Krimi

To tilfældige mænd skudt - politiet fik hjælp af vidne

Sygeplejerske Kristine Langelund hjalp til, da to unge mænd lørdag aften blev ramt af skud.

Lyden af affyrede skud, der lørdag aften ramte to tilfældige mænd, gav genklang i en lejlighed på Nørrebro i København.

I lejligheden var 32-årige Kristine Langelund, der er uddannet sygeplejerske.

Hun var i området for at fejre sin venindes ph.d.-afhandling. Selvom skuddene ikke var til at tage fejl af, var det først kort tid efter, da blå blink lyste lejligheden op, at hele selskabet reagerede.

- En person fra festen fortæller, at to personer er blevet ramt af skud. Kort efter var jeg væk. Jeg løb instinktivt ned på gaden for at se, hvad jeg kunne gøre, siger hun.

Da Kristine Langelund kom ned på Den Røde Plads, hvor skyderiet fandt sted, var politiet i gang med at give førstehjælp. Hun stødte til og hjalp dem med at tjekke en af de såredes puls, om det var muligt at stoppe hans blødning, og om han var ved bevidsthed.

- Det var kun mig og en medicinstuderende, der hjalp til. Bandekonflikten kom pludselig ret tæt på, siger hun.

Mænd ramt af op mod otte skud

Københavns Politi har søndag formiddag bekræftet, at de to unge mænd, der er blevet ramt af skud, ikke har noget med den igangværende bandekonflikt at gøre. De var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Ofrene, der er henholdsvis 23 og 24 år, blev skudt af to personer på scooter, som skød op til otte skud mod dem. 

Med lørdagens skyderi på Nørrebro er antallet af hændelser, hvor der er blevet skudt mod tilfældige forbipasserende, oppe på tre i alt. De to andre gange har været i bydelen Tingbjerg og ved Mimersgade.

Selv tænkte Kristine Langelund ikke på sin egen sikkerhed, da hun hjalp politiet - og det på trods af, at hun er gravid med sit andet barn.

- I situationen tænkte jeg ikke så meget. Jeg tænkte kun på, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe, siger hun.

Hendes mand, Søren Langelund, som også var i lejligheden, da skyderiet fandt sted, var til gengæld bekymret.

- Jeg løber jo af sted uden at informere ham. Jeg er gravid, så han følte instinktivt, at han blev nødt til at beskytte mig, men det kunne han ikke. Jeg var jo allerede løbet, siger hun.

Uklart om mændene ville overleve

Siden den 20. juli har Københavns Politi indført visitationszoner. Det gælder i et område omkring Nørrebro, Husum, Brønshøj, Tingbjerg og et lille område omkring Ryparken Station.

Men tydeligvis er politiet ikke nået i mål endnu, konkluderer Kristine Langelund.

- Det, der påvirker mig mest, er, at mine venner bor derude. De har et lille barn. Er det dem næste gang, og er det trygt nok for dem at bo på Nørrebro, spørger hun.

Tilbage ved ph.d.-festen var stemningen også ebbet en smule ud. Kristine Langelund var igen tilbage i lejligheden, men spørgsmålet hang der stadig: Ville de to unge mænd overleve?

- Jeg kunne ikke svare på det tidspunkt. Jeg vidste, at en af dem blev ramt af skud i maven, og den anden i låret. Men jeg vidste ikke, om de ville overleve eller ej. Det er klart, at folk spørger ind til det, siger hun.

Efterlyser vidner

Ifølge Københavns Politi er begge mænd i behandling på Rigshospitalet, men er uden for livsfare.

Politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, der har set noget omkring Den Røde Plads og Nørrebrogade. Flere har set en scooter køre væk fra stedet ad Lundtoftegade omkring klokken 23.30 lørdag aften.

- Vi er meget interesserede i at tale med alle, der kan have set noget. Man skal ikke tænke, at 'det er der nok andre, der har ringet om', siger Jørgen Skov.