Peter Madsen sigtes stadig for drabet på den forsvundne svenske journalist Kim Wall.
Københavns Byret har ændret i fængslingskendelsen vedrørende opfinder Peter Madsen.
I stedet for at være fængslet for "uagtsomt manddrab" er han fængslet for "uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder". Det er den bestemmelse, som bliver brugt, når for eksempel sprit-, narko- og vanvidsbilister forvolder nogens død.
Ændringen er sket i mandags med henvisning til en bestemmelse, der tillader berigtigelse af for eksempel skrivefejl og forglemmelser.
Til TV 2 oplyser Peter Madsens forsvarer Betina Hald Engmark, at hun og Peter Madsen er bekendt at der er ændret i fængslingskendelsen på grund af en teknisk fejl, og at Peter Madsen accepterer fængslingen, som altså ikke kæres til Østre Landsret.
Politiet sigter stadig den 46-årige ubådsejer for drab, men i retsmødet i lørdags mente dommeren kun, der var begrundet mistanke om uagtsomt manddrab. Peter Madsen har accepteret varetægtsfængslingen.
Ifølge Ritzaus Bureau indeholder paragraffen om uagtsomt manddrab i straffeloven, paragraf 241, to led.
I det første led er strafferammen bøde eller fængsel indtil fire måneder. Men i andet led stiger strafferammen til fængsel i op til otte år. Det kan komme på tale, hvis en sprit-, narko- eller vanvidsbilist kører nogen ihjel.
Da kendelsen mod Peter Madsen blev afsagt lørdag, nævnte dommer Kari Sørensen ikke, at der var tale om "særligt skærpende omstændigheder". Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, da en varetægtsfængsling ikke kan ske, hvis en eventuel dom ikke kan ventes at ville blive på over 30 dages ubetinget fængsel.
I praksis betyder det, at varetægtsfængsling i sager om uagtsomt manddrab kun sker, når der er rejst sigtelse "under særligt skærpende omstændigheder" - og derfor kunne Peter Madsen kun blive fængslet for uagtsomt manddrab, hvis der er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Nu er rettens kendelse altså blevet "berigtiget", som det hedder. Det er sket med henvisning til en bestemmelse i retsplejeloven, som blandt andet giver mulighed for at rette skrivefejl eller forglemmelser. De nærmere grunde til at mistænke Peter Madsen for uagtsomt at have forvoldt Kim Walls død under særligt skærpende omstændigheder er endnu hemmelige, da retsmødet i weekenden foregik for lukkede døre.
Selvom Madsen er fængslet for uagtsomt manddrab, er sigtelsen for forsætligt drab stadig opretholdt. Med andre ord er han altså fortsat mistænkt for at have myrdet Kim Wall.
OVERBLIK: Ubådssagen fra eftersøgning til drabssag
Ubåden 'Nautilus' stævner ud fra Københavns Havn
Et fotografi af ubåden 'Nautilus' med Peter Madsen og den forsvundne svenske journalist om bord - taget få timer inden, kvinden blev meldt savnet af sin kæreste. Foto: Frederik Brandstrup / TV 2
Københavns Politi modtager en henvendelse fra Joint Rescue Coordination Centre om en mulig søulykke, efter den svenske journalists kæreste har meldt, at hun er savnet. På dette tidspunkt formoder man, at journalisten stadig er sammen med Peter Madsen, som heller ikke er vendt hjem. Ingen ved, hvor ubåden er.
Stor eftersøgning iværksættes
Forsvaret leder efter ubåden "Nautilus", som har været forsvundet siden torsdag aften. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
Der bliver skabt visuel kontakt til ubåden, da den ses ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Efterfølgende bliver der etableret radiokontakt til båden, der ifølge ejeren satte kurs mod havn.
Københavns Politi oplyser, at der skal sendes dykkere ned til den forliste ubåd, der ligger på syv meter vand. Det er dog ikke muligt at komme ind i ubåden, idet den enten skal stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres til havn, før det vil være muligt. Det vil i stedet formodentligt ske i løbet af lørdagen, oplyser politiet.
Peter Madsen sigtes for drab
Politiet meddeler i en pressemeddelelse, at Peter Madsen er anholdt og sigtet for drab på den savnede, svenske kvinde. Han ventes fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Han nægter sig skyldig og fastholder, at han satte kvinden i land ved spidsen af Refshaleøen nær restaurationen 'Halvandet' omkring klokken 22.30.
Bjærgningen af ubåden begynder
Klokken 10 begynder bjærgningen af den sunkne ubåd. Arbejdet vil vare flere timer.
Når det teknisk er muligt, vil ubåden blive transporteret til en lukket hal på Nordhavnen i København, hvor der vil blive gennemført en egentlig gerningsstedsundersøgelse.
Peter Madsen fremstilles i grundlovsforhør
Retsmødet mod den drabssigtede opfinder Peter Madsen foregår for lukkede døre. Anklager Louise Nielsen mener, at sagens behandling ved et åbent retsmøde vil hindre sagens oplysning. Hun har fået medhold af dommer Kari Sørensen.
Peter Madsen bliver varetægtsfængslet, men ikke for drab. Bag de lukkede døre har han afgivet forklaring, og anklager Louise Nielsen har rejst en underordnet sigtelse om uagtsomt manddrab. Det er netop sigtelsen for uagtsomt manddrab, som danner grundlag for fængslingen.
På et pressemøde fortæller drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, at der ikke er fundet nogen personer i ubåden. Desuden oplyser han, at det virker til, at det var en bevidst handling, at ubåden fredag sank.
Enheder fra den svenske Søredningstjeneste leder efter liget af den svenske journalist Kim Wall i farvandet mellem Barsebäck og Landskrona d. 15. august 2017 Foto: 50090 Johan Nilsson/TT / Scanpix Denmark
I de følgende dage fortsætter eftersøgningen af Kim Wall. Danske og svenske myndigheder leder i fællesskab efter nye spor og den svenske journalists lig i Øresund og Køge Bugt.
Kim Wall døde ombord på ubåd og smidt i havet
Et af de sidste billeder af Kim Wall ombord på Nautilus Foto: Ritzau
Sådan lyder en del af forklaringen, som ubådsejer Peter Madsen gav under grundlovsforhøret, oplyser politiet.
Peter Madsen bekræfter, at han efterfølgende skilte sig af med hende i havet.
Politi finder lig af kvinde i vandet
Mandag eftermiddag har Københavns Politi modtaget en anmeldelse om, at et lig af en kvinde er fundet i vandet på Vestamager. Det oplyser de på Twitter.
Området ligger ud til Køge Bugt, hvor politiet intensivt har ledt efter Kim Wall, siden hun forsvandt torsdag den 10. august.
Kvindelig mangler hoved, arme og ben
Kvindeliget fundet på amager er en torso.
- Når jeg siger torso, så er det en krop uden hoved, arme og ben, oplyser drabschef ved Københavns Politi Jens Møller Jensen på et pressemøde mandag aften.
Liget bliver kørt til retsmedicinsk institut.
Politiet om fundet lig: Lemmer var bevidst afskåret
Politiet udgiver tirsdag en pressebriefing på video, hvor de orienterer om seneste nyt i sagen om kvindeliget.
- Status er, at der er tale om en torso, hvor både arme, ben og hoved er fjernet som følge af en bevidst afskæring, siger Jens Møller Jensen, der er drabschef ved Københavns Politi.
DNA-match mellem torso og Kim Wall
Onsdag morgen oplyser Københavns Politi i et tweet, at kvindeliget, der blev fundet på Amager, er den svenske Journalist Kim Wall.
- Vi efterlyser en skrigorange bluse med lange ærmer, en sort- og hvidblomstret nederdel, nylonstrømper og et par hvide tennissko, oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller Jensen til TV 2.
Politiet fremlægger nye beviser
Specialanklager Jakob Buch-Jepsen siger på et retsmøde, at politiets teknikere har fundet videoer, der viser tortur og henrettelser, på en harddisk, der er blevet konfiskeret fra Peter Madsens værksted.
- Det er vores opfattelse, at der er tale om videooptagelser af ægte drab på kvinder, sagde anklageren, der understregede, at videoerne ikke er lavet af Peter Madsen.
Peter Madsens varetægtsfængsling blev forlænget med fire uger.
Politiet offentliggør fund af Kim Walls hoved og ben
Det siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen fra Københavns Politi på et pressemøde
- Vi har fundet en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj - trøje, nederdel, strømper og sko. I samme pose lå der en kniv og blylodder til at holde posen nede.
Saven er fundet i Køge Bugt nær den rute, som politiet vurderer, at den drabssigtede Peter Madsens ubåd sejlede den 11. august i år. Politiet oplyser desuden, at der fortsat ledes efter Kim Walls arme, og derfor er indsatsen med dykkere ikke afsluttet.
Peter Madsen ændrer forklaring
Drabschef Jens Møller fortæller på et pressemøde, at Peter Madsen igen har ændret forklaring.
Det er sket under et lukket politiforhør den 14. oktober, hvor Peter Madsen har fortalt, at Kim Wall døde i ubåden, mens han selv stod i tårnet. I forbindelse med, at hun døde, var der mange udstødningsgasser i ubåden.
Københavns Politi og dykkere fra Forsvaret finder en arm i Øresund nær den rute, ubåden sejlede. Det er ikke fastslået, at armen kan forbindes med ubådssagen - men det er en teori, politiet arbejder ud fra.