Krimi

Politiet: 21-årig udgav sig for at være pige og narrede tøjet af 39 drenge

Politiet undersøger, om manden har opnået kontakt med flere af drengene i sin rolle som fodboldtræner.

39 drenge er involveret i en sag om grooming. En 21-årig mand har siddet varetægtsfængslet i sagen siden den 9. maj. Begrebet 'grooming' dækker over situationer, hvor en person skaber kontakt på en manipulerende måde med henblik på at opnå noget.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet mistænker manden for i flere tilfælde at have udgivet sig for at være forskellige piger – og på den måde lokket nøgenbilleder ud af de unge drenge, der er i alderen 11-15 år.

Arbejdede blandt andet som fodboldtræner

Politiet undersøger blandt andet, om den 21-årige mand har opnået kontakt med flere af drengene via sit fritidsjob som fodboldtræner.

Den 21-årige mand er til dagligt ansat i en daginstitution.

- Der er intet i efterforskningen, der tyder på, at sagen har forbindelse til mandens arbejde, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Politiet har underrettet mandens arbejdsgiver.

Fast bruger af klub

Manden har også været fast bruger af en kommunal klub i Albertslund. Politiet er i samarbejde med Facebook ved at undersøge, om manden har brugt fremgangsmetoden i den forbindelse.

- Albertslund Kommune og Københavns Vestegns Politi har i går aftes holdt informationsmøde for forældrene til de børn, der kommer i klubben, så forældrene kunne få svar på de spørgsmål, en sådan sag kan afføde, oplyser politiet.

Flere af de forurettede drenge var medlemmer i en ungdomsklub, hvor den 21-årige har haft jævnlig gang, siden han var 10 år gammel.

200 mødte op

Cirka 200 forældre mødte op til mødet, fortæller Janus Enemark Nissen, der er kommunikationskonsulent i Albertslund Kommune.

- Der var nogle Albertslund-børn blandt de forurettede, så vi syntes, at forældrene skulle høre det fra vores og politiets side i stedet for i pressen eller via rygter, siger han til TV 2.

Han fortæller, at politiet forklarede om sagen, hvorefter psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet fortalte om, hvordan man skal agere som forældre, når man har et barn, der bruger de sociale medier.

Janus Enemark Nissen fortæller, at det var et konstruktivt møde – selvom det muligvis har skabt bekymring hos forældrene, da de blev indkaldt til mødet for nogle dage siden.

- Vi mener, at det var den rigtige måde at gøre det på, så der ikke var nogen misforståelser omkring sagen. For eksempel så folk ikke fejlagtig troede, at han var medarbejder i ungdomsklubben, siger han.