Ubådssagen

Ven skrev besked efter besked til savnet journalist: Hun skal findes - død eller levende

- Det værste er, hvis vi slet ikke får noget svar, siger en nær veninde til den savnede svenske journalist Kim Wall.

- Jeg savner hende. Vi savner hende allesammen.

De sagte ord er Malin Franzéns. I Malmø venter hun på nyt i sagen om den savnede journalist Kim Wall, som hun har været nær veninde med i over 10 år.

I farvandet mellem Danmark og Sverige leder dykkere og fly og endda frivillige efter den svenske kvinde, som forsvandt sporløst torsdag aften for en uge siden efter en tur med ubådskaptajn Peter Madsen i hans ubåd Nautilus.

Mens politiet efterforsker sagen på højtryk, er Peter Madsen blevet varetægtsfængslet i 27 dage mistænkt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Men på den svenske side af sundet fastholder Kim Walls veninde håbet om, at den 30-årige journalist er i live - selv om meget peger på det modsatte.

- Jeg tror på Kim. Det ville være respektløst ikke at tro på hende. Hun er meget, meget stærk. Hun er en overlever, siger Malin Franzén.

Kim Walls veninde uddyber, at det vigtigste er, at den forsvundne svenske journalist findes. Video: Cecilie Gremaud & Cecilie Gremaud

Forsvandt for en uge siden

Torsdag aften er det en uge siden, at Kim Walls venner og familie sidst har set eller hørt fra hende. 

Samme aften viser TV 2 Station 2-programmet 'Ubåden og den svenske kvinde' om den dramatiske ubådssag, der har grebet danskere og svenskere - og store dele af resten af verden - og som får mange til at holde vejret, mens de venter på nyt.

Flere sejlere har set dem i tårnet af ubåden torsdag aften. Men derfra er sporet koldt for alle os, der ikke kender efterforskningen indefra.

Det er typisk Kim at lave den slags historier, så vi skrev til hende over Facebook: "Det er vel ikke dig, der er forsvundet med en ubåd?"

Malin Franzén, veninde til Kim Wall.

Allerede fredag blev Peter Madsen anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab efter en storstilet eftersøgning med helikoptere, fly og skibe og en dramatisk redningsaktion i Køge Bugt

Men det var Malin Franzén uvidende om, da hun dagen lang var i fjeldene og nyde ferien med sin sambo.

Det var først, da de om aftenen var hjemme igen, at hun blev klar over, den var gal.

Lavede sjov med ubådsdramaet

Sammen var de ved at lave mad, da hendes sambo pludselig begyndte at læse højt fra sin telefon om ubådsdramaet, der havde sat Danmark på den anden ende.

- Nu skal du høre om dramaet i Danmark: Svensk journalist er forsvundet på en hjemmelavet ubåd, sagde han ifølge Malin Franzén.

De grinede og lavede sjov med det i køkkenet.

- Det er typisk Kim at lave den slags historier, så vi skrev til hende over Facebook: "Det er vel ikke dig, der er forsvundet med en ubåd?", fortæller veninden.

Men der kom aldrig noget svar. Og langsomt gik alvoren op for dem.

- Da vi fandt signalementet fra dansk politi, standsede vi med at grine, for det passede ret godt på Kim, siger Malin Franzén.

- Der er sket noget, og vi skal have svar.

Jo mere urolige de blev, jo flere beskeder sendte de. Over Facebook, Instagram og hvad de ellers kunne finde på.

Den 30-årige Kim Wall er med venners og familiens ord en journalist med international erfaring, som er vant til at rejse steder, som andre anser for farlige eller ubehagelige.

- Det drejer sig ikke om en uforsigtig person, der har gjort noget dumt. Der er sket noget, og det er vigtigt, at vi får det frem, siger Malin Franzén.

Derfor håber hun, at Kim Wall bliver fundet - død eller levende.

- Der sker mirakler, og jeg håber på et sådant i den her sag. Det vigtige for mig er, at de fortsætter med at lede, siger Malin Franzén.

- Jeg håber, at hun er i live, og fremfor alt at hun bliver fundet. Og hvis hun ikke lever mere, vil jeg vide det. Det vil vi nok alle. Det værste er, hvis vi slet ikke får noget svar, siger veninden Malin Franzén.

Store planer for sit liv

Malin Franzén og Kim Wall har kendt hinanden, siden de var 18-19 år gamle.

Det drejer sig ikke om en uforsigtig person, der har gjort noget dumt. Der er sket noget, og det er vigtigt, at vi får det frem.

Malin Franzén, veninde til Kim Wall.

Og selv om Kim Wall siden da har rejst verden rundt som journalist, mens Malin Franzén forblev i Skåne, var de ofte i kontakt med hinanden.

- Jeg så hende for to uger siden. Hun snakkede meget om fremtiden, om Beijing, hvor hun og hendes kæreste snart skulle flytte hen, siger Malin Franzén.

- Det var hun meget begejstret over og snakkede om, hvor cool det ville blive, og hvor flot huset, de skal bo i, er og de historier, hun skal skrive i Beijing.

Forsvandt tæt på hjem

Derfor er Malin Franzén overbevist om, at der hverken er tale om selvmord eller forsvinden - og at der er sket Kim Wall noget.

- Hun ville aldrig gøre det her mod sine venner og familie frivilligt. Det her ligner hende ikke. Hun er ikke forsvundet frivilligt. Sådan en person er hun ikke, siger Malin Franzén.

Min store, store drøm er at få Kim tilbage. Se hende igen.

Malin Franzén, veninde til Kim Wall.

Hun beskriver i stedet Kim Wall som varm, snakkende og nysgerrig. Og som den bedste af de to til at bade i det kolde, svenske sommerhav, som var det sidste, de to veninder lavede sammen.

Derfor er det en underlig tanke, at der måske er sket hende noget på hendes 'hjemmebane', nu hvor hun har rejst så mange steder.

- For mig er hun i live, indtil nogen siger det modsatte, fastholder Malin Franzén.

- Kim er en overlever

Næste sommer skal Malin Franzén giftes, og det bryllup i Nordsverige snakkede de to også meget om for et par uger siden.

Og det er bare endnu en grund til at Malins veninde skal findes. 

- Jeg tror på Kim. Det ville være respektløst ikke at tro på hende. Hun er meget, meget stærk. Hun er en overlever, siger Malin Franzén.

- Min store, store drøm er at få Kim tilbage. Se hende igen.