Tilfældig 17-årig ramt af skud i København: - Kujonagtigt og vanvittigt
Politiet har været ude til to skudepisoder i København fredag.
Det var en tilfældig 17-årig mand, der fredag aften blevet ramt af skud fra to personer på en scooter i Tingbjerg i København.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse under overskriften "Stop vanviddet".
Politiet oplyser, at den skudramte 17-årige er uden relationer til bandemiljøet, og at han "helt tilfældigt var på gerningsstedet."
- Det er selvsagt uden modstykke en kujonagtig og vanvittig handling, at komme kørende på en scooter og så skyde på den første og bedste man tilfældigvis møder på stien, skriver Københavns Politi blandt andet i pressemeddelelsen.
Vidne hørte fire-fem skud
Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.32.
Et vidne fortæller TV 2, at hun hørte fire-fem skud blive affyret.
I forbindelse med skyderiet efterlyser Københavns Politi nu to personer.
- Flere af vores patruljer var i området, og en af dem var millimeter fra at pågribe de to gerningsmænd. Hvis du ved hvem de er, har hørt dem prale af deres vanvidshandling eller bare har hørt om det, håber vi, at du vil kontakte Københavns Politi og fortælle om din viden, lyder det i pressemeddelelsen.
Fjerde skudepisode på en uge
Tidligere fredag blev politiet kaldt ud til et andet skyderi på Rovsingsgade, hvor en person blev ramt.
Det er femte gang i denne uge, at der er blevet skudt i København.
Foruden de to episoder fredag blev der onsdag affyret skud i Nordvest, mens dele af Nørrebrogade var spærret efter et skudopgør i tirsdags.
I begge tilfælde blev ofret ramt i ballen.