råbte ”Christoffer”, når jeg kom på besøg. Jeg elskede virkelig min lillesøster

Christoffer Jonassen om sin lillesøster

Størstedelen – 12 børn – er blevet slået ihjel af deres far, og når far dræber, forsøger han nogle gange at udslette hele familien.

Det skete for eksempel i Ulstrup, hvor en 45-årig mand dræbte sine fire børn, sin kone og til sidst sig selv i januar i år. Eller i Brønshøj i april 2017, hvor en 38-årig mand slog sine tre børn og kone ihjel.

For de pårørende kommer drabene ofte som lyn fra en klar himmel.

Det gjorde det også for Christoffer Jonassen, der mistede sin otteårige lillesøster sidste år, da faderen dræbte hende.

- Det, han har gjort, er det mest forfærdelige, et menneske kan gøre, siger Christoffer Jonassen.

Forud for det tragiske mord ligger en lang historie.

Det er historien om en far, som ifølge Christoffer Jonassen prøvede at gøre det bedre for sin nye familie og sine børn, men som det endte med at slå klik for den dag i august 2016.

Christoffer har i forbindelse med Station 2-programmet været forbi det sted, hvor hans lillesøster blev myrdet.
Christoffer har i forbindelse med Station 2-programmet været forbi det sted, hvor hans lillesøster blev myrdet. Foto: TV 2

Lillesøsteren var prinsessepige med stort P

Christoffer Jonassen voksede op i det, der udadtil lignede en harmonisk kernefamilie. Med mor, far og en ældre søster.

Men da Christoffer var to år, gik forældrene fra hinanden. I begyndelsen blev han boende ved sin mor i en lille by uden for Odense, men besøgte sin far, Johnny Jonassen, i weekenderne.

Jeg troede, jeg endelig havde fået den far, jeg altid havde drømt om

Christoffer Jonassen

I dag ser han tilbage på den tid med blandede følelser.

- Min far havde et voldsomt temperament og var meget manipulerende. Hvis han var glad, var vi alle glade, men når han var sur – så gik det udover mig. Det var ligegyldigt, om det var min fejl eller ej. I stedet for at skælde ud, som andre ville gøre, så udøvede han fysisk vold mod mig. Han havde nogle aggressioner, han slet ikke kunne styre, fortæller Christoffer Jonassen.

Da Christoffer Jonassen blev 12 år, blev han storebror for første gang. Hans far havde mødt en ny kvinde, som han hurtigt fik et barn med.

- Min lillesøster var en rigtig prinsessepige, der elskede alt med 'Frost' og Elsa. Hun kom altid løbende hen til mig og råbte ”Christoffer”, når jeg kom på besøg. Jeg elskede virkelig min lillesøster, og hun elskede mig, fortæller han.

Jeg burde have søgt psykolog. Jeg burde have søgt hjælp

Johnny Jonassen i retten

Men mens forholdet til lillesøsteren fra starten var tæt, så var forholdet til faderen vanskeligere. Og da Christoffer gik i ottende klasse, valgte han, at han ikke længere ville se ham.

- Jeg så ham ikke i fem år, fordi jeg syntes, han var et væmmeligt menneske. Han slog, og jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham, siger han.

Christoffer og hans lillesøster har mange gode minder sammen på trods af at de ikke så hinanden i fem år.
Christoffer og hans lillesøster har mange gode minder sammen på trods af at de ikke så hinanden i fem år. Foto: TV 2
Lillesøsteren elskede Disneys Frost. Hun klædte sig ud som hovedpersonen Elsa og kunne alle sangene i hovedet.
Lillesøsteren elskede Disneys Frost. Hun klædte sig ud som hovedpersonen Elsa og kunne alle sangene i hovedet. Foto: Privat

Da Christoffer Jonassen genoptog kontakten i 2015, var det ikke, fordi han savnede sin far. Det var en helt anden person, Christoffer Jonassen manglede i sit liv.

- Den eneste måde, jeg kunne se min lillesøster, var ved at se ham. Så det valgte jeg at gøre, siger han.

Han så en ny begyndelse

Da Christoffer Jonassen genoptog kontakten med sin far, oplevede han, at faderen virkede forandret. Han havde mere overskud og var mindre aggressiv.

- Jeg troede, jeg endelig havde fået den far, jeg altid havde drømt om, siger han.

Den far, Christoffer Jonassen så nu, var langt fra den person, han huskede fra sin barndom. Men han glædede sig over forandringen – ikke mindst for sin lillesøsters skyld.

- Jeg tror, at det var vigtigt for ham at give udtryk for, at han var en god far. Jeg tror, at han ville bevise, at han havde ændret sig, siger han.

Men i begyndelsen af 2016 kom faderen i krise. Hans hustru forlod ham, huset skulle sælges, og Christoffers lillesøster skulle være delebarn.

- Jeg så ham græde for første gang. Han var virkelig ked af det, og jeg fik faktisk ondt af ham, husker Christoffer Jonassen, der i den periode var meget sammen med både faderen og lillesøsteren.

Jeg vidste godt, at min far kunne finde på at slå, men jeg havde aldrig forestillet mig, at han kunne finde på at slå et andet menneske ihjel. Og slet ikke sit eget barn

Christoffer Jonassen

Alt virkede perfekt den dag

Den dag, hvor lillesøsteren blev dræbt, var de alle tre taget på familietur til Blåvand i Vestjylland. De besøgte blandt andet en bolsjefabrik, som Christoffer og hans far også tidligere havde været i.

- Vi var der igen for at vise min lillesøster, hvad det var for et sted, siger han.

Her lavede de selv bolsjer – fuldstændig ligesom den nu voksne mand selv havde gjort som barn – og de tog i svømmehallen i Blåvand og på stranden.

- Min far virkede glad den dag. Han virkede som om, at alle de problemer, han havde, de ikke eksisterede. Alt skulle bare være godt. Det skulle være en god dag uanset hvad, siger han.

Christoffers far skrev flere opdateringer om, hvor meget hans elskede sin datter op til den dag, hvor han slog hende ihjel.
Christoffers far skrev flere opdateringer om, hvor meget hans elskede sin datter op til den dag, hvor han slog hende ihjel. Foto: TV 2

Igen gav det en forhåbning om, at hans far virkelig ville gøre det bedre over for hans lillesøster, som nu var otte år.

Men selvom Johnny Jonassen udadtil virkede som om, han var i balance med sig selv, så havde han taget en skæbnesvanger beslutning.

Den skæbnesvangre dag

Om aftenen den 3. august 2016 kørte den lille familie hjem til faderens bopæl i en lille by uden for Odense. De spiste sammen og hyggede, inden Christoffer Jonassen puttede sin lillesøster i hendes forældres soveværelse og kørte hjem til sig selv.

Det var sidste gang, Christoffer så hende i live.

Fra politiets afhøringer og retstekniske undersøgelser ved vi, at 51-årige Johnny Jonassen den aften satte sig foran sin computer og læste en mail flere gange. Han var blevet indkaldt til et bekymringsmøde af kommunen, fordi hans ekskone for nyligt var flyttet på krisecenter med deres datter, og der var mistanke om, at datteren ikke trivedes, når hun opholdt sig hos ham.

Johnny Jonassens retssag var en tilståelsessag, da han umiddelbart efter mordet på sin datter erkendte, at det var ham.
Johnny Jonassens retssag var en tilståelsessag, da han umiddelbart efter mordet på sin datter erkendte, at det var ham. Foto: Privat

Under retssagen fortalte Johnny Jonassen, at han frygtede, han ville miste retten til at se sit barn, og at han i dagene op til drabet flere gange overvejede at tage livet af sig selv og datteren.

Den aften drak han tæt. Han satte høj musik på og skrev flere afskedsbreve. Så gik han ud i skuret og hentede en rulle gaffatape og et par plastikposer, inden han gik op i soveværelset og kvalte sin yngste datter.

Derefter placerede han hende i et fyldt badekar på badeværelset for at sikre sig, hun var død.

Jeg har de sidste 10 måneder prøvet at regne ud hvorfor. Men jeg kan ikke regne det ud

Christoffer Jonassen

Efter drabet tog han billeder af liget med datterens egen mobiltelefon, som han forsøgte at sende til sin ekskone. Men de nåede aldrig frem.

- Jeg syntes på det tidspunkt, at det var hendes skyld, at det var kommet så vidt, forklarede han senere i retten.

Efter drabet forsøgte han at begå selvmord ved at skære håndleddene over på sig selv, men det mislykkedes.

12 timer efter vågnede han på en sofa i huset. Han tjekkede straks, om ekskonen havde reageret på hans beskeder. Det havde hun ikke, for hun havde aldrig modtaget dem.

Så tog han sin telefon og ringede hende op.

Christoffer forstår ikke hvorfor

I dag er det over et år siden, at Christoffer Jonassen blev vækket af to betjente, der ringede på døren og fortalte ham, at hans lillesøster var død.

Lige siden har han tænkt over, hvorfor hans lillesøster skulle slås ihjel.

- Jeg har de sidste 10 måneder prøvet at regne ud hvorfor. Men jeg kan ikke regne det ud. Jeg har ingen idé om, hvordan han kunne finde på det, siger Christoffer Jonassen og fortsætter:

- Jeg vidste godt, at min far kunne finde på at slå, men jeg havde aldrig forestillet mig, at han kunne finde på at slå et andet menneske ihjel. Og slet ikke sit eget barn, siger han.

Faren fortryder det hele

Den 19. juni 2017 faldt der dom i tilståelsessagen mod Johnny Jonassen i Retten i Odense.

- Jeg tænkte, at jeg ville tage hende med. Vi skulle rejse væk fra Jorden sammen. Der var ikke noget at leve for længere, sagde Johnny Jonassen i retten.

I juni 2017 fik Johnny Jonassen 14 års fængsel for at slå sin datter ihjel. Hans søn, Christoffer - pigens halvbror - var med under retssagen. Video: Silvie Ulrikke Østebø

Selvom Johnny Jonassen under drabet gav sin ekskone skylden for, at det var kommet så vidt, så erkendte han under tilståelsessagen, at den eneste, der kunne bebrejdes, var ham selv.

- Jeg burde have søgt psykolog. Jeg burde have søgt hjælp. For når man sådan kommer ned på jorden igen, så kan man jo godt se, at man er ansvarlig for sine egne handlinger. Det var ikke (ekskonens, red.) skyld. Det var min skyld. Det var mig, der slog (datteren, red.) ihjel, sagde han.

Retten vurderede, at der var tale om et særlig groft drab, og han blev dømt 14 års fængsel.

Han er et monster, og han skal rådne op i det fængsel

Christoffer Jonassen

Dermed bliver lillesøsteren endegyldigt en del af den sørgelige statistik over 18 børn, som er blevet dræbt af deres forældre de seneste to år.

Hun skulle være blevet voksen

I de måneder, der er gået, siden Christoffer Jonassen mistede sin lillesøster, har han prøvet ikke at tænke for meget på hende, når han er i selskab med andre. Men når han er alene, så kommer tankerne frem.

- Jeg bliver selvfølgelig ked af det og trist. Jeg tænker på alle de ting, jeg havde glædet mig til. Jeg glædede mig til, at hun skulle konfirmeres. Jeg glædede mig til at vokse op og se, hvordan hun var. Hvordan hun mon ville blive som voksen. Det havde jeg glædet mig til, men det kommer jeg aldrig til at opleve.

Christoffer Jonassen var med i retten og så sin far for første gang i månedsvis.

- Jeg skal aldrig se min far mere. Jeg har ikke behov for at se ham nogensinde. Han er ikke min far mere. Han er et monster, og han skal rådne op i det fængsel, siger han.

Faren var inden dommen blevet mentalundersøgt. En undersøgelse, der viste, at han ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket og var klar over, hvad han gjorde.

'Station 2' handlede torsdag om de forældre, som slår deres børn ihjel. Du kan stadig se programmet på TV 2 Play