Krimi

De kopierede Hells Angels og Bandidos: Nu er de hovedårsag til den eskalerende konflikt

​Bandegrupperingen Loyal to Familia er en del af den højspændte konflikt, som lige nu udspiller sig i de københavnske gader.

Du genkender sikkert hættetrøjen. Måske ikke fra virkeligheden, men så fra billeder og nyhedsindslag.

På det sorte stof er printet et hvidt dødningehoved med en bandana for munden og en pistol i hver hånd. Over kraniet står Familia BGP. Under kan der blandt andet stå Tingbjerg, Hillerød, Kokkedal eller måske National.

Loyal to Familia eller bare LTF, som grupperingen også kaldes, er lige nu centrum for den blodige bandekonflikt, der hærger København.

- De er hovedårsag til de mange skyderier. De rekrutterer aggressivt og forsøger at skabe flere lokalafdelinger rundt om i landet, fortæller sociolog og forfatter Aydin Soei, der har et stort kendskab til bandemiljøet, til TV 2.

Blandt andet i Aarhus, Køge og Malmø er der meldinger om, at Loyal to Familia forsøger at etablere sig. 

Kopierede Hells Anges og Bandidos

Da bandekonflikten brød ud i 2008 var det en række uorganiserede gadebander i den danske hovedstad mod rockere fra Hells Angels og deres støtter. Men i efteråret 2012 eller begyndelsen af 2013 begyndte en mere struktureret gadebande at tage form.

- Loyal to Familia kopierede strukturen fra Hells Angels og Bandidos med et klart hierarki, rygmærker og lokalafdelinger, forklarer Aydin Soie.

De fortæller, at ’hvis vi ikke svarer igen, når vi er under angreb, så kan vi lige så godt nedlægge os ned. Det er nemlig det samme om at sige, at folk bare kan trappe på os.’

Aydin Soie

Betjente må visitere uden konkret mistanke

Siden 12. juni har Københavns Politi registreret 15 skyderier og to voldelige overfald med relation til den blodige bandekonflikt.

- Vores indtryk er, at vi på den ene side har Loyal to Familia – en bande, som blandt andet holder til på indre Nørrebro og i Tingbjerg – og så er det en gruppering, som har sit udspring omkring Mjølnerparken, Nordvestkvarteret og Husum, siger ledende chefpolitiinspektør hos Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov, til TV 2.

20. juli oprettede politiet såkaldte visitationszoner, der giver betjente mulighed for at visitere personer, biler og andre ejendele uden en konkret mistanke. Torsdag er den blevet forlænget og udvidet, så den også gælder dele af den københavnske bydel Østerbro.

En mudret konflikt

Men hvem er det så, der bekriger hvem?

Ifølge Aydin Soei er det en ”ekstremt mudret konflikt”:

- I København handler det meget om personkonflikter. Loyal to Familia er en videreudvikling af Blågårdsplads-gruppen, som tidligere har haft konflikt med det, der hedder Brothas i Mjølnerparken, som ikke eksisterer længere. Brothas er nu blevet opslugt af tyske bander.

Gennem den mangeårige bandekonflikt har de unge fået skabt uvenner, fjender og konflikter på kryds og tværs.

- Konflikterne tager de med sig, når de rykker fra bande til bande for at få beskyttelse - og for at fortsætte i det kriminelle miljø, siger Aydin Soei.

- Alle, som har et fjendskab, der går flere år tilbage, vil hævne sig på hinanden.

Derfor fortsætter konflikterne

Da bandekonflikten startede handlede det om noget andet.

Rockere- og bandegrupperinger kæmpede om andele på det kriminelle marked, og de bandemedlemmer, som Aydin Soei har været i kontakt med gennem årene, giver nu denne grund til de blodige sammenstød.

- De fortæller, at ’hvis vi ikke svarer igen, når vi er under angreb, så kan vi lige så godt lægge os ned. Det er nemlig det samme om at sige, at folk bare kan trampe på os.’

Og netop derfor fortsætter konflikterne og de voldelige sammenstød, fortæller Aydin Soei. 

I dag er det nemlig i højere grad en kamp om identitet og ære. Ingen i bandemiljøet vil vende den anden kind til.